Vild med dans

'Vild med dans' er slut for i år - det skal danserne lave nu

Danserne lever vidt forskellige liv, når de ikke er på skærmen i 'Vild med dans'. Ritzau Scanpix/TV 2

I efteråret er de travlt optagede af 'Vild med dans'. Men nu venter der alt fra bryllupsplanlægning til nye jobs for de professionelle dansere.

De har det til fælles, at de har dyrket dans på eliteniveau, siden de var helt små.

Og at de hvert efterår bruger nærmest alt deres tid i et tv-studie, når de skal lære et hold grønne nydansere at begå sig i standard- og latindanse.

Men når ikke 'Vild med dans' ruller over tv-skærmene, bruger de professionelle dansere deres hverdag på vidt forskellige ting.

En er forsker på et af verdens topuniversiteter, en er lærer, og en anden arbejder med marketing.

Her kan du læse, hvad de 12 professionelle dansere skal lave, nu hvor 'Vild med dans' er slut, og hverdagen igen sætter ind.

Silas Holst: Musicalstjerne og snart tv-dommer

Ved siden af at danse med skuespiller Jakob Fauerby har Silas Holst brugt sit efterår på at passe sin nyåbnede danseskole, holde foredrag, turnere med sin nyudgivne bog og ikke mindst at "lege Gurli Gris" med sine to børn.

Silas Holst udgav i efteråret bogen 'For enden af regnbuen' om sin familie, der består af én mor, to fædre og seks bedsteforældre.

Og det travle program fortsætter, selvom 'Vild med dans'-sæsonen nu er slut. Foredragsholder, forfatter, radiovært og musicalstjerne er blot nogle af de ting, Silas Holst kan skrive på CV'et. Og snart kan han tilføje en ny titel.

Efter 'Vild med dans' rykker Silas Holst nemlig videre til et nyt danseprogram på TV 2. Her skal han være dommer, eller såkaldt "dansekaptajn", på 'Den Vildeste Danser', som begynder med auditionrunder i december og lander på TV 2 i foråret 2020.

Derudover skal Silas næste år igen betræde de skrå brædder i musicalen 'Den skaldede frisør', som er baseret på Susanne Biers film af samme navn.

Mille Funk: Dans, fuldtidsjob og julehygge

- Der har ikke været tid til så meget andet end dans og arbejde.

Sådan forklarer Mille Funk 'Vild med dans'-sæsonen, hvor hun dannede par med bokser Mikkel Kessler. Derudover har hun passet sit fuldtidsjob hos Aller Media, hvor hun arbejder med marketing.

Nu hvor 'Vild med dans' er slut, vender Mille Funk tilbage til en hverdag med arbejde, venner og familie, men det nye år byder også på dansejobs. Blandt andet med kolleger fra 'Vild med dans' til et arrangement i januar.

Inden da glæder Mille Funk sig til jul, hvor hun og kæresten Mathias Käki, som hun dansede med i 'Vild med dans' i 2016, skal holde julestue for deres venner.

Mille Funk og Mathias Käki flyttede sammen sidste år.

- Sådan noget elsker jeg – jeg skal pynte op, bage, forberede en masse underholdning, og så skal jeg vigtigst af alt se alle de venner, som jeg ikke har fået set de sidste mange måneder, siger Mille Funk.

Frederik Nonnemann: Flyttet sammen med kæresten

Når Frederik Nonnemann ikke har lavet 'Vild med dans', er tiden gået med arbejdet på et reklamebureau, hvor han har været projektleder og manager for 11 youtubere.

Derudover har Frederik Nonnemann brugt meget af sin tid på at istandsætte sin lejlighed på Islands Brygge i København.

Frederik Nonnemann på sit 'hjemmekontor'.

Siden han forlod 'Vild med dans' er hans kæreste, Mikkel Dahlstrøm, nemlig flyttet ind. Og parret er nu ved at finde sig til rette sammen i lejligheden.

Frederik Nonnemann underviser også på Mie Martha Moltkes dansestudie i København.

Martin Parnov Reichhardt: Forsker vil vende hjem til Danmark

Årets nye skud på stammen blandt de professionelle dansere, Martin Parnov Reichhardt, har haft travlt ved siden af træningen i 'Vild med dans'.

Selvom den 36-årige forsker havde orlov fra Oxford University, hvor han til daglig forsker og underviser i immunforsvaret, har han stadig publiceret videnskabelige artikler om sin forskning.

Martin Parnov Reichhardt på Oxford University, hvor han har boet og arbejdet siden 2015.

