Underholdning

Marvel-boss varsler transkønnet superhelt i kommende film

Ikke alle fans var imponerede over Marvels første homoseksuelle karakter i 'Avengers: Endgame'. Mange mente, den var alt for lille og ubetydelig. Disney

Marvel har tidligere fået kritik for at have homoseksuelle karakterer i deres film.

Det er ikke kun hvide, ciskønnede mænd, der er superhelte i Marvels film. I Captain Marvel er superhelten en rødblond kvinde med det borgerlige navn Carol Danvers, og i Black Panther er superhelten den sorte konge T’Challa.

Nu vil Marvel også have en transkønnet superhelt i sit univers.

Det sagde Marvel-boss Kevin Feige, da han under en Q&A blev spurgt, om han havde planer om at få LGBTQ-personer i Marvels film.

- Ja, absolut. Meget snart, svarede Kevin Feige uden at specificere hvilken film eller superhelt, der er tale om.

Flere minoriteter repræsenteret

Det er allerede kendt, at den første store homoseksuelle Marvel-karakter er på rollelisten i den kommende 'The Eternals'.

Filmen handler om en menneskelignende race, hvis kræfter stammer fra fremmede eksperimenter. De vogter Jorden fra en anden race, der er kaldet Deviants.

Kevin Feige og skuespillerinden Scarlett Johansson under sidste års Comic Con.

Richard Madden skal spille Ikaris, en udødelig med “teleporterende kræfter og en overflod af kosmisk energi”, der også er åbent homoseksuel og har familie.

Marvels første døve superhelt medvirker i samme film, mens den første asiatiske amerikaner vil gøre sin entre i 2021 i filmen 'Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings'.

Skotske Richard Madden skal spille Marvels første homoseksuelle karakter.

Et billigt trick?

De nye vinde, der blæser i samfundet, har altså også indflydelse på de film, der bliver skabt. Kevin Feige sagde også, at der var flere transkønnede roller på vej i fremtidens Marvel-film.

- Vi vil gerne have, at vores film afspejler publikum, og vi vil gerne have, at seere overalt i verden kan se dem selv i det, der er på skærmen, har Marvel-bossen tidligere sagt.

Men det er ikke udelukkende blevet hyldet, når Blockbusterfilmene har inkluderet LGBT-karakterer.

Kritikere mener, at rollerne sommetider er så små, at det er såkaldt queerbaiting - altså en markedsføringstrick for at fremstå fremstå attraktivt for LGBTQ-publikummer, men ikke i en grad, så det skræmmer mainstream-publikummet væk.

I disse film har homoseksuelle karakterer fået kritik:

Avengers: Endgame

Der var en del hype, da det blev annonceret, at Marvel ville have deres første homoseksuelle karakter i 'Avengers: Endgame' fra april 2019.

Joe Russo, der er instruktør på filmen, påtog sig selv en lille rolle, hvor han spiller en mand, der skulle på sin første date med en anden mand, efter Thanos lavede det famøse knips med sine fingre.

Men nogle fans var ikke imponerede over den homoseksuelle inklusion, fordi han havde en meget lille rolle - og slet ikke et navn i filmen.

Skønheden og udyret

Udover trekantsdramaet mellem Belle, Gaston og Udyret, så er der også indskrevet et sideplot i 'Skønheden og udyret'. Her gennemgår karakteren LeFou, der er den loyale hjælper til den ultra maskuline bejler Gaston, en udvikling, hvor han gradvis forsoner sig med sin egen seksualitet.

LeFou er en person, der den ene dag ønsker selv at blive som Gaston og andre dage ønsker at kysse Gaston.

Kritikere mener, at den "gay-scene", der var i filmen, var et blink-og-det-er-væk-øjeblik, og at det var en del af en markedsføringsstrategi at have det lille klip med.

Ikke desto mindre blev filmen af denne grund boykottet af en række biografer i USAs midtvestlige stater.

The Rise of Skywalker

Daisy Ridley spiller en af de bærende karakterer i den nyeste Star Wars-film.

I slutningen af den nye Star Wars-film 'The Rise of Skywalker' kysser to kvinder.

Forud for premieren havde instruktøren J.J. Abrams nemlig antydet, at filmen indeholdt scener med homoseksuelle karakterer, og kysset blev i første omgang betegnet som »historisk« og som det første kys mellem karakterer af samme køn i en Disney-film.

Men LGBT-kredse har siden premieren kritiseret kysset for at være så kort, at det hurtigt bliver overset. Også i det tilfælde har kredse omtalt kysset som queerbaiting.

En del af skuffelsen over 'The Rise of Skywalker' er også resultatet af, at der havde været forhåbninger om en mere substantiel romance mellem to af filmseriens mandlige hovedroller.

Sådan skulle det ikke blive, og bortset fra kysset mellem de to betydningsløse baggrundsfigurer er Star Wars-universet forblevet heteroseksuelt.