Danmark har talent

Frygtede hans finale-optræden måtte aflyses - Jesper Sørensen kørt på skadestuen kort før tv-show

Den unge mand, som lider af den sjældne sygdom progeria, var med i Dystopias optræden i 'Danmark har talent', men det var nær blevet aflyst.

Alt var klar.

Alle medlemmerne af horror-gruppen 'Dystopia' var i deres vilde kostumer og ventede bare på at skulle på scenen til deres generalprøve i 'Danmark har talent'.

Jeg græd og græd og græd

Jesper Sørensen

Også Jesper Sørensen var klar og forventningsfuld.

Den 22-årige mand, som er blevet kendt i Danmark gennem flere dokumentarprogrammer, og som den eneste i Danmark er ramt af den ekstremt sjældne gensygdom progeria, havde på eget initiativ fået en særlig rolle i gruppens uhyggelige finaleshow.

Han spillede det dæmonbarn, der skulle "fødes" midt på scenen.

Drengen i den gamle krop

  • Progeria-ramte Jesper Sørensen fra Nordjylland charmerede sig ind i danskernes hjerter i 2008, da TV 2 viste dokumentaren 'Drengen i den gamle krop'.
  • Seerne mødte ham igen i 2011 i programmet 'Jesper i de voksnes rækker', hvor han blev konfirmeret og fejrede blå mandag, og 2014 i 'Jespers store sommertræf'.
  • Nu er han blevet 22 år og er dermed efterhånden en af Europas ældste progeria-patienter.

Men lige inden generalprøven gik det galt.

I sin iver for at stille sig klar fik han lavet en bevægelse med sin arm - en slags refleks, forklarer Jesper Sørensen - der fik armen ud i en dårlig position. Og for hans krop var det nok til, at skulderen gik af led.

- Selvfølgelig gjorde det ondt. Men det var ikke det, der gjorde mest ondt. Jeg var sønderknust, fordi jeg havde glædet mig så meget til det her, siger han til TV 2.

Der blev straks tilkaldt en ambulance, og endnu iført sort bodypaint fra top til tå blev den unge mand hastet afsted til sygehuset.

Grædefærdig over situationen

Det var ikke første gang, at Jesper Sørensens skulder var gået af led, derfor vidste han, at det godt kunne tage lang tid på skadestuen. Tid, han ikke havde denne aften, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at nå tilbage til gruppens nummer.

- Jeg tænkte bare: Det er løgn, det her. Jeg græd og græd og græd, fortæller han.

Jesper Sørensen har før spillet rollen som dæmon i Dystopias event, efter han prøvede det i Vejle og blev fuldstændig bidt af deres uhyggelige verden.
Jesper Sørensen skulle være blevet "født" sammen med disse to piger her.

På trods af smerterne i armen var der ingen tid at spilde. Jesper Sørensen skyndte både på ambulancefolkene og sygeplejerskerne, der skulle sætte skulderen på plads igen.

- De var selvfølgelig professionelle og spurgte, om jeg var okay, og jeg var bare sådan: "Gør det nu bare for helvede. Vi er rigtig tidspressede", siger han og tilføjer, hvor taknemmelig han var for deres hjælp.

Insisterede på at være med

Og det virkede: Få timer inden, at 'Danmark har talent' skulle sendes live, kom beskeden:

- Jesper er med! Han er tilbage, lød det fra et crewmedlem og en klapsalve brød ud blandt de mange mennesker backstage - ikke mindst Dystopia.

Det meste af aftenen havde de frygtet, at Jesper Sørensen helt måtte udgå, men den unge mand insisterede på, at han skulle på scenen med sin gruppe. Omend det blev på en lidt anden optræden, end det var meningen.

Fakta om progeria

  • Progeria er en sjælden børnesygdom, der kun rammer én ud af fire millioner nyfødte børn. I Danmark svarer det til, at der fødes ét barn med progeria cirka hvert 60. år.
  • Det er en genetisk sygdom, der får kroppen til at ældes op til otte gange hurtigere end normalt, og de syge børn har derfor ikke et langt liv foran sig. 
  • Den gennemsnitlige levealder er 13 år. Men i de senere år har den medicinske behandling vist sig at være så effektiv, at der nu er stadig flere progeria-børn, der når gennem teenageårene med livet i behold.

- Egentlig skulle jeg kravle ud af maven på zombien lige efter de to piger. Jeg skulle være nummer tre og stå i maven, da nummeret sluttede, siger han.

Det kunne han dog ikke på grund af den armslynge, han havde fået til at støtte skulderen, så i stedet stod han på scenen sammen med flokken af skuespillere klædt ud som zombier og dæmoner - og det var det bedste kompromis.

Se Dystopias optræden under liveshows i 'Danmark har talent' her:

Horror-gruppen Dystopia har fået en finaleplads for deres optræden, som særligt skræmte dommer Sus Wilkins. Video: Maria Wix Steffensen

Et stolt hold

Dystopia endte med en femteplads blandt de ti 'Danmark har talent'-finalister lørdag aften. Og selvom Jesper er en smule skuffet over, at de ikke fik en højere placering, så var det en god oplevelse.

- Det var med næb og kløer, at jeg kom med, og jeg er evigt taknemmelig over, at jeg overhovedet blev spurgt, om jeg ville være en del af det, siger han.

Medlemmerne af Dystopia er da heller ikke i tvivl om, at Jesper Sørensen er velkommen i deres show eller de events, de har i Vejle, en anden gang.

- Han har været så fantastisk at have med. Han lever sig fuldstændig ind i sin rolle, og så er han bare et fantastisk menneske, siger Jonas Vázquez Bøgh fra gruppen.

- Han er en del af vores Dystopia familie.

Se 'Danmark har talent'-finalen på TV 2 Play.