X Factor

Han blev vraget af Oh Land, men har millioner af visninger på Facebook

Michael Dandanell udtrykte sin utilfredshed med Oh Lands behandling af ham, da han måtte forlade sin stol til 5 Chair Challenge. BLU/TV 2

Hundredtusindvis af mennesker hører Michael Dandanell synge på Facebook, hvor hans videoer er blevet et hit.

Det kan godt være, at Michael Dandanell er ude af årets ’X Factor’, men han har stadig en solid fanbase at synge for.

Faktisk har han et publikum på mange hundredtusinder fans af den digitale slags.

Den 50-årige sanger hitter nemlig på Facebook, hvor han lægger sang-videoer op, der er lavet på appen Smule.

- Det er fuldstændig vanvittigt, siger han.

Ti sange på en aften

Første gang, han lagde en video op på Smule, var for tre år siden, og dengang var det mest for sjov. Han ville holde stemmen varm mellem sine koncertjobs.

- Jeg havde seks følgere eller sådan noget. Men det blev et frirum, siger Michael Dandanell, der er far til i alt syv børn og har nok at se til i hverdagen.

Langsomt fik han flere følgere og hans videoer flere visninger. Han begyndte at lægge videoerne op på sin Facebook-side, og det kan han gøre med en ret høj frekvens.

- På en god aften kan jeg lægge ti videoer op, siger han.

Herunder kan du se Michael Dandanells til dato mest sete video, et cover af 'It's a Heartache', der har opnået 13 millioner afspilninger.

It’s a heartache.. Michael from Denmark 🇩🇰 vs Connie from the USA 🇺🇸 (I love her voice and soul) 🔥🔥🔥🌹😉🙏

Posted by Michael Dandanell on Tuesday, August 13, 2019

Hvad er Smule?

Smule er blevet beskrevet som ”den største musik-app, du ikke har hørt om”, og første version kom i 2012.

Smule er en musik-app, hvor brugerne lægger sangvideoer op af dem selv. Det kan både være som solosange, eller til duetter eller gruppenumre, hvor andre kan synge med.

Flere kendte bruger Smule, så alle kan synge med stjerner som Ed Sheeran, Ariana Grande, Demi Lovato og danske Lukas Graham.

Duet med Kylie Minogue

Nu ligger der flere hundrede sangvideoer på Michael Dandanells side, og antallet af følgere er eksploderet. Han har næsten 400.000 følgere, mange millioner videovisninger og 260.000 , der liker siden.

Videoerne er en kombination af kendte og ukendte, der synger sammen, og Michael Dandanell synger blandt andet duet med James Blunt og Kylie Minogue i nogle af hans mest sete klip.

ONLY YOU WITH KYLIE MINOGUE ❤️😉🙏🎤🎶

Posted by Michael Dandanell on Monday, December 30, 2019

I dag får den danske førtidspensionist og crooner beskeder fra folk fra hele verden. Der sidder både en fanbase i Sydafrika og Holland og ønsker sange, som han skal kaste sig over.

- Det er vildt, hvor hurtigt sådan noget kan sprede sig fra Korsør, hvor der sidder en småtyk skaldet mand og synger Kim Larsen, siger Michael Dandanell.

De mange følgere er en gave, men skaber også et pres.

- Jeg kan godt få lidt præstationsangst. I starten kunne jeg måske godt stille mig op og synge nytårsaften efter et par øl, men nu er der så mange, der ser med, at det er noget andet, siger han.

"Pisseskuffet", men videre

Michael Dandanell røg ud af årets ’X Factor’ lørdag efter en dramatisk 5 Chair Challenge, hvor han sang Kim Larsen.

Dommeren Oh Land sendte den 50-årige sanger ud med begrundelsen om, at hans performance var "en-til-en" med den afdøde nationalskjald, selv om hun selv havde opfordret ham til at synge en Kim Larsen-sang.

Han beskrev det som at "få stukket en kniv i ryggen".

- Selv om jeg blev pisseskuffet, så synger jeg videre. For det betyder ikke så meget, hvad en enkelt dommer mener, siger han.

Oh Land tog ikke Michael Dandanell videre, da hun ikke mente, han havde fundet sin egen stemme.

En enkelt dommers ord vejer ikke så tungt, når man har hundredtusindvis af fans. Michael Dandanell fortæller, at han gennem Facebook og Smule får en masse respons fra folk, der vil have flere videoer.

- Kvalitet kan jo ikke holdes nede, siger han og griner.

I fremtiden har Michael Dandanell to missioner: At være en god far for sine syv børn og at synge, indtil "han ligger i kisten".

YOUR BEAUTIFUL

YOUR BEAUTIFUL WITH JAMES BLUNT 😇🙏😉👍😎🎶🎤🕺🎤

Posted by Michael Dandanell on Friday, December 13, 2019