Faktisk har han udgivet hele to artikler under 'Vild med dans'-sæsonen. Martin Parnov Reichhardt arbejder i dag på en sidste artikel om sit arbejde i Oxford, og derefter undersøger han nu muligheden for, om han kan flytte hjem til Danmark.

- Jeg glæder mig til at få en rigtig hverdag i Danmark igen efter mere end ni år uden for landet, siger Martin Parnov Reichhardt.

- Og jeg glæder mig til at bruge mere tid sammen med min familie og mine dejlige venner.

Jenna Bagge: Tilbage til efterskolelivet

Kokken Umut Sakarya har ikke været Jenna Bagges eneste elev dette efterår.

Ved siden af 'Vild med dans' er Jenna Bagge lærer på Brøndby Idrætsefterskole. Her underviser hun elever i 9. og 10. klasse i dansk, engelsk, historie og samfundsfag.

Jenna Bagge blev forlovet med kæresten Benjamin Blaabjerg under dette års 'Vild med dans'.

Nu, hvor 'Vild med dans' er forbi, vender danseren derfor tilbage til hverdagen på efterskolen. Derudover bruger Jenna Bagge meget tid med sin forlovede, Benjamin Blaabjerg, som faktisk friede til danseren under årets sæson.

Derudover glæder Jenna Bagge sig til julen, som fylder noget helt særligt for danseren.

- Jeg glæder mig allermest til at julehygge. Det er så dejligt at have tid til at se alle dem, man elsker, siger Jenna Bagge.

Michael Olesen: Springer ud som musicalstjerne

Michael Olesen skal fylde tiden efter 'Vild med dans' ud med... endnu mere 'Vild med dans'. Denne gang i musicalform.

Den 37-årige danser skal nemlig medvirke i 'Vild med dans - the musical' på Østre Gasværk Teater.

- Det bliver ubeskriveligt spændende, siger Michael Olesen, der ikke har prøvet kræfter med musicalgenren før.

Musicalen får premiere i januar 2020, og inden da skal danseren på ferie i Thailand i en måned med sin kæreste.

Michael Olesen og hans kæreste, Joan Divine, skal til Thailand, inden Michael Olesen begynder på 'Vild med dans - the musical'.

- Jeg glæder mig allermest og faktisk helt sindsygt til at komme på ferie og få brugt en masse kvalitetstid sammen. For det er der desværre ikke meget af i perioden under 'Vild med Dans', siger Michael Olesen.

Under 'Vild med dans' har Michael Olesen fortsat afholdt de danse-workshop-events, han laver sammen med 'Vild med dans'-kollegaen Morten Kjeldgaard.

Thomas Evers Poulsen: Masser af jobs i udlandet

'Vild med dans'-veteranen Thomas Evers Poulsen får travlt til næste år.

Her har han nemlig adskillige job i udlandet, hvor han rejser rundt og underviser i dans.

Og i 2020 kommer danseren godt rundt i Europa. Lanzarote, Færøerne, Tyrkiet, Cypern og Kreta er blandt de steder, der står på Thomas Evers Poulsens liste.

Til næste år skal Thomas Evers Poulsen igen undervise på Club La Santa på Lanzarote, som han også har gjort tidligere år.

Derudover turnerer han fortsat rundt i Danmark med sine foredrag 'Jeg har valgt at være positiv' og 'Jeg kan få kvinder til alt'.

Foredragene handler om at have et positivt livssyn og at tro på sig selv.

Marc Christensen: Tilbage til hverdagen i USA

Marc Christensen har brugt sit efterår i Danmark alene af den grund, at han medvirkede i 'Vild med dans'.

Danseren bor nemlig til daglig i Chicago i Illinois i USA sammen med sin forlovede. Her underviser han på et dansestudie – blandt andet i hip hop, standard- og latindans, salsa og argentinsk tango.

Marc Christensen sammen med sin kæreste, balletdanseren Benita Bünger.

I løbet af 'Vild med dans'-sæsonen har danseren kun set sin forlovede en gang, og han glæder sig derfor til at få en dagligdag i USA med hende igen.

- Det er et fantastisk land på mange punkter, men også en kæmpe kontrast til Danmark. Jeg nyder at opleve landet og at bo derovre. Det er en kæmpe oplevelse, siger han.

I december tager Marc Christensen til Los Angeles for at undervise. Her planlægger han også at holde jul.

