X Factor

Blachman forsvarer kontroversielt valg: - Det er jo vanvittigt, du kan blive siddende i den stol

21-årige Emil fik en af de eftertragtede stole i fredagens show, men det var ikke på grund af hans stemme, indrømmede Blachman blankt.

Hvad vægter højest i 'X Factor': en god sangstemme eller ens evne til at bevæge sig og performe på en scene?

Fredag aften stod dommer Thomas Blachman med netop det dilemma, da 21-årige Emil Wismann stod på scenen under 5 Chair Challenge.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke har en stemme som en engel

Emil Wismann, 'X Factor'-deltager

Den unge deltagers roterende hofter, arme i vejret og udtryksfulde grimasser løb nemlig med opmærksomheden under hans optræden med 80'er-hittet 'Hip to be square' og frembragte - endnu en gang - tre store smil ved dommerbordet.

- Du har virkelig arbejdet på det der. Din åbne mund. Det er meget sensuelt. Du er en sexbombe, og pumperne kører på fuld knald. Danfoss kan virkelig noget med legemsdelene, lød det fra Thomas Blachman med hentydning til Emil Wismanns job som softwareudvikler hos den danske virksomhed.

Dommeren, som står i spidsen for de unge solister, kvitterede med en stol og en billet videre i konkurrencen. Men det var ikke på grund af Emil Wismanns sangstemme - nærmere på trods af samme, indrømmede han.

- Du synger, som du nu synger. Men det fungerer, sagde Thomas Blachman.

Overtog plads fra bedre sangere

Emil Wismann overtog stolen fra 19-årige Aksel Skjoldaa Kempf. En deltager, som kæmpede med nervøsitet, men netop havde fået ros for sin sangstemme.

I en konkurrence, hvor sang er i centrum, var valget derfor overraskende - ikke mindst for Thomas Blachman selv, som tænkte højt fra dommerbordet.

- Det er jo vanvittigt, du kan blive siddende i den stol, Emil. Du har virkelig gjort et eller andet. Eller... din krop har gjort et eller andet, sagde han til fynboen.

Også dagens sidste unge solist, 19-årige Magnus Lasse Petersen, blev valgt fra, på trods af at han leverede "det mest afbalancerede musikalske øjeblik" på aftenen ifølge dommeren.

Han er dog ikke i tvivl om, at Emil Wismann fortjener den plads, der nu har sendt ham videre til 'X Factors' bootcamp i næste uge. For dommeren handler 'X Factor' ikke om sang eller performance uafhængigt af hinanden, men om musik, udtrykker han.

- De, der sidder der, de sidder der. Det er på lige betingelser. Og det kan jeg godt forsvare, siger han efter programmet til TV 2.

Ifølge dommeren kommer Emil Wismanns musikalske talent til udtryk i hans vilde bevægelser, som smittede af på dommerne allerede ved hans audition.

- Han er frisættende i sin måde at bevæge sig på, og det er jo også en musikalsk pointe, siger han.

- Sidste år havde jeg en, som havde en skidegod stemme, men som stod fuldstændigt stille. Ham skulle man instruere, hver gang han skulle løfte armen. Det er ikke tilfældet med Emil. Alt er musik, siger Thomas Blachman med henvisning til 'X Factor'-vinderen i 2019, Kristian Kjærlund, hvis varemærke var de sparsomme bevægelser på scenen.

Ingen englestemme

Emil Wismann har heller intet imod at indrømme, at hans energi er hans største force. For ham betød det ikke noget, at det blev italesat så tydeligt under aftenens show, fortæller han.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke har en stemme som en engel, men der er så meget andet ved mig. Jeg har det fint med at komme videre på den baggrund.

Afstemning

Er du enig med Blachman i, at Emil skal have en stol?

Han peger på sin afslappede, jyske mentalitet, som årsagen til at han kunne gå ind på scenen uden forventninger og være "fri".

Det lykkedes ikke for Aksel Skjoldaa Kempf, hvis nerver ifølge Thomas Blachman ville blive for svære at tøjle. Derfor måtte han vige pladsen for sin 21-årige konkurrent.

- Jeg ved godt, der er konkurrence, og at nogle af dem er meget bedre til at synge end mig. Og jeg er da helt vildt nervøs for bootcamp. Men jeg er jo kommet langt på energien, så de må jo godt kunne lide mig, siger Emil Wismann.

I stedet for at tage det som en kritik, har den unge softwareudvikler taget det som en opfordring til at træne sin stemme mere. Og måske forny sig en smule, så han ikke ender med at gøre det, Thomas Blachman advarede ham om under 5 Chair Challenge:

- Hvor mange gange kan man gentage det, før det bliver en idiotisk farce, der tilhører alle mulige andre talentprogrammer?, lød det fra dommeren.

Se eller gense 5 Chair Challenge med de unge deltagere i 'X Factor' på TV 2 PLAY.