Vild med dans

Diskuterede med Jens Werner fra sofaen - sådan har Britt Bendixen det i dag

Dansedommer Britt Bendixen har droppet en særlig last efter sin dobbelte bypassoperation i sommeren.

For første gang i 15 år sad Britt Bendixen ikke på sin fasteplads ved dommerbordet, da årets vindere af 'Vild med dans' skulle findes.

I sommeren måtte den 77-årige dommerveteran nemlig melde fra til efterårets ’Vild med dans’, da hun skulle have en dobbelt bypassoperation i juli måned.

Men det har ikke forhindret hende i at følge nøje med i programmet på skærmen hjemmefra. Og den karismatiske dansedommer fik også et par minutters taletid i fredagens store finale i Forum Horsens, hvor hun blandt andet ønskede alle finaleparrene "pøj pøj".

Selv fulgte Britt Bendixen finalen tæt. Ligesom hun har gjort med alle de andre af sæsonens programmer.

Britt Bendixen har været en fast del af dommerpanelet i 'Vild med dans', siden det første program blev sendt i 2005. I år blev hun afløst af Marianne Eihilt. - Hun har været så flot, og hun har meget forstand på det. Og jeg synes, det er sjovt, at hun taler jysk, siger Britt Bendixen.

Savnet studiet, der oser af ungdom

Faktisk har Britt Bendixen haft et stort kryds i kalenderen de seneste 12 fredage.

Derfor har hun takket pænt nej til de invitationer, der er kommet hendes vej. Og den ene gang, hun har spist middag ude på en fredag, har hun naturligvis set 'Vild med dans' om lørdagen.

Jeg har nogle gange tænkt: "Ej, nu må du lige lægge låg på dig selv, Jens Werner"

Britt Bendixen

Men det har været en ny fornemmelse for dommeren at kigge på.

- Det føles jo helt anderledes. Man er selvfølgelig mere afslappet, når man sidder derhjemme i sofaen med en kop kaffe eller et glas vin, siger hun og tilføjer straks:

- MEN jeg har savnet at være der, det må jeg sige! Jeg har savnet salen, publikum og mine dommerkollegaer. Og stemningen i studiet. Den er fantastisk. Den oser af ungdom, skønhed, smukt tøj og altid et veloplagt publikum, siger hun.

Et af de mindeværdige øjeblikket med dommer Britt Bendixen. Her i en dans med værten Claus Elming i 2014.

Har diskuteret med tv'et

Dommerveteranen har især mærket én stor forskel på at sidde i sofaen og i studiet. For i studiet kan Britt Bendixen selv bestemme, om hun vil kigge på parrets fødder, arme eller tage helhedsbilledet med.

Hjemme i stuen har hun i stedet måtte affinde sig med, at det er showproduceren, der bestemmer, hvordan kameraet skal vende, og hvad seerne skal se. Og det kan hun bedst lide selv at styre.

Alligevel er det lykkedes hende at spotte et par fodfejl hos nogle af parrene, som hun ikke mener, at hendes kollegaer fik set. Derfor har hun også ivrigt diskuteret med tv’et ovre fra sofaen.

- Der er nogle gange, hvor jeg ikke har været helt enig med en dommer og tænkt: "Argh, så de ikke den fejl". Eller omvendt, at de var for strenge ved nogen, fordi de ikke værdsætter personligheden nok, siger hun.

Det er især meddommeren Jens Werner, som hun normalt sidder ved siden af, hun engang imellem har haft lyst til at afbryde:

- Jeg har nogle gange tænkt: "Ej, nu må du lige lægge låg på dig selv, Jens Werner", siger hun og slår op i en høj latter.

Britt Bendixen har haft kontakt med alle sine dommerkollegaer i løbe af sæsonen. Hun og Anne Laxholm har eksempelvis spist en dejlig frokost sammen.

Skuespiller røg ud for tidligt

Ligesom de fire andre dommere har Britt Bendixen noteret sig, at niveauet i årets 'Vild med dans' har været rigtig højt.

Hun synes, der var overraskende mange par, der i år havde været værdige til en finale. Ud over de tre finalepar var hun især begejstret for Oscar Bjerrehuus, som hun mente udviklede sig til at blive "eminent til sidst", og Neel Rønholt, som hun beskriver som "yndig og rigtig god".

- Og så synes jeg, at Marie Bach Hansen røg ud alt for tidligt, siger hun.

Skuespilleren Marie Bach Hansen og danseren Martin Parnov Reichhardt forlod 'Vild med dans' som sæsonens andet par, selvom de fik flotte karakterer fra dommerne.

Under finalen var Britt Bendixen meget imponeret af Coco O. og Morten Kjelgaards freestyle, der emmede af "glæde, begejstring, ungdom, charme og livsglæde".

- Den var alt det, en dans bør være.

Men hun synes også godt om vinderparret, Jakob Fauerby og Silas Holst.

- Jeg synes, det er så fint, at de vandt. De var så dygtige, siger hun.

Det var første gang, at et par af samme køn deltog i den danske udgave af 'Vild med dans', og det har dommeren også fulgt spændt med i.

- Jeg har dybt respekt for, at Silas havde lyst til at prøve noget andet – ja, det vil han jo egentlig altid, siger hun og bryder endnu engang ud i sin karakteristiske latter.

Coco O. og Morten Kjeldgaard i deres freestyle.

Det går fremad

Det er nu cirka fire måneder siden, at Britt Bendixen gennemgik sin bypass-operation. Den første måned var hård, og hun tilbragte nogen tid med genoptræning på hospitalet, hvor kroppen og lungerne skulle lære at fungere normalt igen.

- Men i dag har jeg det faktisk rigtig godt. Det er gået meget fremad. Jeg kan mærke, at mit hjerte er bedre end før, siger hun og forklarer, at hun heller ikke bliver lige så forpustet længere.

Og så har hun taget et stort skridt. Hun er stoppet med at ryge på lægernes anbefaling. Helt let har det ikke været.

- Når jeg bliver stresset eller er i festligt lag, kan jeg godt lige mærke, at jeg får lyst til dem, siger hun.

Britt Bendixen havde som altid brillerne godt placeret i håret i det indslag, som blev vist under 'Vild med dans'-finalen.

Men til gengæld får hun stor ros af lægerne for at være holdt op, så det holder hun fast i.

Nu håber hun dansedommeren på, at hun snart kan begynde at træne lidt igen, så hun kan få styrket sine muskler og sin krop og blive helt frisk igen.

Se eller gense 'Vild med dans'-finalen på TV 2 PLAY.