Tinka har valgt "den sikre vej", men i virkeligheden drømmer hun om noget helt andet
Josephine Højbjerg spiller Tinka i julekalenderen 'Tinka og Kongespillet'. Meget er sket i de to år, hun var væk fra skærmen.
I december 2017 lærte hele Danmark Josephine Højbjerg at kende som nissepigen Tinka i julekalenderen 'Tinkas juleeventyr'.
Nu har den 16-årige skuespiller igen trukket nissehuen godt ned om ørene og møder nye udfordringer med sin menneskeven Lasse (Albert Harson) i 'Tinka og Kongespillet', som kan ses hver aften hele december på TV 2.
Faktisk blev hun allerede spurgt, om hun ville være med i julekalender nummer to i efteråret 2017. Det var før 'Tinkas juleeventyr' overhovedet var blevet sendt.)
- Der var ingen tvivl fra mig. Hvis TV 2 ville lave mere om Tinka, så ville jeg selvfølgelig være med, siger Josephine Højbjerg til TV 2.
Nu er der gået to år, julekalenderen sendes på TV 2, og både Tinka og Josephine har kastet sig ud i en stor udfordring.
Færdig med folkeskolen
I den nye julekalender er Tinkas far, kongen Storm, gået bort, og pludselig er Tinka ikke kronprinsesse mere. Nisseverdenen er uden en konge, og dermed begynder et kongespil, hvor fire kongsemner (kæmpere, red.) skal dyste mod hinanden for at få lov til at sidde på tronen.
Tinka må få hjælp af sin menneskeven Lasse og prøve at få en plads i kongespillet, så hun forhåbentligt kan blive kronprinsesse igen.
Og det med at kaste sig ud i noget nyt, kender Josephine Højbjerg godt.
Hun kommer fra Bornholm, hvor hun har boet hele sit liv. I efteråret begyndte hun i 1.g på gymnasiet, og det var ikke uden nerverne uden på tøjet.
- Jeg var lidt nervøs i begyndelsen, fordi man tænker, hvordan skal det mon gå? Men jeg er blevet rigtig glad for det, siger Josephine Højbjerg.
Hun kalder gymnasiet den sikre vej til "et rigtigt arbejde".
Men det er faktisk stik imod hendes egentlige drøm.
- I virkeligheden vil jeg jo ikke have et "rigtigt arbejde", men være skuespiller, siger hun.
Hvis der kommer et tilbud om en interessant rolle, vil hun slå til med det samme. Og i virkeligheden vil hun gerne tage en helt speciel uddannelse – nemlig uddannelsen til skuespiller.
Selvom Josephine Højbjerg har medvirket i mange tv-serier, vil hun gerne blive en endnu bedre kuespiller. Samtidig kan uddannelsen give hende en fordel i fremtiden, hvis hun får mulighed for nye og svære roller.
Men det er uhyre svært at komme ind på uddannelsen. For at bestå skal man igennem en optagelsesprøve. Cirka 800 plejer at tilmelde sig, men der kun plads til cirka 20 studerende.
Derfor vil Josephine Højbjerg gerne have en sikker vej i baghånden. Hvis hun nu ikke skal lave flere film og tv-serier, før hun bliver voksen.
På vej mod voksenlivet
For Josephine Højbjerg er i den grad på vej til at blive voksen. 14. januar bliver hun 17 år og begynder kort efter igen i en form for skole.
Til februar skal bilister på Bornholm nemlig orientere sig en ekstra gang, fordi Josephine Højbjerg sætter sig bag rattet i en bil. Hun begynder nemlig at tage kørekort.
- Jeg elsker at køre bil og skal bare ud lige med det samme, siger Josephine Højbjerg.
Men når man to gange har spillet med i en julekalender på TV 2 og bor på en ø, er man ikke et ukendt ansigt.
- Det var meget spændende i begyndelsen, fordi enten så hader folk en julekalender eller elsker den. Og jeg blev meget overvældet over, hvor nært mange tog julekalenderen til sig, siger Josephine Højbjerg.
Børn og unge klædte sig med nissehuerne fra Tinka, fik de samme fletninger og gik med amuletter og tøj fra julekalenderen. Fans i alle aldre skrev til Josephine på Facebook. Selv når det ikke er jul, bliver Josephine tagget på sociale medier, når børn klæder sig ud som Tinka til fastelavn eller laver Tinka-kager.
- Jeg synes, det er rigtigt dejligt, når folk kan lide det, jeg laver, siger hun.
Så Josephine Højbjerg fortsætter med sin uddannelse på gymnasiet og går til castings på nye roller. Hvad der sker i fremtiden, ved hun ikke.
Men hun ved, hvad hun drømmer om. Nemlig at blive skuespiller.
'Tinka og Kongespillet' kan ses hver aften klokken 20.00 på TV 2. På TV 2 PLAY kan du se afsnit 24 timer før det sendes på TV 2.