Underholdning

Simpsons fylder 30 år – i disse ni tilfælde har satireserien forudset fremtiden

Hele familien Simpsons har også været i Danmark. Det skete i 2018, hvor de blandt andet gæstede Tivoli i et afsnit. FOX

Serien har opnået sin popularitet, fordi den kommenterer nutiden med humor. Men sommetider lever virkeligheden op til selv de vildeste fantasier.

Doh! Så gik der 30 år.

Allerførste afsnit om den gule familie 'The Simpsons' blev 17. december for præcis tre årtier siden sendt for første gang på amerikansk tv.

Siden er det blevet til mere end 700 af slagsen med Homer, Marge og børnene Bart, Lisa og Maggie, og den er dermed den serie, som har formået at overleve i længst tid i amerikansk primetime.

Derfor er Simpsons så god

Humoren i 'The Simpsons' fungerer på tre plan, forklarer Keld Reinicke.

Plan 1: 'Pie ind the face'-humor.  Når Bart falder på sit skateboard, så er det noget, som alle kan grine af - uanset alder og baggrund.

Plan 2: College-humor. Hvis man er lidt belæst, så gemmer der sig ekstra sjov i serien.

Plan 3: Freeze-frame. Her dyrker seriens fans, fordi det belønner dem, der virkelig holder øje. Der kan være sjove clues på en cornflakes-pakke i baggrunden, som man kun finder, hvis man stopper og zoomer ind.

Men hvad er det, der gør 'The Simpsons' så levedygtig og populær?

Ifølge Keld Reinicke, som er serieekspert, selvstændig mediekonsulent og kæmpe Simpsons-fan, så handler det om, at seriens forfattere har en evne til at bevare dens relevans.

- De mærker, hvad vi taler om i tiden, og tager pis på det. Men modsat mange andre serier, som er produkter af tiden, så kommenterer 'The Simpsons'-serien snarere tiden, siger han.

Forudser fremtiden

Dette har serien bevist flere gange – og også, at den kan ramme rigtigt i sine ellers overdrevne og humoristiske fremstillinger af verden. Det er nemlig flere gange sket, at serien har ramt plet i det fiktive univers.

- Nogle gange er virkeligheden jo desværre helt absurd, siger Keld Reinicke.

Herunder kan du se ni eksempler på forudsigelser, som fans har fundet frem til:

Simpsons fremtidsforudsigelser

  1. Hestekødsskandalen

    Afsnit: Sæson 5, episode 19 fra 1994

    I 'The Simpsons'... fik de studerende på Springfield Elementary School serveret "assorterede hestedele" af kantinedamen Doris.

    Ni år senere... fandt man i Irland spor af heste-dna i hver tredje oksekødsbøf fra forskellige supermarkeder, man testede. Flere danske fødevareleverandører havde købt kød, og skandalen kom således også til Danmark.

  2. Smartwatches - før smartwatches

    Afsnit: Sæson 6, episode 19 fra 1995

    I 'The Simpsons'... så man et ur, som blev brugt som en telefon. 

    Cirka 20 år senere... kom Apple Watch på gaden. Måske de skylder 'The Simpsons' lidt ære for ideen?

     

  3. Autokorrektur på afveje

    Afsnit: Sæson 6, episode 8 fra 1994

    I 'The Simpsons'... optager to elever en besked på deres Apple-telefon om at "beat up Martin" (banke Martin), men gennem autokorrekturen bliver dette rettet til "Eat up Martha" (slang for at give oralsex).

    Kort efter... kan man sige, at Simpsons faktisk kom til at inspirere fremtiden. I hvert fald blev episoden et symbol på den dårlige autokorrektur, nogle af de første telefoner havde. Det fik en af Apples udviklere til at sige, at episoden havde motiveret virksomheden til at arbejde ekstra hårdt for at få autokorrektur til at fungere optimalt i deres styresystem iOS.

  4. Verdensberømt tigerangreb

    Afsnit: Sæson 5, episode 10 i 1993

    I 'The Simpsons'...  et af 1990'ernes kendte cirkusartistpar, tryllekunstnerne og tigertæmmerne Siegfried & Roy blev i en episode angrebet og revet til blods af en af deres trænede tigre under en optræden.

    Ti år senere... blev den ene halvdel af Siegfried og Roy, Roy Horn, under et liveshow angrebet af en af deres hvide tigre. Han fik alvorlige skader på kroppen, men overlevede mirakuløst angrebet.

  5. En af verdens største videnskabelige opdagelser

    Afsnit: Sæson 8, episode 1 i 1998

    I 'The Simpsons'... formår Homer Simpson at løse en af videnskabens mysterier, da han i et klip står foran en tavle med en ligning. 

    I 2013... beviste nogle af verdens bedste videnskabsmænd den såkaldte Higgs-partikels eksistens matematisk.

    Higgs-partiklen, som var forudset i 1964 af blandt andre professor i teoretisk fysik Peter Higgs strækker sig ifølge videnskaben igennem hele Universet og giver andre partikler masse.

    Efterfølgende udtalte fysikeren Simon Singh, at ligningen på tavlen faktisk var ligningen for partiklens masse.

  6. Ebola-udbrud

    Afsnit: Sæson 9, episode 3 i 1997 

    I 'The Simpsons'... foreslår Marge, at Bart læser bogen 'Peter Pedal og ebola-virussen', da han er syg. Da dette afsnit blev bragt havde der kun været udbrud af virussen i Afrika.  

    Først 17 år senere... blev en amerikaner syg af ebola.

  7. Disney køber Fox

    Afsnit: Sæson 10, episode 5 i 1998

    I 'The Simpsons'... kunne man under en af Homers auditions hos 20th Century Fox-studiet se, at der under virksomhedens logo stod "en del af Walt Disney Co."

    Først i 2017... blev dette rent faktisk virkelighed. Handlen til næsten 350 milliarder kroner har blandt andet givet Disney rettighederne til 'The Simpsons'.

  8. Stemmesnyd i USA

    Afsnit: Sæson 20, episode 4 i 2008

    I 'The Simpsons'...  forsøger Homer at stemme på den demokratiske kandidat Barack Obama til det amerikanske præsidentvalg, men den elektroniske stemmemaskine ændrer ved en fejl hans stemme.

    Fire år senere... ved valget i 2012 måtte man i staten Pennsylvania fjerne en stemmemaskine. Den blev ved med at ændre stemmer på netop Barack Obama til republikaneren Mitt Romney.

  9. 'Game of Thrones'-spoiler

    Afsnit: Sæson 29, episode 1 i 2017

    I 'The Simpsons'... kommenterede serien - meget meta-agtigt - på et andet enormt kulturfænonem, nemlig 'Game of Thrones'. I afsnittet fløj dragemoderen Daenerys Targaryen ind over byen King's Landing og grillede byen i et flammehav.

    I 2019... skete det så. I den næstsidste episode af 'Game of Thrones' chokerede Daenerys Targaryen alle ved at brænde en hel by - på trods af at de havde overgivet sig.

  10. Trump blev præsident

    Afsnit: Sæson 11, episode 17 i 2000

    I 'The Simpsons'... er den nok mest kendte forudsigelse om den amerikanske præsident Donald Trump. I et afsnit, som faktisk foregik i fremtiden, annoncerede den daværende forretningsmand og reality-stjerne Donald Trump sit kandidatur til det amerikanske præsidentembede.

    Og det skete... som bekendt i virkeligheden, da han i 2016 blev valgt til embeddet i USA.