Badehotellet

Nazisterne kommer til 'Badehotellet' - her er premieredatoen på ny sæson

Hr. Aurlands bange anelser er blevet til virkelighed i den nye sæson af 'Badehotellet'.

Fru Frigh, Hr. Weyse, Fru Fjeldsø, Amanda og resten af flokken fra 'Badehotellet' vender snart tilbage, når syvende sæson af den populære tv-serie får premiere.

Den 27. januar slår Amanda for første gang dørene op til det nordjyske badehotel som ny forpagter af hotellet og med kyndig hjælp fra vennen Philip Dupont i køkkenet.

Men det er ikke det eneste, der er nyt på 'Badehotellet'.

Krigen er kommet

Da vi forlod gæsterne i sjette sæson i 1939, kom krigen krybende med hastige skridt mod Danmark.

FAKTA OM 'BADEHOTELLET'

Serien blev sendt første gang 30. december 2013 og voksede til at blive en af de mest sete serier i TV 2s historie. Over 1,5 millioner følger med hver uge.

Historien udspringer omkring det fiktive Andersens Badehotel ved Vesterhavet i Jylland. Hver sommer myldrer en gruppe velstillede stamgæster til hotellet i håbet om at komme væk fra hverdagens trummerum. 

Størstedelen af scenerne er optaget i Risby-studierne i Albertslund, hvor op mod 200 stærke lamper skal give oplevelsen af solskin.

Alle sæsoner er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

Hr. og Fru Madsens datter Vera fik med nød og næppe hjulpet Fru Fjeldsøs jødiske slægtning Robert over grænsen, mens Hr. Madsen fik landet en aftale om et stort byggeri for nazisterne i Tyskland.

I denne sæson er vi nået til sommeren 1940, og den evigt bekymrede kontorchef Aurlands mangeårige advarsler er blevet virkelighed. Krigen er kommet. Danmark er blevet besat.

- Uheldigvis er det Amandas første sommer som ejer af hotellet. Så hun er med god grund spændt på, om gæsterne vil komme, når de er nødt til at rejse den lange vej med tog og rutebil, fordi privat bilkørsel er blevet forbudt, forklarer forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

Tyskerne finder vej til 'Badehotellet'

Men bare rolig. Gæsterne kommer. De trænger alle til at komme på ferie og få krigen lidt på afstand.

Desværre skal de snart finde ud af, at ikke engang det solbeskinnede badehotel kan sige sig helt fri for tyskerne.

Og seerne kan godt forvente, at krigen kommer til at sætte flere af gæsterne i en række komplicerede situationer.

- Her i den første besættelsessommer er danskernes dilemma: Skal man give Værnemagten den kolde skulder, eller gør man klogest i at samarbejde? Det har vi også gjort til temaet hos gæster og personale på badehotellet, fortæller Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

- Nogle vælger det ene, andre det andet. Nogle tager kampen op. Og så er der dem, der slet ikke har lyst til at tage stilling, siger forfatterparret.

Stadigvæk masser af komedie

Selvom tyskerne gør deres indtog i denne sæson, kommer serien som altid til at byde på sol, strand, intriger, dilemmaer, historiske øjeblikke og hygge.

- 'Badehotellet' er en blanding af drama og komedie. Det gælder stadig her under besættelsen, ja seerne vil visse steder opleve, at komedien bliver mere udtalt, fordi der er kommet en ny, markant modspiller på banen, siger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

Du kan se eller gense de seks tidligere sæsoner af Badehotellet på TV 2 PLAY.