Årgang 0

Se de sjove klip: Så meget har verden forandret sig, siden 'Årgang 0'-børnene blev født

Siden 2000 er der sket en hel del med teknologien og moden. To eksperter ser tilbage på tiden, hvor de unge fra 'Årgang 0' blev født.

Da Emmas mor ringer hjem fra fødestuen og fortæller sine forældre, at de er blevet mormor og morfar, taler hun ind i en kæmpestor fastnettelefon.

I Emmas fars købmandsforretning foregår arbejdet ved en meget stor computer, og da Stephanies forældre skal se brudevalsen for at øve sig inden deres bryllup, må de låne den på VHS på biblioteket.

I år tager vi endeligt afsked med de unge mennesker fra 'Årgang 0', og i den anledning ser TV 2 sammen med to eksperter – inden for teknologi og mode - tilbage på tiden, de blev født ind i.

Og der er sket en hel del.

Kigger man på moden, kan man håbe for de unge mennesker, der fylder 20 år i 2020, at deres forældre har gemt deres bøllehatte, små solbriller, tommelfingerringe og habitjakker fra start-00’erne.

- De unge vil sagtens kunne rocke samme look som deres forældre dengang, siger moderedaktør på Euroman, Frederik Lentz Andersen.

- Det hele går i ring, og de fleste tendenser kommer tilbage med 10 til 20 års interval, siger han.

I listen herunder fortæller Frederik Lentz Andersen og teknologiekspert David Guldager, hvad der er sket med moden og teknologien, siden de unge fra 'Årgang 0' blev født.

Så meget er der sket siden 2000

  1. Fastnet

    - Det ville være et særsyn, hvis nogen bad om en fastnettelefon på en fødestue i dag. Så ville man nok tænke, at de måtte have levet under en sten de seneste tyve år, siger teknologiekspert David Guldager.

    - I dag er der ingen tvivl om, at fastnettelefoner er et levn fra fortiden. Og det er en udvikling, der er gået lynende stærkt.

    - Når man køber et hus eller en lejlighed, er det første, man tænker på, ikke lige at installere fastnettelefon. Den er blevet overflødiggjort af alle vores mobiltelefoner.

    Antallet af fastnet-forbindelser er faldet fra 3.876.000 (år 2001) til 948.989 (år 2019). Kilde: Enigma

  2. Læderhabit, bakkenbarter og rullekrave

    Mathildes far Martin i lufthavnen med sin datter.

    - Det her er et meget vellykket look med læderhabit, rullekrave og bakkenbarter. Jeg synes, at det ser superfedt ud, siger moderedaktør på Euroman, Frederik Lentz Andersen.

    - Det er oprindelig et 70’er-look, der så kom tilbage i slut-90’erne/start-00’erne, og som nu er aktuelt igen, hvor modehuse som Acne, Sunflower og Prada igen laver habitjakker i læder.

    - Hvis man ser Brad Pitt i ’Fight Club’ fra 1999, har han næsten samme look med brun læder-habitjakke og samme frisure som Mathildes far med meget voks i håret. Det var enormt tidstypisk med meget voks.

    - Skægget på hagen kommer og går, men jeg tror snart, at de lange bakkenbarter kommer igen.

  3. Mobiltelefoner

    Mobiltelefonmoden anno start-00'erne.

    - Den er sgu ret fed, den mobil Christian sidder med her. Den var i hvert fald ret fed for 20 år siden. En sølv-klaptelefon er helt klart billedet på start-00’erne, når det kommer til mobiltelefoner. Selv havde jeg en Dolce Gabbana-klaptelefon i guld, siger David Guldager.

    - Det var ikke ualmindeligt at have en mobiltelefon dengang, men i dag er det jo blevet en komplet forlængelse af vores liv. Mange har jo et nærmest semi-erotisk forhold til deres mobiltelefon: de rører ved den op tre timer hver dag. Det havde man ikke forestillet sig dengang.

    - I dag er en mobiltelefon jo en hel livsstil. Vi bruger den mindre som telefon og mere som en lille computer, hvor vi interagerer, spiller og undersøger ting.

    I 2019 havde 96 procent af alle familier en mobiltelefon, i 2000 var det kun 68 procent. Kilde: Danmarks Statisik

  4. Smalle solbriller

    Mathildes forældre på charterferie med moderigtige solbriller.

    - Den type briller, Mathildes forældre har på, var meget populære dengang. Det franske mærke Arnette var et af de første til at introducere den her solbrilleform, der var lidt mere aerodynamiske end de evige klassikere som pilot-Rayban-brillerne eller en wayfarer, siger Frederik Lentz Andersen.

    - De kunne lige så godt have haft gult glas i, det havde også passet perfekt i tiden.