Karina Frimodt: Tid til hygge – og bryllupsplanlægning

Karina Frimodt har ikke haft meget tid til sig selv under dette års 'Vild med dans'.

Ved siden af sin træning med partneren Christopher Læssø har danseren nemlig passet samtlige af sine undervisningstimer på sin danseskole, som hun åbnede i 2017.

Faktisk har hun kun holdt en enkelt fridag fra danseundervisningen under hele sæsonen.

- Jeg har haft dage, hvor jeg har trænet med Christopher om dagen og ud på danseskolen om aftenen. Så jeg kører direkte fra 'Vild med dans'-træning og så ud for at undervise i fem timer, siger hun.

Derfor har Karina brug for god tid til at hygge med familien i julen.

- Jeg skal bruge så meget tid på min familie og mine venner, som jeg ikke har set i 3,5 måned snart, siger hun.

Karina Frimodt sammen med hendes forlovede og deres fem-årige søn. Derudover har Karina også en datter fra et tidligere forhold.

Derudover skal hun og kæresten Kasper Lentz til at tage hul på bryllupsplanlægningen. Han friede til hende i sommer, og brylluppet skal stå i 2021.

Morten Kjeldgaard: Tilbage til musicalverdenen

Teaterscenens skrå brædder er ikke fremmede for danseren Morten Kjeldgaard.

Han har tidligere medvirket i blandt andet 'Grease', 'Dirty Dancing', 'Saturday Night Fever' og 'Flashdance'. Og i det nye år kan Morten Kjeldgaard skrive endnu en musicalrolle på cv'et.

Han skal nemlig også spille med i 'Vild med dans - the musical' sammen med 'Vild med dans'-kollegaerne Michael Olesen og Asta Björk. Det sker fra februar 2020 på Østre Gasværk i København, men prøverne begynder allerede i januar.

- Jeg glæder mig til at komme i gang, det bliver vildt spændende, siger Morten Kjeldgaard.

Danseren afholder desuden danseworkshops rundt om i landet med Michael Olesen, og han giver også privattimer i dans.

Det er 14 år siden, Morten Kjeldgaard tog springet og rykkede fra Nørresundby til København for at leve af sin dans.

Før det går løs på Østre Gasværk Teater skal Morten Kjeldgaard dog slappe helt af over julen, som han tilbringer i Thailand med sin mor, bror og kæreste.

Mie Martha Moltke: Kvindefestival og ny bog på vej

Ved siden af 'Vild med dans' driver Mie Martha Moltke til daglig sit eget dansestudie på Nørrebro i København.

Men det, der tager det meste af den 38-årige dansers tid, er konceptet Feminineflow, som hun har brugt de sidste 10 år på at udvikle.

Gennem kurser, workshops, foredrag og retreats arbejder hun her med, hvordan kvinder kan blive bedre til at mærke sig selv gennem bevægelse.

- Det er der, min største passion ligger. Gennem bevægelse og en dyb kontakt til kroppen kan vi komme tættere på en selvaccept og selvkærlighed, siger hun.

Mie Martha Moltke har selv mærket, hvordan jagten på det perfekte kan tage overhånd og resultere i et unødvendigt pres.

Danseren skal bruge det nye år på at udvikle og udvide konceptet yderligere. Blandt andet er hun i fuld gang med planlægningen af en endagsfestival for kvinder, der løber af stablen i marts 2020.

Derudover arbejder hun på en ny bog – en videreudvikling af 'Bevæg dit liv', som hun udgav i 2017.

Asta Björk: Lever af at danse

21-årige Asta Björk var i gang med sit sabbatår, da hun sidste år fik tilbuddet om at være med i ’Vild med dans’. Og siden da har den unge islænding levet af at danse turneringer, shows og undervise.

Når hun ikke har stået på gulvet i ’Vild med dans’ med modellen Oscar Bjerrehuus, har hun trænet med sin professionelle turneringspartner Jason Tuxen.

Asta Björk og hendes dansepartner Jason. Her er de på gulvet til sidste års store Winter Gardens Blackpool-festival.

De skal danse et par turneringer i december, og herefter træner de frem mod forårets store begivenheder. Den står både på EM og en række turneringer til den engelske Blackpool Dance Festival.

Derudover skal hun fra januar i gang med prøverne til ’Vild med dans – the musical’. Og den unge danser må tage ferierne i brug for at få den travle kalender til at gå op.

- Indtil videre synes jeg bare, det er mega fedt, siger Asta Björk, som skal holde jul på Island med familien, inden det hele går løs.

Gense finalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.