Underholdning

Berømt modemagasin dropper forsidefotoet

Modellen på forsiden af Vogue er ikke, som den plejer at være.  Vogue

Forandringen fra fotografier til malerier er sket for at mindske klimabelastningen.

Siden modemagasinet Vogue i 1932 blev udgivet med det første farvefotografi på forsiden, har alle verdens Vogue-magasiner haft forsidefotos.

Indtil nu.

Det italienske Vogue har nemlig udgivet sin januarudgave med illustrationer i stedet for fotografier. Ændringen er sket, fordi magasinet ønsker at tage hensyn til klimaet.

Derfor har redaktøren Emanuele Farneti valgt en forside, der ikke har ”krævet rejser, forsendelser af tøj eller andet, der forurener,” fortæller han til CNN.

Inde i bladet er billederne også erstattet af illustrationer.

Hundredevis af mennesker til fotos

For at sætte det klimavenlige valg i perspektiv vurderer Emanuele Farneti, at magasinets store septembernummer havde krævet 150 menneskers arbejde, 20 flyrejser og omkring et dusin togture.

Oveni er der et højt elektricitetforbrug, plastikforbrug og madspild i produktionen af magasinets otte fotobårne artikler.

Delphine Delsane står bag denne klimavenlige forside.

- Vi skal stå ved, at der er en betydeligt klimaaftryk ved at udgive et modemagasin, siger Emanuele Farneti.

I alt har seks kunstnere fra hele verden kreeret forskellige forsider til magasinet, og alle har haft forskellige modeller iført Gucci-tøj at tegne efter.

Det er kunstneren Cassi A. Namoda, der har lavet forsiden her.
En Vogueforside a la Paolo Ventura.

De seks kunstnere kommer i fornemt selskab. Før fotografiforsidernes indtog var det ofte berømte malere, der udsmykkede Vogue-forsiderne.

Blandt andet har Pablo Picasso, Henri Matisse og Marc Chagall malet forsider til bladet.

Ikke helt fotofrit

I sine første år mindede Vogue mere om husholdningsmanualer, men i dag er det et af verdens mest magtfulde modemedier med 23 forskellige versioner.

I fremtiden vil det italienske magasin blive pakket ind i kompostbart plastik for at skåne miljøet, fortæller redaktøren.

Japanske Yoshitaka Amano har malet modellen Lindsey Wixson-Young.
Milo Manara er kunstner og tegneserieforfatter - og manden bag forsiden her.

Helt uden fotografier bliver magasinet dog ikke. Der er et enkelt billede i, som er taget af to 17-årige fotografer.

- De er fremtidens øjne, der er til låns i dag, siger Emanuele Farneti.

Herunder kan du se fem af de mest ikoniske Vogue-forsider gennem tiden:

1932

.

Den første fotoforside kom i juli 1932 – indtil da havde alle været illustrationer.

1966

.

Den amerikanske model Donyale Luna var den første forsidemodel, der ikke var hvid.

1970

.

Helmut Berger var den første mand, der nogensinde var på forsiden af Vogue, da han blev fotograferet til julinummeret i 1970. Siden da har blandt andet Elton John, Manolo Blahnik og en nøgen Robbie Williams gjort ham kunsten efter.

1990

.

Fotografen Peter Lindbergh fik fem af verdens største supermodeller på forsiden af januarnummeret. Fra venstre er det Naomi Campbell, Linda Evangelista, Tatjana Patitz, Christy Turlington og Cindy Crawford.

2002

.

I oktober blev Robbie Williams den første nøgne mand, der var på forsiden af Vogue. Han er fotograferet sammen med den brasilianske model Gisele Bündchen.