X Factor

'X Factor'-deltager føler sig snydt af Oh Land: - Det var et bagholdsangreb

Oh Land stoppede Michael Dandanell, da han sang Kim Larsen til 5 Chair Challenge - selvom hun selv havde rådet ham til det.

Årets første 5 Chair Challenge blev det sidste kapitel i 'X Factor' for 50-årige Michael Dandanells vedkommende.

Først fik han en stol efter en turbulent tur på scenen, hvor han blev afbrudt af Oh Land for at lyde for meget som Kim Larsen. Den blev dog taget fra ham igen, da aftenens allersidste sanger, Ilona Artene, havde været på scenen.

Oh Land sendte den 50-årige sanger ud med begrundelsen om, at hans performance var "en-til-en" med den afdøde nationalskjald.

- Du bad ham jo ikke synge som Kim Larsen, tilføjede Thomas Blachman, da Oh Land havde sendt Michael Dandanell hjem.

Men den 50-årige sanger føler sig i dag uretfærdigt behandlet af sin dommer, som selv havde rådet ham til netop at synge en Kim Larsen-sang, som seerne også så i et klip fra workshoppen, der går forud for 5 Chair Challenge.

- Det var et set up. Det var en kniv i ryggen, siger Michael Dandanell.

Han mener ikke, det var fair, at Oh Land først bad ham synge Kim Larsen for derefter at stoppe ham på scenen.

Michael Dandanell blev stoppet af Oh Land under sin optræden til 5 Chair Challenge. Den 50-årige sanger lød simpelthen for meget som den afdøde sanger Kim Larsen, mente hun.

En chance til

Michael Dandanell bor til daglig i Korsør og er førtidspensionist, da hans ryg er ødelagt af en diskusprolaps og forsnævringer af rygmarvskanalen. I dag har han været pensioneret i over 10 år og er far til syv børn.

Egentlig havde han andre planer for 5 Chair Challenge – nemlig at synge 'For Evigt' med Volbeat. En sang, der ifølge ham selv tager kegler hos publikum, når han er ude at optræde i weekenden med sit band, Dandanell and the Far Out Boys.

Men Oh Land rådede altså Michael Dandanell til at vælge noget andet.

- Jeg kunne faktisk virkelig godt lide, når du sang dansk. Jeg fik helt lyst til at høre noget Kim Larsen, sagde dommeren til workshoppen.

Men Michael Dandanell fortryder i dag, at han valgte at følge dommerens råd.

- Jeg ville jo helst have sunget Volbeat, men det synes hun ikke om. Det er hende, der får mig til at ændre mening, siger Michael Dandanell,

Da Oh Land stoppede Michael, bad hun ham synge en anden sang a capella i stedet.

Trods Michaels unægtelige sangtalent, formåede han ikke at vise mig, hvem han egentlig er som sanger

Oh Land

Da brød Michael ud i 'Hvorfor er jeg ikke død' af bandet Pligten Kalder. Men selv mener Michael, at det hele var "faldet til jorden", da først Oh Land havde stoppet ham. Han kalder dommerens adfærd for "et bagholdsangreb".

- Det var kongemord for åben skærm, siger Michael Dandanell.

Michael Dandanell udtrykte sin utilfredshed med Oh Lands behandling af ham, da han måtte forlade sin stol til 5 Chair Challenge.

Oh Land: Han mangler sin egen stemme

Oh Land forklarer til TV 2, at hun valgte at stoppe Michael Dananell midt i Kim Larsens 'Forklædt som voksen', fordi hun ikke mente, den sang viste deltagerens "egen stemme".

- Jeg er drevet af at arbejde med personlige og originale stemmer, og trods Michaels unægtelige sangtalent, formåede han ikke at vise mig, hvem han egentlig er som sanger, siger Oh Land til TV 2.

Han mangler at finde sin egen stemme

Oh Land

Selvom Oh Land selv havde rådet Michael Dandanell til at synge Kim Larsen, fastholder dommeren, at hun ikke havde rådet ham til at synge i samme stil som den afdøde sanger.

- Jeg opfordrede ham til at synge et Kim Larsen-nummer, fordi Kim Larsens musik er så stor en del af vores fælles kulturarv og dermed en universel platform at udfolde sig på som artist, forklarer Oh Land til TV 2 og tilføjer:

- At Michael sang nummeret så tæt på originalen, gav mig et indtryk af, at han mangler at finde sin egen stemme.

Oh Land tog ikke Michael Dandanell videre, da hun ikke mente, han havde fundet sin egen stemme.

Michael Dandanell mener selv, at han ikke bevidst prøvede at lyde som Kim Larsen, men at det blot er sådan, han lyder.

- Man pipper med det næb, man har. Jeg har sunget den sang i mindst 10 år, og jeg kan altså ikke bare ændre på min stemme, siger Michael Dandanell.

Alt i alt mener Michael Dandanell i dag, at sangvalget var skyld i, at han ikke gik videre til bootcampen i 'X Factor'.

- Konklusionen må jo være, at jeg skulle have holdt mig til mit eget salgvalg, siger Michael Dandanell.

Men selvom han ikke gik videre i 'X Factor', har han ikke tænkt sig at stoppe med at dyrke musikken.

- Jeg ved, jeg kan synge. Men jeg er da ærgerlig over, at jeg ikke fik lov at vise, hvad jeg kan.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.