Graviditet gav ekstra udfordringer på 'Badehotellet'
Blot to måneder efter hun fødte sin søn, måtte Amalie Dollerup i gang med optagelserne til den syvende sæson af 'Badehotellet'.
Det er seks år siden, at seerne første gang mødte grosserer Madsens ubekymrede og til tider egocentrerede datter Amanda, som spilles af Amalie Dollerup, i tv-serien 'Badehotellet'.
Her lærte vi hende at kende som den festglade overklassepige, der førte 20'ernes swingstil ud i livet med kort page, smarte kjoler og silketørklæde om håret.
Men siden seriens begyndelse har karakteren Amanda gennemgået en stor udvikling.
Og i syvende sæson er hun nu pludselig blevet forpagter af hotellet og byder gæsterne velkommen.
Det nye erhverv har medført et stilskifte for Amanda. De smarte outfits og den korte frisure er skiftet ud med løsere kjoler og praktisk opsat hår.
Nyt tøj – ny krop
Karakterens fysiske udvikling kunne ikke passe Amalie Dollerup meget bedre.
Hun begyndte nemlig at indspille Badehotellet blot to måneder, efter hun havde født sit første barn, August.
- Jeg havde jo en helt anden krop, fordi jeg havde lige født, så derfor passede den nye stil nok meget godt til mig. Og så har Amanda fået lidt mere ro og voksenenergi, det passede også meget godt med, at jeg selv var blevet mor, siger hun.
Producer: - Det var en stor udfordring
Det var et hektisk forløb, der krævede meget af både skuespilleren og produktionen.
For hvad gør man, når en af hovedkaraktererne på en af Danmarks mest sete tv-serier har termin, kort før optagelserne begynder?
Først og fremmest skulle Amalie Dollerup tage stilling til, om hun troede, hun kunne blive klar.
Det var hun dog aldrig rigtig i tvivl om:
- Jeg tænkte: "Det kan jeg da". Jeg har andre kollegaer, der også har været nybagte mødre på settet, så jeg tænkte: "Så kan jeg fandme også".
Men det krævede meget planlægning både for Amalie Dollerup, hendes familie og holdet bag 'Badehotellet', heriblandt produceren Michael Bille Frandsen.
- Den helt store udfordring ved optagelserne af denne sæson var uden tvivl, at Amalie var gravid, forklarer han.
Startede fem uger senere end de andre
Amalie Dollerup fødte sin søn i juni 2019, og det lykkedes produktionen at skubbe optagelserne med hende frem, så hun kunne begynde to måneder efter sin fødsel.
På det tidspunkt havde resten af holdet allerede indspillet i fem uger og var nået til seriens tredje afsnit.
Derfor skulle der laves mange scener med Amalie Dollerup, også til afsnit et og to. Nogle gange var hun på optagelser i 10 timer.
- Da hun kom og var klar, lavede vi rigtig meget med hende, så hun havde travlt. Men hun er jo sindssygt professionel, og det gik så godt, siger Michael Bille Frandsen.
Amalie Dollerup lægger ikke skjul på, at det måske ikke lige var den barsel, hun havde drømt om, inden hun blev gravid.
Sønnen og manden var med på settet
Det var hårdt arbejde, men alle var sammen om at få det til at lykkes.
Amalie Dollerups mand, Andreas Jebro, og lille August var med på optagelserne, hvor de havde deres eget rum at opholde sig i.
- Der blev taget så godt imod os, og det virkede som om, at folk syntes, det var rigtig hyggeligt, at August var med, siger Amalie Dollerup.
De undgik dog ikke at støde på visse praktiske problemer undervejs.
For eksempel måtte de med lynets hast sende en runner fra holdet ud i en babyforretning, da Amalie Dollerups brystpumpe pludselig gik i stykker, mens hun var på arbejde.
Amalie Dollerup husker episoden som meget kaotisk, men oplevede endnu engang at få en masse hjælp fra sine kollegaer, især skuespilleren Cecilie Stenspil, der selv blev mor i efteråret 2018.
- Hun var bare en kæmpe opbakning. Det havde hun også prøvet, og det skulle vi nok få fikset, fortæller Amalie Dollerup.
"I did it"
Men netop den oplevelse var med til at bekræfte Amalie Dollerup i, at hun havde truffet det rigtige valg omkring sin korte barsel, fordi holdet var fast besluttet støtte hende, så godt de kunne.
- Det ved jeg ikke, hvor mange andre typer af arbejdspladser, der havde gjort, siger hun.
Til gengæld har hun aldrig været så glad, som da produceren efter to måneders optagelser råbte sætningen:
- Tak til Amalie. Det var hendes sidste scene i denne sæson.
- Der havde jeg bare armene oppe over hovedet og tænkte "Yes! I did it", siger hun og griner.
Efter de to måneders indspilninger kunne Amalie Dollerup igen få lov at holde lidt barsel, mens hendes mand, der også er skuespiller, arbejdede.