Tre danskere udvalgt til Super Bowl – over 100 millioner skal se med
Nellie, Nicky og Michel er de første danskere nogensinde, der skal danse til Super Bowl
Når de to latinamerikanske sangerinder Jennifer Lopez og Shakira i weekenden går på scenen i pauseshowet til dette års Super Bowl, er det med tre danske dansere bag sig. Nellie, Nicky og Michel.
Og det er første gang nogensinde. For showet, som anses for at være en af verdens største tv-begivenheder, har nemlig aldrig haft danskere på scenen.
Over 100 millioner plejer at se med, og de store internationale stjerner Michael Jackson, Prince og Beyoncé har alle spillet til showet.
Selvom showet kun varer et kvarter, ligger der månedsvis af træning forud for de tre danske dansere. Nellie Bethel og Michel Patric Sian skal danse for Jennifer Lopez, mens Nicky Andersen skal danse for Shakira.
Udover at de skriver dansk dansehistorie, har de alle tre det til fælles, at de har valgt at forlade Danmark for at forfølge deres drøm om en international dansekarriere.
Herunder kan du lære dem hver især lidt bedre at kende.
Michel Patric Sian, 30 år
Michel er opvokset i Albertslund, men bor i dag i Los Angeles, hvor han arbejder som danser og koreograf
Michel Patric Sian er ikke et sekund i tvivl om, at han er blevet hyret til noget stort. Det stod især helt klart, da han ankom til første træningstime. Her var beskeden klar:
- I skal bare vide, at I ikke er sikre på at ende til selve showet.
Michel fortæller, at hvis koreografen og de assisterende koreografer ikke synes, man gør det godt nok, eller synes, man har for meget attitude, bliver man pillet af holdet.
Efter juleferien, hvor der var pause fra træningen, kom Michel tilbage til dansestudiet og opdagede, at der var en fyr, der var blevet erstattet af en ny mandlig danser.
- Det gør, man føler, man går på glasskår. For hold da kæft, der er ikke noget, der er sikkert, fortæller Michel Patric Sian.
Verdenskendt koreograf
Det er en af verdens mest anerkendte koreografer, der står bag pauseshowet dette år. Hun hedder Paris Goebel og har blandt andet koreograferet Justin Biebers meget succesfulde musikvideo til sangen 'Sorry'.
Ifølge Michel Patric Sian ville Paris Goebel kun koreografere showet, hvis hun helt selv måtte vælge sine dansere.
Derfor er Michel også stadig oppe at køre over, at hun kontaktede ham direkte via Instagram, hvor hun havde set ham.
- Hun skrev og spurgte, om jeg var fri til at træne op til showet, siger Michel Patric Sian, der sendte sit svar afsted med det samme:
- Hell yeah, lød det fra ham.
Og så gik ventetiden i gang. Han manglede den endelige mail med bekræftelse, som skulle gå gennem hans agent.
Først to dage før træningen gik i gang, blev han endelig bekræftet.
- Du er med som Jennifer Lopez’ danser, stod der i mailen.
Nicky Andersen, 22 år
Nicky er opvokset i Virum, men har satset alt og er flyttet til Los Angeles for at jagte drømmen om en international dansekarriere.
Det er kun godt fire måneder siden, at en håbefuld, ung Nicky Andersen sagde farvel til sine forældre og sin storebror i Kastrup Lufthavn.
Han havde kursen direkte mod Los Angeles, hvor drømmen skulle indfries. Og det må man sige, at den er blevet.
I løbet af de første to og en halv måned nåede Nicky Andersen at danse for Taylor Swift, NeYo, Jason Derulo og Ricky Martin.
- Det er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg føler mig utrolig beæret og samtidig stolt over, at lille mig fra Virum på kun 22 år får denne mulighed.
Jennifer Lopez’ dansere blev hyret direkte, mens Shakira holdt audition, hvor håbefulde dansere kunne vise deres værd.
Blandt dem var Nicky. Der var brug for under 40 dansere, og de fleste af dem skulle være kvinder.
Turde aldrig håbe
Nicky fortæller, at han aldrig har set så lang en kø til audition som til denne. Flere end 1000 dansere var mødt op, så der var intens kamp om de meget få pladser.
Efter auditionen hørte Nicky Andersen et rygte om, at der alligevel ikke skulle bruges mandlige dansere til showet. Det tog håbet fra ham.
Og derfor troede han heller ikke sine egne øjne, da han en søndag i starten af januar åbnede en mail. Her stod der, at de alligevel havde valgt at hyre seks mandlige dansere. Og Nicky var én af dem.
Tre dage senere stod han til første prøvedag i Miami.
- Jeg var så nervøs, fordi koreografen til Shakiras del af showet er en af verdens største.
Koreografen hedder Jaquel Knight og arbejder blandt andet for Beyoncé, hvor han har koreograferet den prisvindende musikvideo til 'Single ladies'.
Nicky havde aldrig turde håbe på at blive hyret til Super Bowl, for i hans øjne er det næsten umuligt.
Derfor føles det også stadig uvirkeligt, og så er det drønhårdt. De mange timers daglig træning kan mærkes i kroppen.
- Men al smerten forsvinder og bliver erstattet af eufori, når man står ved siden af Shakira til prøverne.
Nellie Bethel, 28 år
Nellie er fra Nørrebro, men bor til daglig i Los Angeles. Hun opholder sig dog primært i Las Vegas, for når hun ikke turnerer med Jennifer Lopez, arbejder hun i Cirque du Soleil.
For fire år siden mødte Nellie Bethel op til en audition, der skulle vise sig at få stor betydning for hendes karriere som professionel danser.
Sammen med cirka 600 andre kvindelige dansere kæmpede hun om at slippe gennem det meget lille nåleøje. For kun fire dansere ville gå videre til drømmejobbet: at danse fast for Jennifer Lopez over en længere periode.
Det lykkedes for Nellie, og her fire år senere danser hun stadig bag Jennifer Lopez på scener i hele verden.
Alligevel var det ikke givet, at hun skulle danse med den latinamerikanske sangerinde til dette års Super Bowl. Det har nemlig udelukkende været stjernekoreografen Paris Goebel, der nøje har udvalgt danserne.
Første danske kvinde
Heldigvis valgte hun Nellie, og dermed er Nellie den første danske kvindelige danser, der skal optræde til Super Bowl.
- Det er det største i verden, man kan lave som danser. Det ypperste. Den største scene og den største opsummering af artisternes karriere, siger Nellie Bethel, der lever et liv, som mange dansere kun kan drømme om.
Nellie Bethel bruger rigtig meget tid i Las Vegas.
For når hun ikke turnerer verden rundt som backupdanser for Jennifer Lopez, danser hun i Cirque du Soleil-showet 'Michael Jackson ONE', der hylder den afdøde konge af pop.
Men de seneste måneder har hun haft fri fra Las Vegas-jobbet. For Super Bowl-pauseshowet kræver intens træning.
Nellie Bethel fortæller, at de presser sig selv så meget til træningen, at hun dårligt kan gå de første ti minutter om morgenen.
Men for Nellie er der ingen tvivl om, at det hårde arbejde nok skal lønne sig, når de står på den store scene.
Du kan følge Michel, Nicky og Nellies liv som professionelle dansere i TV 2 PLAY-serien 'Dans i blodet'.