Søren Rasted gentager druk-julekalender: - Vi kommer op på en alvorlig promille
Søren Rasted var i tvivl, om folk ville synes, at ’Natholdets julekalender’ var ligeså sjov som i 2017. Men modtagelsen har igen været positiv.
Musiker Søren Rasted vidste godt, hvad han gik ind til, da han sagde ja til endnu en sæson af ’Natholdets julekalender’ i år.
Succeskonceptet var det samme: For rullende kameraer og i selskab med værten Anders Breinholt smagte han sig igen igennem én specialøl for hver af de 24 dage frem til jul under kyndig vejledning af øleksperten Carsten Berthelsen.
Vel at mærke på bare seks timer i realtid.
Men som så meget andet, når man er i godt selskab, og procenterne begynder at ramme, så er der meget, man ikke kan forudse. Og sådan var det også i år:
- Vi kommer op på en alvorlig promille, siger Søren Rasted og kalder 2019-sæsonen endnu mere beruset end den foregående.
Svært at huske slutningen
I 2017 endte julekalenderen med tre mænd, der sang, og delvist mistede kontrollen, så de både pruttede og bøvsede på optagelserne, da de havde drukket sig gennem procentholdige øl hele vejen frem til juleaften.
Søren Rasted havde desuden efterfølgende svært ved at huske, hvad han egentlig havde sagt under de sidste minutter af optagelserne – det, der svarer til julekalenderens låge 22, 23 og 24.
Sådan er det også i år, fortæller han.
- Det var skide sjovt. Det er selvfølgelig lidt grænseoverskridende at være fuld på tv, og man kommer til at sige noget, som måske ikke er helt gennemtænkt, men det er mest af alt sjovt, siger han.
I tvivl om at gentage succesen
Selvom Søren Rasted ikke har kvaler ved at vise den mere ukontrollerede side af sig selv for det danske publikum, så var både han selv og Anders Breinholt i tvivl, om de skulle gentage succesen. Var interessen blandt publikum der stadig?
At mange stadig er vilde med ’Natholdets julekalender’, blev dog hurtigt bevist på Facebook. Det første opslag, som annoncerede julekalenderens tilbagevenden, har opnået mere end 4000 kommentarer og over 6000 positive tilkendegivelser.
- Jeg har fornemmet, at det er en ting, folk glæder sig til. Reaktionerne var massive første gang, fordi det var noget nyt. Nu kender folk konceptet, men der er stadig mange, som udtrykker glæde ved det, siger han.
Blandt andet er der masser af danskere, der tagger ham i opslag om programmet, han har modtaget flere beskeder fra fans af julekalenderen og får på gaden kommentarer om, hvor sjovt det er.
Musikerens konklusion er da også, at det er blevet en sjov og hyggelig kalender, der både handler om gode venner, der drikker sammen, og hvordan alkohol påvirker dig.
Julekalenderen kan ses på TV 2 PLAY eller på TV 2 ZULU fra den 1. - 24. december klokken 21.00.