X Factor

Tidligere dommer om tårnhøje forventninger til 'X Factor'-favorit: - Det er jo synd for hende

Det kan være farligt at være næsten perfekt som Blachmans solist Alma Agger, lyder det fra den tidligere 'X Factor'-dommer Cutfather.

Fredag aften leverede 'X Factor'-deltageren Alma Agger "den vildeste vokalpræstation", der nogensinde er blevet leveret i første liveshow.

Det mente i hvert fald hendes egen dommer, Thomas Blachman.

Men anderledes kritiske var hans meddommere, der begge italesatte deres store forventninger til den 20-årige solist, fordi hun i deres øjne har "hele pakken" og er tæt på at være perfekt.

- Det er et sært fænomen, at jo tættere man er på perfekt, jo hårdere bliver man på en eller anden måde bedømt. Og du er bare tæt på perfekt. Enhver kan se, at det kan blive vildt, så derfor er der også enormt høje krav – og det er selvfølgelig også svært at leve op til, lød det eksempelvist fra Ankerstjerne.

Kommentaren blev efterfølgende diskuteret i podcasten 'X Factor uden filter', hvor sangskriver, producer og tidligere 'X Factor'-dommer Mich Cutfather gæstede studiet.

Han påpegede, at det netop er faren ved at være så god, som Alma Agger er.

Sådan så det ud i første liveshow, hvor Alma Agger sang 'Unforgettable' af French Montana og Sway Lee.

Vi elsker at dyrke 'the underdog'

Mich Cutfather var selv dommer i fjerde og femte sæson af 'X Factor', og han påpeger, at mange tv-seere elsker at holde med de deltagere, der ikke er åbenlyse favoritter.

- Vi danskere elsker at opdyrke det, folk måske ikke helt tror på. Hvis folk tror for meget på det fra starten, så får man som regel nogle gange lidt modvind, siger han.

Det virker, som om man som seer forventer mere, end hvad man kan forvente

Mich Cutfather

- Hun (Alma Agger, red.) bliver hypet op til at være en af de helt store. Men det er jo synd for hende, for hun er jo sindssygt dygtig, fortsætter han.

Mich Cutfather har i 2011 selv prøvet at vinde med deltageren Sarah Skaalum Jørgensen, som siden har skiftet køn og i dag hedder Noah. Det skete i en finale, hvor deltageren blandt andre var oppe imod solisten Babou, som oprindeligt var bookmakernes favorit.

Her ses Alma Agger, da hun gik videre til næste uges 'X Factor'.

Seerne forventer en eksplosion

I år har oddssætterne udråbt Alma Agger til at være blandt de bedste bud på en 'X Factor'-vinder.

Cutfather sætter også sine penge på, at Blachmans solist løber med sejren. Men den form for favoritstatus er ikke let at leve op til, understreger han.

- Det virker som om, at man som seer forventer mere, end hvad man kan forvente, egentlig. Man håber på, at der sker en kæmpe eksplosion næste gang, siger han.

Alma Agger har forud for første liveshow selv kommenteret på sin status som en af favoritterne i årets 'X Factor'.

- Der er et lille pres i at være en af favoritterne. Hvis man falder igennem og slet ikke gjorde det, som Danmark håbede, ville det jo være ærgerligt, sagde hun tidligere på ugen.

Lyt til podcasten 'X Factor uden filter' lige her.