Vild med dans

Der var en særlig grund til de våde øjne, som danser ikke afslørede på tv

Den professionelle danser ser frem til at have en helt særlig gæst med på sidelinjen til 'Vild med dans'-finalen i Forum Horsens.

Morten Kjeldgaard havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han og partneren Coco O. dansede sig til en plads i finalen i 'Vild med dans'.

Og det var ikke den eneste gang, den professionelle danser fik våde øjne i fredagens semifinale.

Jens Werner spottede dem også fra dommerbordet

- Hvorfor står du og er så rørt nu? spurgte han Morten Kjeldgaard, efter hans dansepartner var blevet overøset med rosende ord for deres argentinske tango.

- Det var dejligt at høre så mange gode ting. Jeg bliver bare rigtig glad, svarede danseren, inden han undskyldte med et "sorry".

Men de rosende ord var ikke den eneste grund til, at Morten Kjeldgaard var særligt følelsesladet fredag aften.

Morten Kjeldgaard fældede også en lille tåre, efter det stod klart, at han og Coco O. var videre til finalen.

Mor tror, hun bringer uheld

Han gik nemlig på gulvet med et håb om, at finalen kunne blive den fredag, hvor hans mor endelig ville komme og se ham danse igen.

Faktisk er det hele seks år siden, at danserens mor har heppet på ham i studiet. Det er på trods af, at han har været med hvert år siden.

- Jeg må indrømme, at det også lå i baghovedet, forklarede danseren.

Sidste gang hun var med på sidelinjen, fik Morten Kjeldgaard nemlig en af sine dårligste placeringer i programmet nogensinde.

Det var i 2013, hvor han måtte forlade konkurrencen efter tre fredage på gulvet med sin daværende dansepartner, sangerinden Maria Lucia Rosenberg.

Sådan så det ud, den aften Morten Kjeldgaard og Maria Lucia blev sendt ud af 'Vild med dans'. Det skete efter en tango.

Og siden har hans mor ikke været der.

- Hun har simpelthen ikke turdet, ligemeget hvor meget jeg har presset på, forklarede danseren.

- Hun tror, hun bringer uheld.

Morten Kjeldgaards mor har ikke set ham danse, siden 2013 hvor han røg ud af 'Vild med dans' som en af de første.

- Det er noget helt specielt

Forud for semifinalen var det dog lykkedes Morten Kjeldgaard at overtale sin mor til at komme til finalen, hvis han og Coco O. gik videre.

- Der kan man ikke ryge ud, og hun har simpelthen lovet at komme, lød det fra danseren med et stort smil.

Coco O. og Morten Kjeldgaard i deres argentinske tango.

Han lagde heller ikke skjul på, at det bliver stort for ham at have sin mor med sig i Forum Horsens til den store finale.

- At vise alt det, vi har arbejdet på, og at det kulminerer i Horsens med en masse mennesker, og så vide, at ens mor sidder ovre på sidelinjen, det er noget helt specielt, sagde han.

Dansepartneren Coco O. gør sig også forhåbninger om at få særlige støtter med til den store finale.

- Jeg håber på, at jeg kan lokke mine venner med. De har snakket om at leje en lille bus, sagde hun efter showet.

Coco O. og Morten Kjeldgaard skal i finalen op mod Christopher Læssø og Karina Frimodt samt Jakob Fauerby og Silas Holst.

Se eller gense semifinalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.