X Factor

Fire 'X Factor'-deltagere skulle holde på en stor hemmelighed – nu må de fortælle den

Da fire piger med hver sin unikke stil stod foran Ankerstjerne, stod det klart for dommeren. De skulle være en af hans nye grupper.

Der skulle mirakler til, hvis Ankerstjerne skulle have en chance for at konkurrere mod de andre 'X Factor'-dommere og deres solister i de store liveshows.

Det var den klare overbevisning, dommeren havde efter sin 5 Chair Challenge, hvor han kun fik besat tre ud af fem stole.

Derfor var der store forventninger at indfri, da Ankerstjerne gav 11 hjemsendte deltagere en chance for at komme tilbage i 'X Factor' som medlem af en af de to grupper, han skulle sammensætte.

Blandt dem var fire piger, som har holdt på en stor hemmelighed lige siden.

Efter en nervepirrende dag i selskab med Ankerstjerne og hans hold blev de sat sammen i en gruppe, som dukker op i fredagens bootcamp-program og skal dyste om en plads i liveshowene på lige fod med de andre.

Og pigegruppen består af flere velkendte ansigter.

- Der var de sgu

Ankerstjerne så nemlig et potentiale i 16-årige Roya Attaei og 15-årige Tiffany Kunstmann Andrews, der begge blev sendt hjem af Blachman under de unge solisters 5 Chair Challenge.

- Ligemeget hvad havde jeg tænkt, at jeg ville have de to piger med. De havde gjort så stort indtryk på mig, fordi de begge er meget visuelle og moderne, siger Ankerstjerne til TV 2.

Sådan så det ud, da Tiffany Kunstmann Andrews (t.v.) og Roya Attaei var på scenen til 5 Chair Challenge. Da de blev kontaktet af Ankerstjerne, tænkte de:  - Nu skal vi prove Blachman wrong.

Men dommeren var ikke fast besluttet på, hvordan konstellationen omkring dem skulle være. For selvom han længe havde haft en drøm om at arbejde med en pigegruppe, var det ikke sikkert, at de rigtige piger dukkede op, eller at de fungerede sammen.

Men det gjorde de.

Det laver de til daglig

15-årige Tiffany Kunstmann Andrews bor i Aarhus og går på HF i Viby. 

16-årige Roya Attaei bor i Kalundborg, hvor hun går i 1.G.

17-årige Miriam Larsen bor i Ringsted og er i gang med sit første år på HF.

18-årige Camilla Okotie bor i Fredericia og går i 3.G.

Da han hørte Roya og Tiffany synge sammen med 17-årige Miriam Larsen og 18-årige Camilla Okotie stod det klart for ham, at han havde fundet de fire rigtige.

- Jeg tænkte bare: "Hold da kæft, der var de sgu da", forklarer Ankerstjerne.

- De giver hinanden noget ret sejt. De har hver især en lyd og et udtryk, som jeg synes komplimenterer hinanden helt vildt fint.

Læs Ankerstjernes beskrivelser af de fire gruppemedlemmer herunder. Artiklen fortsætter efter billederne.

 Ankerstjerne var vild med 16-årige Roya Attaei fra første gang, han så hende. - Hun har en meget moderne timing og et let flow - sådan som det hotteste af det hotteste rapmusik lyder i dag. Det er det, hun har spejlet sig i, siger han.
18-årige Camilla Okoties audition havde gjort indtryk på Ankerstjerne, men hun blev ikke udvalgt til 5 Chair Challenge. På dagen for gruppedannelsen blev Ankerstjerne særligt interesseret i hende, fordi hun spillede klaver i pauserne og rappede for sig selv. - Hun kommer med en vild energi og en styrke, som er ret sej, siger Ankerstjerne.
17-årige Miriam Larsen var på scenen til 5 Chair som en del af en anden gruppe, og Ankerstjerne hev hende tilbage i spillet, fordi han huskede hende som en af hans yndlingsvokalister i gruppekategorien. - Miriam har en soulet klang, som jeg godt kan lide, siger dommeren.
15-årige Tiffany Kunstmann Andrews fangede Ankerstjernes opmærksomhed til 5 Chair Challenge. Han beskriver hende som moderne og visuel, og derudover har hun en særlig stemme:  - Hun kan både synge klassisk smukt, men hun har også udviklet en måde at frasere og gå til melodierne på, som er meget hendes egen, siger Ankerstjerne.

