Den store guide til vinterferiens film: De bedste, de værste og de mest populære

16x9
Margot Robbie. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Særligt én film trækker rigtig mange danskere i biografen for tiden. Men den er ikke at finde på anmeldernes favoritlister.

Det er vinterferie, koldt, og det bliver mørkt ved 17-tiden.

Det lægger op til en eller flere (ud)flugter ind i biografmørket, men udvalget af film kan være en jungle at finde rundt i. Derfor følger der her en guide til, hvilken film du skal vælge.

Få her overblikket over de film, som har fået de bedste og værste anmeldelser - samt hvilke film der er mest populære blandt publikum lige nu:

Anmeldernes top 3

'Parasite'

Parasite Foto: NEON CJ ENTERTAINMENT
Gennemsnit: 5.8 stjerner
Den sydkoreanske film om klasseskel og snyltere strøg til tops i årets netop overståede Oscar-uddeling og vandt nogle af de tungeste statuetter – blandt andet for ’Bedste film’. Derfor er det måske ikke overraskende, at ’Parasite’ er anmeldernes darling.
- Den er mesterlig, skriver Børsens anmelder og kvitterer med seks stjerner.

'Portræt af en kvinde i flammer'

.. Foto: Camera Film
Gennemsnit: 5,2 stjerner
Andenpladsen på anmelderlisten er et fransk periodedrama, der handler om to kvinders møde i 1770erne. Filmen vandt manuskriptprisen i Cannes, men har også en imponerende billedside, der af Jyllands-Postens anmelder bliver kaldt "visuelt overlegen".

'The Cave'

Foto: Abdulmonam Eassa / Ritzau Scanpix
Gennemsnit: 5,2 stjerner
Den dansk-producerede dokumentarfilm var nomineret til en Oscar-statuette, men vandt desværre ikke. Til gengæld har anmelderne mange roser til filmen, der skildrer en syrisk læges arbejde på et hospital, mens bomberne falder udenfor murene.
- 'The Cave' kan få lov at blive siddende i kroppen som en af de mest rystende film i flere år, skrev Politiken blandt andet i sin anmeldelse.
Anmeldernes tre bundskrabere

'Dronningens Corgi'

. Foto: Sweet Chili Entertainment
Gennemsnit: 2,3 stjerner
Det er en firbenet, der har hovedrollen i 'Dronningens corgi', som handler om en rig, forkælet hund, der pludselig skal lære at leve som alle andre. Anmeldernes dom er hård, og filmmagasinet Ekko skriver blandt andet
- Det er ikke en animationsfilm til hverken børn eller voksne, men tyve millioner dollars smidt lige ud ad vinduet. 

'The Grudge'

Foto: Sony Pictures
Gennemsnit: 2 stjerner
2020-versionen af det, der startede som en japansk gyser, får ikke mange pæne ord på vejen fra anmelderkorpset.
- Mysteriet i ’The Grudge’ er lige så uforbløffende som en episode af ’Columbo’, hvor man ved, hvem morderen er fra start af. Men hvor ’Columbo’ gjorde opklaringen til en fryd og en fornøjelse, indbyder ’The Grudge’ til absolut nul spænding og underholdning, skriver Soundvenues anmelder og kvitterer med en enkelt stjerne. 

'Dolittle'

Foto: Henry Nicholls / Ritzau Scanpix
Gennemsnit: 1,7 stjerner
Stoler man på anmelderne, er 'Dolittle' den ringeste film, danske biografgængere kan støde på for tiden. Filmen handler om en dyrlæge, der tager på en magisk rejse, og er tredje genindspilning af historierne om dyrlægen Dolittle, der denne gang spilles af Robert Downey Jr.
- Dr. Dolittle' med Eddie Murphy i titelrollen er ved gud ikke nogen særligt god film, men den fremstår som et mesterværk sammenlignet med den nyeste film om lægen, der kan tale med dyr, skriver BTs anmelder i en et-stjernet anmeldelse.
De mest sete film i biografen lige nu

'Klovn - the Final'

Foto: Henrik Ohsten / Henrik Ohsten
Sidste weekends billetindtægt: 69.499. Solgte billetter i alt: 256.917.
Uger siden premiere: 2.
Det sidste filmkapitel om Casper og Frank har trukket rigtig mange danskere i biograferne. De to venner roder sig ud i nye problemer i filmen, hvor Frank blandt andet læner sig op ad en skilsmisse, og Casper møder Pandekage-Ronja. 

'De forbandede år'

Foto: Scanbox
Sidste weekends billetindtægt: 16.377. Solgte billetter i alt: 318.522.
Uger siden premiere: 5. 
Den næstbedst sælgende film er Anders Refns storfilm om Anden Verdenskrig med navne som Jesper Christensen og Bodil Jørgensen på rollelisten. 

'Spioner på missioner'

Foto: Blue sky studios
Sidste weekends billetindtægt: 16.051. Solgte billetter i alt: 21.314.
Uger siden premiere: 1. 
Den animerede spionfilm har sneget sig ind på listens tredjeplads. Historien starter med, at verdens bedste spion bliver forvandlet til en due...

Harley Quinn: 'Birds of Prey'

Margot Robbie til verdenspremieren på 'Birds of prey'. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix
Sidste weekends billetindtægt: 12.478. Solgte billetter i alt: 13.023.
Uger siden premiere: 1. 
Margot Robbie spiller hovedrollen i filmen om DC-figuren Harley Quinn, der har fået en fjerdeplads på danskernes biografhitliste. 
Filmen har ellers kæmpet med så dårlige salgstal i USA, at titlen blev ændret fra 'Birds of Prey' til at inkludere den kendte hovedkarakters navn. 

'Bad Boys for Life'

Foto: Mario Anzuoni / Ritzau Scanpix
Sidste weekends billetindtægt: 12.624. Solgte billetter i alt: 120.955.
Uger siden premiere: 4. 
Will Smith og Martin Lawrences film optræder på flere lister i denne artikel, og buddy-filmen om de to betjente med midtvejskriser og karriereproblemer har da også formået at trække en del danskere ind i biografmørket.