Underholdning

Skandalefilm har dansk premiere, og anmelderne hader den: - Pornolummert mareridt

Taylor Swift som katten Bombalurina i 'Cats'. Swift har udtalt, at hun var vild med, at filmen var så "skør". Universal Pictures

Hverken store stjerner eller et gigantisk budget kan redde filmen, lyder det.

'Cats' har kostet mere end en halv milliard kroner, er instrueret af en Oscar-instruktør og har en stjernespækket rolleliste.

Alligevel har musicalfilmen efterladt verdens anmelderkorps i chok, og de danske er ingen undtagelse på dagen, hvor filmen har dansk premiere.

For hverken store stjerner eller enormt budget kan redde filmen, lyder dommen.

- Udskadeliggør den i kattebakken

Berlingskes anmeldelse er mildest talt negativ, og Kristian Lindberg kritiserer filmen for at være "syntetisk", "kedsommelig" og "malet med den dårlige smags pensel".

'Cats' er baseret på et Broadwayhit fra 1981, men anmelderen sidder tilbage med et 'fromt juleønske' efter at have set kattemusicalen anno 2019:

- At nogen giver 'Cats' kvælerhalsbånd på, og at de strammer til, indtil den ligger uskadeliggjort i den kattebakke, den hører hjemme i, skriver Kristian Lindberg i sin et-stjernede anmeldelse.

Idris Elba i rollen som den skurkagtige Macavity.

Det er blandt andet Taylor Swift, Judy Dech, Ian McKellen og Idris Elba, der spiller de syngende katte. Sidstnævnte har været i spil som den næste James Bond - en rolle, flere anmeldere med et glimt i øjet skriver, at han godt kan vinke farvel til efter kattepræstationen.

Foruroligende miskmask

Hos Jyllands-Posten er anmelder Katrine Sommer Boysen også kritisk over for filmen, som hun kalder en "rodebutik" og et "foruroligende miskmask", der får en enkelt stjerne.

- Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har set noget lignende, skriver hun blandt andet i anmeldelsen, hvor hun også peger på det underlige i seksualiseringen af kattevæsnerne.

Ian McKellen lovede kritikere af 'Cats' trailere en "utrolig underholdende" oplevelse i den færdige film.

Seksualiseringen er også faldet i de andre anmelderes øjne. På den dårlige måde.

Pornolummert mareridt

For blandingen af kattemennesker dækket af CGI-pels og lumre undertoner er, ifølge Soundvenues Lise Ulrich, en kat(-)astrofe.

Hun giver en stjerne til, hvad hun kalder et "freakshow af et pornolummert musicalmareridt" og "'Showgirls' på speed".

- Jeg har aldrig i alle mine dage som kulturjournalist – nej, menneske – set en film så catshit crazy som denne. Hvorfor det er lige før, at jeg synes, at du skal sluge katte-matrixens røde pille alene for at kunne underholde dine børnebørn med gyserhistorier om, at du var til stede, da bomben sprang, skriver hun i anmeldelsen.

Se traileren til 'Cats' her:

Ny version på vej

Allerede da de første trailere for 'Cats' kom, begyndte folk at undre sig over de visuelle effekter i filmen. Kattene så simpelthen underlige ud, lød det.

Og efter filmens premiere er de kritiske røster ikke blevet færre. Både anmeldere og folk på sociale medier mener, at den digitale pels ser ufærdig og uhyggelig ud, ligesom et billede af skuespillerinden Judy Dench i kattekostume - men med menneskehænder - er gået viralt.

Det er blandt andet billedet her af Judy Dench som kat med menneskehænder, der har fået folk til at latterliggøre 'Cats' online.

Distributøren Universal Studios har taget konsekvensen af CGI-kritikken og meldte i sidste uge ud, at filmen hurtigt bliver udsendt i en ny version, hvor de ”visuelle effekter er forbedret”.

Manden bag, Oscar-instruktøren Tom Hooper, har også erkendt, at filmen blev færdiggjort i sidste øjeblik. Han lagde sidste hånd på den dagen før premieren - efter at have arbejdet 36 timer i streg på... effekterne.

Filmen, der har kostet over 100 millioner dollars, har siden verdenspremieren 20. december tjent lidt over 10 millioner dollars. Flere amerikanske medier kategoriserer 'Cats' som et af årets største 'Box Office Flops' - en betegnelse, der dækker over kommercielle og kunstneriske filmfiaskoer. Herunder har filmmagasinet Variety udvalgt tre andre:

3 Box Office Flops i 2019

  1. 'Terminator: Dark Fate'

    Linda Hamilton vendte tilbage i 'Terminator'-universet.

    Produktionsbudget: 185 millioner dollars

    Indtjening: 260 milloner dollars

    Den sjette Terminator-film skulle være den, der fik serien tilbage på ret kurs efter et par film, der blev haglet ned af anmelderne. Både den oprindelige Sarah Connor og instruktør var tilbage på holdet med Schwarzengger. 

    På trods af det formåede den ikke at tjene sine enorme produktions-, reklame- og distributionsomkostninger ind og tabte over 100 millioner dollars.

  2. 'Charlie's Angels'

    Charlie's Angels

    Produktionsbudget: 48 millioner dollars

    Indtjening: 57 millioner dollars

    Genoplivningen af de tre engle var et forsøg på at opdatere historien om de tre agenter til en mere moderne film om powerkvinder. Men hverken anmeldere eller biografgængere var synderligt begejstrede for filmen, der floppede fælt.

  3. 'Dark Phoenix'

    Dark Phoenix

    Produktionsbudget: 200 millioner dollars

    Indtjening: 252 milloner dollars

    Måske var de fleste mættede af X-men-franchise-film, da 'Dark Phoenix' ramte biograferne i år. Tallene taler i hvert fald for sig selv - trækker man udgifterne til marketing fra filmens indtjening, tabte den cirka 120 millioner dollars.