Husker du Johanne Astrid? Her er 'Talent'-vinderen i dag
Sejren i 'Danmark har talent' i 2017 har betydet, at trommeslageren har sat kryds ved flere af sine store mål i en alder af bare 13 år.
Den lyshårede pige var så lille, at hun knap var til at se bag sit trommesæt. Men da hun begyndte at spille, var det svært at få øjnene fra hende igen.
Sådan vil mange nok huske den kun 10-årige trommeslager i ’Danmark har talent’ i 2017.
Dengang gjorde Johanne Astrid Poulsen fra Viborg et så uudsletteligt indtryk på både dommere og publikum, at hun i det store finaleshow sikrede sig sejren – og præmien på 250.000 kroner.
I dag, to år efter, står sejren stadig tydeligt i den nu 13-årige piges erindring – og den har stadig indflydelse på hendes liv, fortæller hun.
- Det har åbnet nogle døre for mig, og det har givet mig alle de fede oplevelser, jeg har haft og stadig har, siger Johanne Astrid Poulsen til TV 2.
I aften kåres vinderen af ’Danmark har talent’ 2019. Se med på TV 2 fra klokken 21 eller på TV 2 Play.
Lærer af de bedste
Det startede faktisk allerede kort efter spotlysene i ’Danmark har talent’-studiet slukkede. Nyheden om den talentfulde pige, der spillede trommer som en ægte rockmusiker, spredte sig ikke bare i Danmark, men også udenfor landets grænser.
Rockmusikere stod i kø for at rose hendes talent, den amerikanske rapper Snoop Dogg skrev om hende, og flere udenlandske musikmagasiner skrev om hendes hårdtslående musik.
Sejren har betydet, at hun har haft mulighed for at møde flere af dem i virkeligheden - og i mange tilfælde få et par gode råd med på vejen fra de anerkendte musikere.
- Hun har spillet med D-A-D.
- Mødt den legendariske trommeslager Steve Gadd, som anses som en af verdens bedste trommeslagere, og har spillet for blandt andet Paul McCartney, Paul Simon og Eric Clapton.
- Talt om trommespil med Søren Berlev fra Gasolin.
- Og så har hun mødt Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i front, sangerinden Lis Sørensen, musiker Johnny Madsen, musiker Pernille Rosendahl, rapper L.O.C, bandet Lukas Graham og mange flere.
- Jeg har mødt så mange fede mennesker, siger hun og fremhæver muligheden for at komme backstage til koncerter som noget af det bedste ved at have vundet.
Så sendt som torsdag fik hun undervisning af sit idol fra bandet Rival Sons, trommeslageren Michael Miley, som har været den direkte inspiration til hendes energifyldte udstråling på scenen.
Se den optræden, der sikrede Johanne Astrid sejren i 'Danmark har talent' her:
Har måttet trække i bremsen
De mange fotos med kendte er dog langt fra det eneste, der er fulgt med sejren.
Vigtigst af alt har Johanne Astrid Poulsen taget det første skridt mod den professionelle karriere, hun drømmer om: Hun spiller i et band.
Faktisk er der tale om den selv samme gruppe, som hun havde med på scenen under sin finaleoptræden i ’Danmark har talent’, nemlig Jo & The Mofos.
Her spiller de koncert i marts 2019:
De udgav deres første EP i marts 2018 og havde i en periode virkelig mange gigs – en enkelt uge spillede Johanne Astrid Poulsen hele fire koncerter.
Selvom hun selv elsker at spille, så måtte hun dog sande, at hun måske havde for mange jern i ilden, så i dag har hun - og hendes forældre - skruet lidt ned for opgaverne, så hun også kan leve som en almindelig syvendeklasseselev.
- Vi har som forældre sat foden lidt på bremsen, så hun også har tid til at være ung teenager med veninderne og ikke går sur i det, siger hendes far Henrik Bo Poulsen.
Fra at optræde en masse er fokus nu rykket til at skrive musik, sangtekster og øve med bandet - en proces, som Johanne Astrid Poulsen også er en nøgleperson i, selvom hun er betydeligt yngre end de øvrige bandmedlemmer.
Ingen penge før 18 år
Ambitionerne er da også stadig tårnhøje, og Johanne Astrid bruger stadig to timer dagligt med trommestikkerne i hånden derhjemme, på musikskole eller ved en privat underviser. Samtidig er hun på talentlinjen på Viborg Kulturskole.
- Jeg vil sindssygt gerne leve af at spille koncerter og lave musik, siger hun.
Det har hendes forældre valgt at støtte 100 procent op om:
- Vi er indstillet på to timers eksil eller høreværn dagligt mange år endnu, siger Henrik Bo Poulsen.
Dog har de sat en restriktion for deres datter: Johanne Astrid får først adgang til de 250.000 kroner, hun vandt, når hun bliver 18 år.
Når den tid kommer, ved hun allerede, hvad de skal bruges til: Noget, der kan give hendes trommekarriere et nøk opad. Om det skal være en uddannelse eller noget nyt lækkert udstyr, ved hun ikke.
- Det at vinde 'Danmark har talent' har i hvert fald givet mig endnu mere motivation til mit trommespil, fordi det viste, hvad man kan opnå ved at øve sig, slutter hun.
Disse ti talenter skal optræde i finalen i 'Danmark har talent' i aften klokken 21 på TV 2 eller TV 2 Play: