Underholdning

Anmeldere om Oscar-nomineret Hitler-komedie: "Provokerende", "mystisk" og "dybt dragende"

Filmen er instrueret af Taika Waititi. Klip fra trailer / 20th Century Fox

Filmen 'Jojo Rabbit' er et komediedrama om blandt andet Anden Verdenskrig, nazister og Hitler.

Anmeldere er både imponerede og lettere skuffede over den kontroversielle Oscar-kandidat 'Jojo Rabbit', der har premiere i danske biografer torsdag.

Filmen er instrueret af Taika Waititi og er et komediedrama om en ung nazistisk dreng, som klarer sig igennem Anden Verdenskrigs barske tid ved at have en usynlig fantasiven.

Den usynlige ven er dog ikke hvem som helst - men selveste Hitler.

Det kontroversielle plot i filmen er blevet kritiseret for at gøre diktatoren til en komisk figur og har altså splittet de danske anmeldere.

Politiken: Tre ud af seks stjerner

Politiken er lunken over for filmen, der ifølge anmelderen ikke har nok på hjerte, men blot gør Hitler fjollet.

- Udfaldet af Waititis forsøg på at lave en nazikomedie er hverken ond, grusom eller smagløs nok til dermed også at blive svidende satirisk eller gjaldende morsom, lyder det fra anmelderen, der ikke synes, at filmen byder på nye indsigter.

Filmmagasinet Ekko: Fire ud af seks stjerner

I Filmmagasinet Ekko roses komedien for sin fortælleglæde og sit morsomme skuespil. Alligevel blev det ikke til flere stjerner, da filmen ifølge anmelderen lidt for ofte springer mellem alvor og humor.

- I tredje akt sadler Waititi så hurtigt om fra sort komedie til reel tragedie, at man næsten bliver rundtosset. Her står man af, hvis ikke man kan forlige sig med to modsatrettede idéer: at filmens nazister er fjogede, hjernevaskede idioter, men også modbydeligt farlige.

Dog mener anmelderen, at der er noget helt "særegent og dybt dragende" over filmens univers.

Jyllands-Posten: Fire ud af seks stjerner

Jyllands-Postens anmelder kunne godt se det sjove i komedien. Dog kunne instruktøren godt have taget flere chancer for at få "tiltrængt dybde" i filmen, lyder det.

- Selvom meget fungerer glimrende, så mangler 'Jojo Rabbit' alligevel det sidste for at være virkelig vellykket. Det havde klædt filmen at tage flere chancer og turde være endnu mere direkte i sin satire.

BT: Fem ud af seks hjerter

Ifølge B.T.'s anmelder er "Jojo Rabbit" en film, hvor man skal holde tungen lige i munden for at følge med.

- Men det er også en film, der har hjertet på rette sted og både er meget rørende og medrivende.

Berlingske: Fem ud af seks stjerner

I Berlingskes anmeldelse bliver 'Jojo Rabbit' betegnet som en "mystisk oplevelse".

- På den ene side er fortællingen som udgangspunkt latterlig. På den anden side formår Taika Waititi at lade de åbenlyst uoverkommelige modsætninger mødes og skaber regulært rørende trolddom, skriver Berlingske-anmelderen.

Det fremhæves yderligere, at filmen ikke er for alle. Går man ind til den med et åbent hjerte, vil man dog gå hulkende og paf derfra, lyder det.

DR: Fem ud af seks stjerner

Selvom instruktøren Taika Waititi er blevet kritiseret for at lave sjov med krigstiden og gøre Hitler til en komisk figur, er det netop det, der giver filmen energi, mener DRs anmelder.

- Det er frydefuldt provokerende at se Hitler som en opblæst kujon med prøjseraccent, der skal hjælpe en lille dreng med at være en rigtig nazist.