'Tinka og Kongespillet' flytter sendetidspunkt i dag
På grund af fodboldkampen El Clásico sendes 'Tinka og Kongespillet' tidligere på TV 2, på TV 2 CHARLIE og gratis på TV 2 PLAY.
Nedtællingen til jul er i fuld gang, og onsdag aften skal du tælle ned på et andet tidspunkt, end du plejer.
Der er nemlig opgør mellem de to spanske fodboldgiganter FC Barcelona og Real Madrid i den spanske turnering La Liga.
Opgøret finder sted klokken 19.55 onsdag aften på TV 2.
Da en fodboldkamp ikke kan flyttes, betyder det, at 'Tinka og Kongespillet' flytter sendetidspunkt denne ene aften. Der findes tre andre måder at se 18. afsnit af julekalenderen.
- PÃ¥ TV 2 klokken 19.25.
- PÃ¥ TV 2 CHARLIE klokken 20.00.
- Gratis på TV 2 PLAY hele dagen.
Hvorfor fodbold i stedet for julekalender?
Det er en ekstraordinær situation, efter at det – imod forventning – kunne lade sig gøre at få rettigheder til El Clásico på hovedkanalen. Det er 24 år siden, at El Clásico har kunnet sendes på en dansk hovedkanal.
- Vi ville skuffe mange hundrede tusinde fodboldfans, hvis vi ikke udnyttede denne sjældne mulighed, siger planchef Mette Rysø Johansen, der har det øverste ansvar for programplanlægningen på TV 2s kanaler.
Men TV 2 ved også, at rigtig mange familier samles om fjernsynet for at se 'Tinka og Kongespillet', og det er derfor, at julekalenderen kan ses cirka en halv time tidligere på TV 2 og TV 2 CHARLIE og gratis på TV 2 PLAY.
TV 2 CHARLIE er den TV 2-kanal, der har størst udbredelse, og som også sender julekalender hver aften. Blandt andet 'The Julekalender'.
- TV 2 CHARLIE er ligeledes den kanal, vi i tidligere år har brugt til at sende familiejulekalenderen, når vi ikke kunne sende julekalenderen klokken 20.00 på TV 2 på grund af VM-håndbold eller EM-håndbold, siger planchef Mette Rysø Johansen.
DR sender julekalenderen 'Julestjerner' klokken 19.30, så hvis du følger med i begge julekalendere, er der også en løsning.
- Hvis man vil se 'Julestjerner' på DR1, kan man fortsat det – og så se 'Tinka og Kongespillet' klokken 20.00 på TV 2 CHARLIE. Har du ikke adgang til TV 2 CHARLIE, kan du på TV 2 PLAY gratis se 18. afsnit af 'Tinka og Kongespillet' hele onsdag, når det passer dig – og det kan du naturligvis også, hvis du allerede er TV 2 PLAY-kunde. Eller man kan se 'Julestjerner' på DRTV, når det passer for familien. Der er flere muligheder i denne ekstraordinære situation, siger planchef Mette Rysø Johansen.
Hvorfor sendes julekalenderen klokken 20.00?
TV 2 sender julekalender klokken 20.00, fordi erfaringen siden 1994 – hvor TV 2 begyndte at sende familiejulekalender klokken 20.00 – viser, at det er det bedste tidspunkt at samle målgruppen af forældre og de lidt større børn om en fælles tv-oplevelse.
- TV 2 kan givetvis se frem til færre seere på onsdag, når vi sender klokken 19.30, fordi tidspunktet ikke er optimalt for en familiejulekalender. Det viser erfaringerne fra tidligere år, når vi har måttet sende julekalenderen eksempelvis klokken 19.30 på grund af håndbold, slutter planchef Mette Rysø Johansen.