Vild med dans

Han gjorde comeback efter fem år - nu er Silas Holst den mest vindende i 'Vild med dans'

Silas Holst kan efter fredagens sejr kalde sig den mest vindende danser i 'Vild med dans'. For ham var det dog noget helt andet, der betød noget.

Seks finaler og tre vindertrofæer.

Det er, hvad danseren Silas Holst kan skrive på sit 'Vild med dans'-cv. Han er dermed den mest vindende professionelle danser i den danske udgave af programmet.

Da han fredag hev det tredje trofæ hjem med partneren Jakob Fauerby, blev de også det første par i verden af samme køn i til at vinde 'Vild med dans'.

Sæsonen var et comeback for Silas Holst, der ikke har medvirket i programmet siden 2014. Og ifølge danseren selv var det en overvældende følelse at gøre comeback – og vinde.

- Det føles sindssygt. Det er også derfor, det er så rørende, det her. Jeg er glad for, at folk stadig gider at se på mig, lød det grinende fra Silas Holst efter finalen.

Silas Holst var rørt, da han modtog trofæet og hyldest fra publikum i Forum Horsens.

- Han er sårbar og modig

Den 36-årige danser debuterede i ’Vild med dans’ i 2008, hvor femte sæson rullede over skærmen. Siden har han stået i en finale i seks ud af de syv sæsoner, han har medvirket. Og det er der en særlig grund til.

Dommerpanelet tøver efter fredagens finale nemlig ikke med at kalde Silas Holst for en danser i særklasse.

- Han er sårbar, og samtidig er han modig. Og han tør lave ting, vi ikke har set før, lød det fra Marianne Eihilt.

Jakob Fauerby og Silas Holst danser aftenens sidste freestyle. De danser til sangen ‘I’ll never love again’ af Lady Gaga fra filmen ‘A Star is Born’.

Også trin, som ikke umiddelbart virker til at være en smuk bevægelse, påpegede dommeren.

- Men det bliver det, fordi han gør det så godt.

Silas Holst i 'Vild med dans'

Tre andenpladser og tre førstepladser. Sådan har Silas Holst klaret sig sæson efter sæson.  

2008: Sjetteplads med sangerinden Szhirley. 

2009: Andenplads med model Malena Belafonte. 

2010: Andenplads med skuespiller Laura Drasbæk. 

2011: Førsteplads med skiløber Sophie Fjellvang-Sølling. 

2012: Andenplads med skuespiller Louise Mieritz. 

2014: Førsteplads med vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl. 

2019: Førsteplads med skuespiller Jakob Fauerby. 

Fremragende koreograf og læremester

Anne Laxholm beskriver Silas Holst som en meget alsidig danser, der har ”haft en fantastisk karriere inden for forskellige genrer”.

Ved siden af 'Vild med dans' har Silas Holst nemlig også haft hovedroller i mange store musicals, blandt andet 'Dirty Dancing', 'Flashdance' og 'The Book of Mormon'.

De mennesker, som betyder noget for ham, får han det maksimale ud af

Jens Werner

Det er også grunden til, at dommeren Nikolaj Hübbe kalder danseren en ’triple threat performer’ – et udtryk, der typisk bruges om en performer, der både kan synge, danse og spille skuespil.

- Så har han også den gave, at han er en fremragende koreograf, siger Hübbe.

Ifølge dommeren Jens Werner har Silas Holst også en kunstnerisk side og en stor viden om, hvad der fungerer på en scene.

Men det er særligt danserens empati, som gør ham til en dygtig læremester.

- De mennesker, som betyder noget for ham, får han det maksimale ud af, siger Jens Werner.

Jakob Fauerby og Silas Holst i deres freestyle.

Det, der betyder noget

På trods af sejren og comebacket var eufori og sejrsrus ikke den dominerende følelse hos Silas Holst efter fredagens sejr.

Faktisk var han mest af alt rørt over, at danskerne havde taget så godt imod et par af samme køn.

Jeg er så stolt over, at vi må det her

Silas Holst

- Jeg er lykkelig over, at danskerne har haft mod til at gøre det, de har gjort.

- Det er så vildt. Det er sådan en lykkefølelse. Det er et mangfoldighedskram, sagde Silas Holst og tilføjede:

- Det er mest det, der betyder noget.

Silas Holst og Jakob Fauerby har ligget nummer et flest gange i løbet af 'Vild med dans'-sæsonen. Til finalen lå de lige med Coco O. og Morten Kjeldgaard på baggrund af dommernes karakterer. Men de vandt, da seerstemmerne var talt op.

Både han og partneren Jakob Fauerby udtrykte taknemlighed over at have ”fået lov” til at komme så langt af danskerne.

-Jeg er så stolt over, at vi må det her, sagde Silas Holst.

Se eller gense 'Vild med dans'-finalen på TV 2 PLAY.