De største øjeblikke

Kunne ikke fremstamme et ord - nu taler han for en fyldt Opera

Mange hundrede gæster klappede løs, da stammeren Peter Nielsen gik på Opera-scenen og talte foran dem.

25-årige Peter Nielsen har haft et usynligt handicap, siden han var tre år og begyndte at tale.

Han har stammet så voldsomt, at det har taget ham op til et helt minut at sige sit eget navn.

Men efter 22 hårde år med frustrationer, frygt og mobning besluttede han sig for at søge hjælp.

Gennem et intenst og grænseoverskridende kursusforløb lærte Peter Nielsen en række teknikker, der hjalp ham til at blive bedre til tale.

Det forløb kunne seerne følge på TV 2 i begyndelsen af året.

Peter Nielsen har stammet, siden han var cirka tre år og begyndte at tale. Han var til forskellige talepædagoger som barn, men det hjalp ikke, og han oplevede store udsving i kvaliteten af hjælpen.

Sådan går det i dag

Og i dag tør Peter Nielsen gøre ting, han aldrig havde turde før, for eksempel at tale foran cirka 1300 mennesker i Operaen i København.

Det skete, da han deltog i TV 2's kavalkadeshow 'De største øjeblikke', hvor han kom på scenen for at fortælle, hvordan han havde det i dag.

- Det går rigtig godt. Det er en kæmpe, kæmpestor forandring i mit liv. For bare et år siden kunne jeg ikke tage telefonen og ringe rundt. Jeg kunne faktisk næsten ingenting, når jeg åbnede munden, siger han.

Efter sit første kursus fik Peter Nielsen et tilbagefald, og han har derfor trænet intensivt på adskillige kurser siden og er blevet ved med at udfordre sig selv.

Derfor sagde han også ja til at deltage i showet. Men det er ikke det eneste, Peter Nielsen har kastet sig ud i.

På scenen fortalte han, at han tidligere på året havde sagt ja til at være vært på det årlige traktortræk på Mors, hvor han bor og arbejder som landmand.

Det var en stor opgave, men Peter Nielsen kom igennem. Og da han lagde hovedet på puden den aften, havde han én følelse i maven.

- Jeg var lykkelig indvendigt over, at jeg kunne klare sådan en stor udfordring foran så mange mennesker, som der var oppe på lille Mors, sagde han.

Der var mange tilskuere, der klappede Peter Nielsen på skulderen, da han havde speaket til traktortrækket på Mors. Han er nemlig blevet et kendt ansigt, efter at han har medvirket i TV 2-programmet og fortalt om sin stammen.

Nu vil Peter Nielsen flytte hjemmefra

Med på scenen var Peter Nielsens far, Vagn Nielsen.

Det har været en stor forandring for ham og hans hustru at få en søn, der pludselig har kunnet tale med folk. Eksempelvis kan Peter Nielsen i dag selv ringe til lægen og frisøren.

Førhen talte han kun i telefon med sine forældre og søskende, og ikke engang det gik særlig nemt.

- Når Peter ringede, plejede jeg at sætte telefonen på medhør og lægge den i lommen. Der kunne jo godt gå op til et minut, før han fik sagt noget som helst. Det kunne jeg jo ikke vente på, så kunne jeg arbejde imens, sagde faren.

Peters forældre Vagn Erik og Lissy Nielsen har begge været på stammekurser med deres søn, så de kan hjælpe ham med at træne og huske sine teknikker, når han er derhjemme.

Selvom Peter Nielsen er fyldt 25 år og har arbejdet som landmand i flere år, bor han stadigvæk hjemme. Han har nemlig ikke kunnet flytte hjemmefra, fordi han har haft så svært ved at tale.

Men nu tør Peter Nielsen drømme.

Han drømmer om at få sit eget husmandssted, nogle hobbydyr og videreuddanne sig til driftsleder.

- Nu tør jeg flytte hjemmefra og starte et voksent liv, fortalte han.

Peters far erkender dog, at sønnen vil blive savnet derhjemme, når han engang flytter hjemmefra. Men heldigvis har de nu muligheden for at tale sammen i telefonen uden helt så mange pauser.

Du kan se 'De største øjeblikke' på TV 2 mandag 30.december klokken 20.