Du kan kende hende på øjnene, men hun nægter at stå i sin berømte fars skygge

Viilbjørk Malling Agger er datter af to kendte skuespillere. Hun vil følge i deres fodspor, men på sin egen måde.

Hun sagde ikke et ord, da man så hende første gang i 'Tinka og Kongespillet'.

Nissepigen Falke (Viilbjørk Malling Agger) fra Nordlandet kom højt på sin hest ridende efter den bryske nisse Aamund (Peter Gantzler), hendes far i julekalenderen.

Hun er toptrænet, en mester med sin bue, og så har hun et rigtigt godt øje til tronen i Nisseverdenen. Det samme har hendes far Aamund, som mere end noget andet ønsker, at datteren skal være den næste regent.

Aamund er en dominerende far, som taler for Falke og træffer beslutningerne for hende.

Men i virkeligheden er rollerne byttet om.

22-årige Viilbjørk Malling Agger er datter af en berømt far, men hun vil være helt sin egen og insisterer på, at alle hendes succeser skal være hendes eget arbejde.

To skuespillere som forældre

Viilbjørk Malling Aggers forældre er skuespillerne Søren Malling og Petrine Agger. Særligt omkring øjnene er det tydeligt, at Viilbjørk deler gener med sin far.

Søren Malling har medvirket i et hav af danske film og tv-serier. Et kort udsnit er blandt andet 'Kriger', 'Borgen', 'Forbrydelsen', 'Skammerens datter' og 'Gooseboy'.

Det er nok også opvæksten i et hjem med skuespil, som har præget Viilbjørk.

- At arbejde med skuespil var jo normalt i min verden, og jeg voksede op med en fascination af film. Jeg elskede at se voldsomme film som tiårig blandt andet 'Kill Bill' af Quentin Tarantino, siger Viilbjørk Malling Agger og fortsætter:

- Det var min mor ikke så glad for.

Et råd er nok

Fascinationen af film og far og mors arbejde fik den unge Viilbjørk til at skrive rundt til castere. Dem, som finder skuespillere til film, tv og teatre.

- Det har altid været mig selv, som har arbejdet for at få arbejde som skuespiller, siger Viilbjørk Malling Agger.

Det betyder nemlig rigtig meget for hende, at hun skaber sin egen succes. Men hun ved også godt, at det ikke kan undgås, at folk vil spørge ind til hendes familie.

- Jeg vil bare anerkendes for mit talent og for at være mig selv og ikke "hende, der er Søren Mallings datter", siger Viilbjørk Malling Agger og understreger:

- Det er mit talent.

Hun har ikke oplevet, at nogen direkte har sagt til hende, at hun står i sin forældres skygge. Men hendes forældre bliver altid nævnt.

- Jeg kan godt forestille mig, at nogen tænker, at jeg har fået rollen, fordi mine forældre er skuespillere. Men jeg har aldrig fået et arbejde på baggrund af, hvem mine forældre er. Altså hvad skulle de sige? "Ansæt min datter?" Sådan fungerer det slet ikke. Det er jo en caster, som bestemmer, siger Viilbjørk Malling Agger.

Hun har det dog fint med, at hendes familierelation nævnes i hendes arbejde.

- Det skal bare ikke være hovedpointen, siger Viilbjørk Malling Agger.

Men hun lytter alligevel også til sine erfarne forældres råd: At hun skal bevare roen og have sig selv med i sit arbejde.

Og så øver de replikker sammen.

Se 'Tinka og Kongespillet' hver aften på TV 2. På TV 2 PLAY kan du altid se afsnit 24 timer før, det sendes på tv.