Underholdning

10 år siden første billede i dag: Her er 10 af Instagrams største øjeblikke

Instagram blev lanceret 6. oktober 2010 og opnåede allerede på den første uge 100.000 brugere. Efter to måneder var der en million. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Flest likes, mest populære profiler og det første opslag. I bunden af artiklen kan du se nogle af de største øjeblikke på Instagram gennem tiden.

I dag er det præcis ti år siden, at det sociale medie Instagram kom til verden.

Appen med de kvadratiske billeder blev lanceret 6. oktober 2010, og siden har det Facebookejede foretagende fået mere end en milliard brugere verden over.

Og ifølge ekspert i sociale medier og digital chef ved Lead Agency, Nathalie Larsen, skal kimen til Instagrams popularitet blandt andet findes i, at appen muliggør den ultimative selviscenesættelse.

- Med Instagram fik vi for alvor en platform til at iscenesætte os selv. Appen giver muligheden for at vise os frem og skabe et narrativ om, hvordan vi gerne vil ses. Og så at modtage andres anerkendelse for det, siger hun.

Fremtidens Instagram

Vendes blikket på bedste fødselsdagsmanér mod fremtiden, vil Instagram højst sandsynligt stadig være en stor spiller på markedet, vurderer Nathalie Larsen.

Platformen fortsætter nemlig med at forny sig selv for at holde fast i sin popularitet hos det yngre publikum. Senest med den nye funktion Reels, hvor der kan deles korte videoklip med effekter - i stil med det populære kinesiske sociale medie TikTok.

- De er snu og låner af andres succeser. Så sætter de det ind i deres eget genkendelige format, hvor billederne og det lidt egocentrerede stadig er i fokus. Og det lykkes bare godt for dem, siger hun.

Her er ti nedslag og store øjeblikke gennem appens første ti år.

Det første billede

View this post on Instagram

test

A post shared by Kevin Systrom (@kevin) on

Allerede før den officielle lancering af Instagram så det første opslag dagens lys. 16. juli 2010 var medstifter Kevin Systrom ved at teste kapaciteten af sin nye foto-app og prydede det sociale medie med det første billede.

Motivet var en herreløs hund nær en taco-bod i Mexico, og i opslagsteksten stod der ”test”, skriver BBC.

På den måde lød startskuddet til det Instagram, vi kender i dag, som dagligt flyder over med billeder fra alle steder i verden.

Første billede med to millioner likes

View this post on Instagram

💍

A post shared by Kim Kardashian West (@kimkardashian) on

Kim Kardashian er for mange synonym med populære og polerede billeder på sociale medier. Hun var da også den første til at nå to millioner likes på et billede på Instagram.

Men hun gjorde det ikke alene. Det populære opslag er nemlig et billede fra realitystjernens bryllup med rapperen Kanye West, hvor det nygifte par kysser foran en væg af hvide blomster. Intet mindre.

Personen med flest følgere

Det er ikke kun på fodboldbanen, at Christiano Ronaldo fra tid til anden er topscorer. På Instagram ligger den 35-årige fodboldspiller også i top med verdensrekorden for den mest fulgte person på platformen.

Den portugisiske landsholdsspiller har mere end 238 millioner følgere, der kigger med, når han deler ud af sit liv på det sociale medie.

Mest populære dansker

Modellen Josephine Skriver er den dansker, der har flest følgere på Instagram - og har været det i lang tid. I 2016 rundede hun tre millioner og fejrede det med ovenstående opslag.

Det tal har hun dog mere end fordoblet siden da, og hendes opslag når i dag ud til skærmene hos over 6,2 millioner følgere.

Kontroversielle billeder mod dobbeltstandarder

I 2016 blev der født en Instagram-profil med et kropsnært mål.

Under navnet @genderless_nipples (kønsløse brystvorter, red.) forsøger kontoen at sætte spot på appens dobbeltstandarder, når det kommer til nøgenhed. Instagram er nemlig siden sin spæde start blevet kritiseret for at censurere billeder af topløse kvinder væk, mens mænd uden skam kan lufte deres bare overkroppe på det sociale medie.

Det er tre reklamestuderende fra New York, der står bag kontoen, hvor de zoomer ind på billeder af brystvorter, men undlader at angive, om ejeren er en mand eller kvinde. I december 2016 blev der fjernet et billede med en mandebrystvorte fra kontoen - og pointen var dermed understreget.

Flest seere på en Instagram-live

View this post on Instagram

DESCRIBE ME IN ONE WORD 🤔

A post shared by TATTLE TALES SEPTEMBER 4TH (@6ix9ine) on

Den kontroversielle rapper 6IX9INE slog alle andre af banen, da han i maj gik live på Instagram. Her fortalte han blandt andet om, hvorfor han valgte at vidne i retten mod den bande, han tidligere har været en del af.

Mere end to millioner så med, mens rapperen forklarede sig overfor verden, hvilket giver ham førstepladsen for den mest fulgte livevideo på Instagram.

Faktisk var det første gang, at mere end én million mennesker tunede ind på en sådan sending. Det skriver Soundvenue.

Det mest likede billede

Over 54,7 millioner mennesker verden over har givet et like til et helt almindeligt hønseæg på Instagram. Dermed har ægget rekorden for det mest likede billede på mediet – og slog i 2019 den amerikanske realitystjerne og iværksætter Kylie Jenner og hendes nyfødte af tronen.

Billedet blev lagt op af en ukendt person, der oprettede kontoen @world_record_egg. Opslaget kom dengang med ordene:

- Lad os sætte verdensrekord sammen og få det mest likede opslag på Instagram og slå den nuværende verdensrekord, som Kylie Jenner (med 18 millioner likes, red.) har. Vi kan gøre det!

Og det gjorde de. Rekordjagten blev indledt 4. januar, og ni dage senere var målet nået.

Hurtigst til én million følgere

David Attenborough har i skrivende stund mere end 3,7 millioner følgere på Instagram.

94-årige David Attenborough løb i september i år med en verdensrekord.

Naturformidleren, der blandt andet har lagt stemme til 'Vores planet', nåede én million følgere på Instagram på kortest tid nogensinde. Blot 4 timer og 44 minutter, efter han delte sin første video på det sociale medie, rundede han millionen.

Dermed væltede naturlegenden den 51-årige skuespiller Jennifer Aniston af pinden. Siden oktober 2019 havde hun ellers siddet tung på rekorden, som tog hende fem timer og 16 minutter at opnå.

Det mest populære dyr

View this post on Instagram

💗

A post shared by j i f f p o m (@jiffpom) on

Selvom man er en hund, kan man godt høste stor popularitet på de sociale medier.

Det mest 'fulgte' dyr på Instagram er pomeranianeren ved navn Jiff.

På kontoen, der følges af 10,5 millioner brugere, kan man få et visuelt indblik i Jiffs meget usædvanlige hundeliv.

Kontoen med flest følgere

Sidst, men ikke mindst, er vi nået til den mest populære profil på det sociale medie overhovedet. Kontoen, der løber med titlen som den mest 'fulgte' på Instagram, er... Instagram selv.

Gennem billederne på profilen fortæller platformen bag hele herligheden historier fra overalt i verden. Opslagene rummer både mennesker, dyr, kunst og meget andet - og når i dag ud til 357 millioner følgere.