'X Factor'-dommer fortrød i det sekund, hun sendte ham ud – denne detalje så du ikke på tv

Oh Land sendte deltager ud og fortrød. Men i virkeligheden sang John Clausen en ekstra sang, før han fik sin stol tilbage.

Der gik et chok gennem salen, da Oh Land sendte en ganske særlig deltager ud af årets første 5 Chair Challenge.

26-årige John Clausen med det dårlige syn havde fået stående bifald for sin optræden, Blachman kaldte ham en "fabelagtig karakter", og Ankerstjerne mente, at Oh Land kunne lave noget "smukt" med ham.

Men alligevel sendte Oh Land den svagtseende deltager ud af 'X Factor', mens hendes meddommere så uforstående til.

Publikum buh'ede af hendes beslutning, inden de, sammen med deltagerne på de fem stole, rejste sig og klappede John ned fra scenen.

Selv forstod John Clausen ingenting. Han manglede faktisk ord.

John Clausen blev paf, da han blev sendt ud af 5 Chair Challenge.
John Clausen blev paf, da han blev sendt ud af 5 Chair Challenge. Foto: BLU / TV 2

Der gik dog ikke lang tid, før han hørte salen råbe: "John! John!".

Oh Land havde fortrudt, og han blev kaldt tilbage til en nervepirrende seance.

Men faktisk varede dramaet omkring John Clausens stol længere tid, end programmet gav indblik i lørdag aften.

Hvad seerne ikke så var nemlig, at John sang igen, før Oh Land lod ham vide, at han skulle have sin stol tilbage.

- Min puls steg med 50 hjerteslag

'X Factor'-deltageren var slet ikke forberedt på, at dommeren overhovedet måtte kalde ham tilbage på scenen, og han beskriver de afgørende minutter som en meget surrealistisk oplevelse.

- Jeg troede virkelig, jeg var på vej hjem, lød det fra deltageren efter showet.

- I det øjeblik jeg får at vide, at jeg har fået en chance til, tænker jeg bare: "Det her er for vildt". Min puls steg med 50 hjerteslag i sekundet. Og da jeg var på vej ind igen, havde jeg det sådan, at så kunne jeg fandeme overtage hele verden, fortsatte han.

Med guitaren om halsen gik han ind foran dommerne og publikum – uden at have besluttet sig for hvilken sang han ville spille for at overbevise Oh Land om, at han skulle sin stol tilbage.

- Det var rimelig presset, synes jeg. Hvis det ikke var godt nok, ville jeg bare blive sendt ud igen, fortalte han.

John Clausen fulgte mavefornemmelsen og valgte at synge Sting-sangen 'Englishman in New York', som han elsker. Publikum var med ham fra første linje. Og da han var igennem sangen, indrømmede Oh Land, at hun havde begået en fejl, da hun tog hans stol fra ham.

- Jeg kunne bare mærke i det sekund, jeg sendte dig ud, at det var ikke rigtigt, sagde hun.

John Clausen fik stående bifald fra publikum efter at have sunget for Oh Land igen.
John Clausen fik stående bifald fra publikum efter at have sunget for Oh Land igen. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Oh Land: - Der er så meget pres på

Dermed fik John Clausen en stol for anden gang, mens 44-årige Danielle Ravn, som havde taget hans plads få øjeblikke inden, blev sendt ud af 'X Factor' med en undskyldning.

Men hvad gik der galt for 'X Factor'-dommeren, som undervejs i programmet selv beskrev sin 5 Chair Challenge som "tortur for åben skærm"?

- Der er så meget pres på, så det er let at blive forvirret, forklarede Oh Land efter episoden.

Meddommeren Ankerstjerne var meget overrasket, da Oh Land i første omgang sendte John ud af 5 Chair Challenge. - Vildt nok. Den havde jeg ikke set komme, konstaterede han.
Meddommeren Ankerstjerne var meget overrasket, da Oh Land i første omgang sendte John ud af 5 Chair Challenge. - Vildt nok. Den havde jeg ikke set komme, konstaterede han. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Det, der gjorde udfaldet, var dog, at Danielle Ravn i dommerens øjne havde rykket sig "sindssygt langt" fra en workshop forud for 5 Chair Challenge – modsat John Clausen.

Og da hun så kiggede på sit samlede felt, var det den 26-årige deltager, hun bedst følte, hun kunne undvære.

- Jeg var ikke parat til at give slip på Cecilia, og jeg var ikke parat til at give slip på Gertrud. Og "Kali" og Nicklas havde bare leveret. Så lige pludselig var der bare ham tilbage, uddybede hun over for TV 2 efter showet.

Som nævnt gik der dog ikke mange sekunder, før dommeren fortrød, fordi det "simpelthen var for mærkeligt". Vigtigst var det for hende, at hun fik rettet op på fejlen.

- Jeg synes ikke som sådan, at der er noget forfærdeligt i at begå fejl, hvis man bare sørger for at få dem rettet, når man kan mærke, at det var en fejl, lød det fra dommeren efter 5 Chair Challenge.

Afstemning

Se eller gense årets første 5 Chair Challenge i 'X Factor' på TV 2 PLAY.