Blachman i stor brøler under audition
Blachman blev mundlam, da Danielle Ravn fortalte om sin seksualitet. Hun var overrasket over, at det blev et samtaleemne.
'X Factor'-veteranen Thomas Blachman lægger ikke skjul på, at han ser sig selv som lidt af en menneskekender.
Alligevel gik han galt i byen, da han mødte 44-årige Danielle Ravn til hendes audition.
For efter at have hørt 'X Factor'-deltagerens egen sang om at få øje på sin udkårne i byen og føle, at vedkommende "leger med én", var dommeren sikker på, at teksten var skrevet til en mand.
Han gik så langt som at kalde det "en hyldest til manden" for derefter at komme med kommentaren:
- Du er heteroseksuel, hvilket er fuldstændig vanvittig kedeligt, ikke?
Men deltagerens svar overraskede ham.
Siden 8.-9. klasse har Danielle Ravn været klar over, at hun er homoseksuel, og uden for auditionlokalet stod hendes kvindelige kæreste.
- Som min 9-årige datter sagde: "Du skal bare sige, at du er lebbe, så kommer du med," lød det fra Danielle Ravn i spøg.
- Så er det heller ikke mere spændende, vel?
Blachman blev mundlam et kort øjeblik og brugte nogle sekunder på at indse, at det var ham selv, der havde fejltolket sangteksten. Og så skiftede han mening omkring Danielle Ravn og hendes præstation.
Det, han før havde set som "vanvittig kedeligt", mente han pludselig var "fedt", og så fik hun både Oh Lands, Ankerstjernes og hans ja.
Og Danielle Ravn lægger ikke skjul på, at det vigtigste for hende var at gå videre i 'X Factor'. Men det kom alligevel bag på deltageren, at hendes seksualitet blev et samtaleemne.
- Vi er jo voksne mennesker. Og så er det heller ikke mere spændende, vel? Jeg tror, Blachman har mødt en lesbisk kvinde før, siger hun til TV 2.
Kærligheden er den samme
Danielle Ravn sprang ud i 2.g, da hun fik sin første kæreste, og har været meget åben omkring sin seksualitet lige siden.
Hun havde dog ikke tænkt sig at nævne sin kvindelige partner for dommerne, fordi hun ikke mente, det var relevant.
Men da Blachman tog fejl og snakkede løs, besluttede hun sig alligevel for at rette ham.
Efter hendes audition var Danielle Ravn mest af alt forvirret over, at dommeren skiftede så meget holdning til hende, da det gik op for ham, at hun ikke var heteroseksuel, som han troede.
- Hvordan kan jeg rykke mig fra den ene yderlighed til den anden – fra negativ til positiv – bare på grund af min seksualitet?, spørger hun og fortsætter.
- Musikken er jo den samme, og kærligheden er jo den samme, uanset om du synger til en mand eller til en kvinde.
Oplever det tit
Danielle Ravn undrer sig dog ikke over, at Blachman antog, hun var til fyre. For som hun siger: Det er der mange, der gør.
- Jeg oplever ofte, at folk lige skal hen og sige: "Gud, det troede jeg ikke". Det kan også være, de lige skal give deres besyv med og fortælle mig, hvad de synes om det, siger den 44-årige bygningsmaler, som bor i København.
Det er dog ikke noget, hun lader sig påvirke af.
- Jeg har bare valgt at sige: "Det er sådan, det er". Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Det er ikke hemmeligt, så jeg har ikke behov for på den måde at være privat omkring det, siger hun.
Derfor gør det heller ikke Danielle Ravn noget, at folk tager fejl eller stiller spørgsmål.
Også selvom hun kan undre sig over, at nogen stadig har behov for det.
Se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.