Underholdning

Dropper legendarisk nøgenkampagne efter 30 år

Skuespillerinden Eva Mendes i en 2007-version af PETAs kampagne.  Peta

Kampagnen fra PETA har kørt i næsten 30 år. Dens lange liv skyldes, at den gør det modsatte af andre reklamer, mener ekspert.

Pamela Anderson, Dennis Rodman, Ron Jeremy, Kim Basinger og Eva Mendes.

Det er blot nogle af de mange kendisser, der har smidt tøjet under sloganet ’I’d rather go naked’ (jeg vil hellere være nøgen, red.).

Men efter næsten 30 år er det slut, for nu pensionerer dyrevelfærdsorganisationen PETA deres berømte kampagne mod pels. Det skriver CNN.

Reality-stjernen Khloe Kardashian. 2008.

Det er ikke, fordi kampagnen ikke virker, at den bliver droppet. Tværtimod. Der er simpelthen ikke brug for den i dag, lyder det:

- Det er ret sjældent, at en organisation dropper en kampagne på grund af dens succes, siger Dan Matthews, vicedirektør for PETA's reklameafdeling.

- Vi har kæmpet så lang tid for at trække overskrifter, men vendepunktet er kommet de seneste par år, hvor mange mennesker og designere har droppet pels.

Supermodellen Christy Turlington, 1993.

Forud for sin tid

Da den første version af PETA-reklamen kom ud i 1990, var den forud for sin tid, mener Frederik Preisler, direktør i det danske kommunikationsbureau Mensch.

- Den brød med, hvad man måtte og gjorde med en reklame, siger han.

Basketballspilleren Dennis Rodman, 2005.

De fleste reklamer er bygget over samme skabelon, hvor en smuk model er fotograferet i smukt tøj i smukt lys. Og så skal de sælge noget til os. PETA's opskrift er helt anderledes:

- Den her kampagne var det modsatte, helt i opposition, og på mange måder aktivistisk. Det er paradoksalt, at den ikke vil sælge, og på en eller anden måde kollapser noget i os, når vi ser den, siger Frederik Preisler.

Fra nøgne aktivister i Japan til stjerner

Første gang sloganet blev brugt, var tilbage i 80'erne, hvor nøgne PETA-aktivister råbte det i protest mod en pelsmesse i Japan.

Et par år senere, i 1990, blev det første 'I'd rather go naked'-reklamebillede skudt, da new wawe-bandet The Go-Go's stod afklædte bag et banner.

Den første reklame fra 1990.

Efterhånden voksede konceptet, og både skuespillere, sportsstjerner, sangere og realitydeltagere har prydet kampagnen, hvor overskuddet fra salget af plakater gik til dyrevelfærdsorganisationen.

Plakaterne, der blev hængt på store reklameskilte i USA, kunne også have andre slogans som "vær tilpas i din egen krop, lad dyrene beholde deres". Eller "Think ink, not mink" (tænk blæk, ikke mink, red.), når tatoverede kendte prydede reklamen.

Musikeren - og Pamela Andersons eksmand - Tommy Lee. 1995.

Fortidsinfluencers

Et utal af kendte mennesker har smidt tøjet i den gode sags tjeneste, og kendiseffekten har været en del af det, der har fået opmærksomheden rettet mod den pelsfri livsstil.

Det minder om noget, vi ser meget af i dag, mener Frederik Preisler.

- PETA har brugt influencers, før de fandtes, siger han.

Pamela Anderson er en af de kendte, der har optrådt flere gange i kampangens levetid. Her i 1997.

Det kan koges ned til en ting, hvorfor kampagnen har levet i tre årtier, mener han.

- Det er så uendeligt simpelt som en god idé. Den er så solid og skarpsleben, at de ikke har haft brug for at finde på noget andet, siger Frederik Preisler.

Skiuespillerinden Kim Basinger, 1994.

PETA vil fortsat kæmpe mod pels, men på en anden måde, fortæller organisationens marketingdirektør.

- Pels er dødt, og PETA har så meget andet arbejde at gøre. Så vi tænkte: "Ved I hvad? Tre årtier er lang tid. Vi har fået vores pointe igennem, pels er umoderne, og nu er det på tide, at vi bruger den samme energi på at udvide fokus til læder, uld og slangeskind," siger Dan Matthews.

Se flere billeder fra kampagnens historie herunder.

Ireland Basinger-Baldwin (Der er Kim Basingers datter) i 2018.
Sangerinden Joss Stone. 2005.
Jackass-stjernen Steve-O. 2005.
Skuespillerinden Eva Mendes. 2005.
Den amerikanske pornoskuespiller og filmproducer Ron Jeremy i 2008.
Playboy-modellen Holly Madison.
Danser og skuespiler Jenna Dewan Tatum. 2010.
Tidligere medlem af Red Hot Chili Peppers, Dave Navarro, i 2013.