Rørt skuespiller havde drømt om sejren: - Men det var vigtigere, at de vandt

Christopher Læssø mener, at 'Vild med dans'-finalen står som et vidnesbyrd om, hvor langt vi er kommet.

'Vild med dans'-finalen endte i stor triumf for Jakob Fauerby og Silas Holst, der løb med aftenens førsteplads og skrev historie.

De kan nu kalde sig verdens første 'Vild med dans'-vindere af samme køn.

Det blev til en tredjeplads for skuespilleren Christopher Læssø. Og selvom han gerne selv ville have løftet trofæet, mente han stadig, at de to mænd var aftenens helt rigtige vindere.

- Det er klart, at man stiler og drømmer om førstepladsen. Men som det her program udspillede sig i år, så er det vigtigere, at dem, der vandt, vandt, sagde han efter showet.

- Hvis man lige stopper op to sekunder i sin dagligdag og overvejer, hvor vi er nået til i vores land. For bare 50 år siden var det faktisk ulovligt at være homoseksuel i Danmark, fortsatte han og påpegede også, at både han og Coco O., som fik andenpladsen, har udenlandske rødder.

- Mediebilledet bliver overfodret med negative historier med folk med anden etnisk herkomst. Derfor synes jeg, det er et vidnesbyrd om, hvor vi er nået til, og hvad man også kan, sagde han.

 Christopher Læssø og Karina Frimodt blev hyldet, da det stod klart, at de fik sæsonens tredjeplads.
Christopher Læssø og Karina Frimodt blev hyldet, da det stod klart, at de fik sæsonens tredjeplads. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Coco O.: - Det var en sejr

Selvom det ikke blev til en førsteplads for Coco O. og Morten Kjeldgaard, så følte de det alligevel som en stor sejr.

- Det var en sejr for os at komme i finalen og få så stort et bifald for noget, som, vi synes, var tilfredsstillende og lige os, sagde Coco O. efter showet.

- Det er mere, end man kan drømme om, når man starter det her projekt, som man overhovedet ikke ved, hvad handler om, når man går ind i det, fortsatte hun.

Både sæsonens anden- og tredjeplads lagde ikke skjul på, at de tager rigtig meget med fra deres 12 uger i 'Vild med dans'.

Coco O. og Morten Kjeldgaard i deres freestyle, der som aftenens eneste freestyle blev belønnet med 40 point af dommerne.
Coco O. og Morten Kjeldgaard i deres freestyle, der som aftenens eneste freestyle blev belønnet med 40 point af dommerne. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Coco O. er eksempelvis blevet meget bedre til at tage hurtige beslutninger og har også fået langt mere disciplin. Derudover er hun blevet bedre til at lytte til andre.

- Jeg er jo også vant til at være solo-kørende. Så det der med, at vi skal få det til at virke sammen, tror jeg helt klart, jeg skal bruge i mit fremtidige virke, sagde hun og håber også, at hun kommer til at danse mere, når hun går på scenen som sangerinde.

- Det kræver nok, at jeg laver nogle mere dansable sange, grinede hun.

Afstemning

Datter fik sin far til at græde på tv

Christopher Læssø ved også, at han kan bruge danseevnerne som skuespiller.

- Men først og fremmest har Karina lært mig virkelig at tro på mine egne evner. Og selvom det ser sortest ud, så skal man blive ved med at knokle, lød det fra skuespilleren.

Gennem hele sæsonen har Christopher Læssø også fået store roser for sin åbenhed.

Selv mener skuespilleren, at det har været befriende, at gå ind i 'Vild med dans' med alt, hvad han er.

- Det, folk ser på skærmen, er det, de får. Det, synes jeg, vi skal kunne i vores land. Der er ikke nogen grund til at gemme sig bag en facade, sagde han.

Christopher Læssø kunne da heller ikke holde tårerne tilbage under aftenens finale.

Så er vi kommet til finalens store brag. Det første finalepar til at fremføre deres freestyle er Christopher Læssø og Karina Frimodt.

Efter freestylen med Karina Frimodt tørrede skuespilleren øjnene for tårer flere gange. Og det var især synet af hans datter blandt publikum, der rørte ham.

- Jeg skal bare ikke kigge ud på min datter. Bare det at hun er der, sagde han.

- Det er specielt at være deleforælder, og at man kun har sin datter noget af tiden. Så at se i hendes øjne, at hun var stolt, det betød meget, sagde han.

Dog var datteren ikke lige så tilfreds med farens tredjeplads, som han selv var:

- Hold kæft, hun var sur på dommerne, grinede han.

Se eller gense 'Vild med dans'-finalen på TV 2 PLAY.