Flyttede sammen i tre dage

For enden af gruppedannelsen kunne Roya, Camilla, Miriam og Tiffany juble over, at de fik en ekstra chance. Og de var høje over udfaldet.

Men foran dem ventede også en stor udfordring.

De bor i hver deres by og havde kun lidt over en uge til at lære hinanden at kende, før de skulle forsøge at imponere Ankerstjerne på bootcampen.

Vi kan give Danmark noget nyt og noget, der er brug for

Miriam Larsen

Med det samme oprettede de en gruppechat på Facebook og fandt frem til, at de skulle synge 'You don't own me' af den amerikanske sanger Grace, som er en fortolkning af populære nummer fra 1963.

Herefter gik gruppen i gang med at øve stemmer hver for sig og sende lydbidder til hinanden.

Og tre dage før den forestående bootcamp i Thy rykkede de alle ind i Camilla Okoties lejlighed i Fredericia. Hun havde fyldte stuen med madrasser og soveposer, og så var dagene ellers dedikeret til at øve og finde frem til de harmonier, som lød allerbedst.

- Vi øvede 12 timer på en dag. Blev bare ved og ved med at køre på. Det var ret intenst, og der var meget pres på, fortæller gruppens alderspræsident Camilla Okotie.

Alle pigerne var 'depressed', da de røg ud af 'X Factor'. Men få dage efter 5 Chair Challenge blev de hver især ringet op og inviteret til gruppedannelse. Og alle fik blod på tanden, da de hørte, at de havde fået en ekstra chance. - Vi var bare klar, siger de.

Dog fandt gruppen hurtigt ud af, at det ikke kun var musikalsk, de klikkede. Dagene gik også med at tage massevis af billeder, "snakke sindssygt meget om følelser" og dyrke de interne jokes, der opstod.

- Vi blev meget tætte meget hurtigt. Jeg føler, jeg har kendt de her piger meget længere, end jeg i virkeligheden har, siger Roya Attaei.

Kan give Danmark noget nyt

Da pigerne tog afsted mod bootcampen havde de følelsen af, at de havde gjort alt, de overhovedet kunne for at smelte sammen til den gruppe, Ankerstjerne havde set for sig.

Derudover havde de selv opdaget styrken i at være fire solister, som nu sang sammen som gruppe.

- Vi har hver især vores egen stemme og vores egen lyd, men når vi går sammen, bliver det virkelig godt og specielt, siger Miriam Larsen.

- Det gør det bare til noget sindssygt, supplerer Roya Attaei.

Alle fire gruppemedlemmer har rødder i et andet land, og det mener de er en styrke. Roya er født i Afghanistan, Miriams far er fra Elfenbenskysten og både Tiffany og Camilla er halvt nigerianske. Her ses de på bootcampen foran Ankerstjerne.

Derudover mener de alle, at Danmark har brug for en pigegruppe som dem.

- Vi kan give Danmark noget nyt og noget, der er brug for, lyder det fra Miriam Larsen.

De mener nemlig, at der mangler kvindelige sangere og rappere – og derudover har de alle forskellige kulturelle baggrunde, da de har rødder i henholdsvis Elfenbenskysten, Nigeria og Afghanistan.

- Vi er alle sammen halvt eller helt fra et andet land. Så vi kommer med noget fedt, som vi kan tage med over i musikken. Og samtidig synes vi, at vi er vanvittigt seje, konstaterer Camilla Okotie.

Se hvem Ankerstjerne sender videre til liveshows fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.