    - Den slags briller var egentlig designet til folk, der cyklede meget – eller som snowboardede, hvilket var det mest cool, man kunne foretage sig omkring år 2000.

    - Jeg synes, at det ser for fedt ud. Det er ikke så lang tid siden, at vi på Euroman lavede et samarbejde om nogle cykelbriller, der lignede Mathildes fars ret meget.

  5. Computere

    I årene omkring 2000 var computerne noget større end i dag. Her er det Maries mor i første sæson, hvorefter familien forlod programmet.

    - Det var jo et monster af en computer, de fleste havde dengang. Skulle man sætte den op hos en anden – eller til en skriftlig eksamen – skulle man jo have en hel trækvogn til at transportere den, siger David Guldager.

    - I start-00’erne var det typisk at have én computer per husstand, som stod i stuen og alle skulle deles om. I dag er det mere typisk, at hvert medlem af familien har sin egen bærbare computer.

    - Med tiden er computerne blevet både meget mindre og hurtigere, selvom den store, stationære computer stadig findes (i et meget opdateret design) og stadig giver god mening, når man skal arbejde med tunge filer.

  6. Smykker til mænd

    Stephanies far Christian med øreringe og øjenpiercing. I de første år af programmet gik han også ofte med halskæde, armbånd og tommelfingerring.

    - I midt-90’erne begyndte mange mænd at gå med smykker, og det er nok den trend, Stephanies far er med på sidste del af, siger Frederik Lentz Andersen.

    - Det var superpopulært både med armbånd, halskæder og tommelfingerringe blandt unge, præcis ligesom Christian har på. Det er en lidt bisset stil, men jeg synes, det ser superfedt ud. Det er lidt et statement med mange smykker.

    - Lige staven gennem øjenbrynet var der knap så mange der havde, og sådan er det også i dag. De fleste, der sværgede til piercinger i øjenbrynet, tilhørte enten et autonomt- eller et techno-miljø.

  7. Brudevalsen på VHS

    - VHS’en var allerede lidt fortid der i start-00’erne, dvd’en var i hvert fald kommet. Men dvd-maskiner var måske ikke så udbredt endnu, og det er nok derfor, de skal have brudevalsen på VHS, siger David Guldager.

    - Internettet var lige kommet, men alt det med at danse brudevals og se tutorials af, hvordan man binder en slipseknude, var ikke muligt. Det var stadig meget sporadisk, hvad der lå på internettet. Der var ikke noget, der hed YouTube (YouTube blev grundlagt i 2005, red.), som jo er der, vi ville se brudevalsen i dag, eller Spotify (som gik i luften i 2008, red.), hvor vi med et klik ville hente lydfilen.

    - Det er fascinerende at se, hvor hurtigt det er gået, og hvor nemt det er blevet. I dag tager vi tilgængeligheden for givet – at vi har alle former for musik et enkelt klik væk.

  8. Bøllehat

    Bøllehatten er en tendens, der kommer tilbage til modebilledet med jævne mellemrum. Her er det Mathildes forældre. Familien forlod programmet efter syv år.

    - Det er en lidt sjov tendens, for på den ene side ser det jo vildt fjollet ud, på den anden side kan en bøllehat også bæres ret cool, siger Frederik Lentz Andersen.

    - Uanset hvad er det en tendens, der kommer og går med mere jævne mellemrum end så mange andre trends. Den kommer måske igen hver femte år.

    - Både Wood Wood og Le Fix har flere gange virkelig slået et slag for bøllehatten, der kan fås i mange afskygninger og prisklasser. Prada laver også de vildeste bøllehatte!

    - Bøllehatte var moderne dengang, og det er de igen i dag.

  9. Videosamtale over internettet

    - Det er ret imponerende at kunne føre en videosamtale der i start-00’erne. Det krævede for det første, at man gik ud og købte et webcam, og at man havde en god internetforbindelse med et stærkt signal, hvilket ikke var allemandseje dengang, siger David Guldager.

    - Dengang kørte mange med 56K-modem, der ringede op med en meget karakteristisk lyd, og hvor man ikke kunne tale i telefon og være på internettet samtidig. Samtidig var forbindelsen dyr; man talte minutterne. Og en videoforbindelse har ikke været helt billig i data.

    - I dag ligger kameraet integreret i ens telefon eller computer som standard, og vi kan nemt klikke os ind på et live-signal fra den anden side af jorden og se et billede i funklende flot kvalitet. Og vi kan skype og ringe over FaceTime fra vores mobiltelefon til hver en tid.

Se den endegyldigt sidste sæson af 'Årgang 0' på TV 2 de fire næste torsdage klokken 20 eller på TV 2 Play.