Vild med dans

Rørte, stolte og overraskede - tre par er klar til 'Vild med dans'-finalen

'Vild med dans'-finalen skal stå mellem Jakob Fauerby, Coco O. og Christopher Læssø.

Tre par kunne juble, da deres navn blev råbt op i fredagens 'Vild med dans'-semifinale.

Coco O., Jakob Fauerby og Christopher Læssø er sammen med deres dansepartnere videre til den store 'Vild med dans'-finale i Forum Horsens.

De tre finalister lægger ikke skjul på, at der var store følelser på spil i semifinalen. Hos nogle var øjnene blanke, da afgørelsen faldt. Andre kunne slet ikke stoppe med at kramme hinanden.

Læs nedenfor, hvad hvert par sagde til finalepladsen:

Årets finalister i 'Vild med dans'.

Coco O. og Morten: - Det var ren glæde

- Det var lidt en ud af kroppen-oplevelse.

Sådan beskrev Coco O. og Morten Kjeldgaard følelsen af at gå videre til finalen i Horsens.

- Jeg er så lettet, virkelig glad og overrasket. Jeg havde regnet med, at jeg lige ville smutte der, lød det fra Coco O. efter showet.

Coco O. og Morten Kjeldgaard i stor jubel.

De var det sidste finalepar, som gik videre i fredagens semifinale. Parret endte på en tredjeplads hos dommerne og havde indstillet sig på, at det måske ville blive dem, der skulle forlade konkurrencen.

- Man ved ikke, om man er købt eller solgt, og jeg troede virkelig, jeg var solgt, sagde Coco O.

Og hendes dansepartner var enig.

- Man regnede med, at det var Oscar og Asta, der gik videre. Det var i hvert fald det, jeg kunne høre en stemme inde i hovedet sige. Og så bliver man måske også bare ekstra overrasket over, at man går videre, sagde Morten Kjeldgaard.

Coco O. og Morten Kjellgaard blev som det sidste par råbt op som finalister i 'Vild med dans'. Det kom som en overraskelse for sangerinden. Video: Henrik Berring

- Det var bare ren glæde, uddybede Coco O., der glæder sig meget til at danse i Horsens.

- Målet for mig var at komme i finalen, fordi jeg allerede har planlagt alle de ting, jeg gerne vil lave, sagde hun.

Jakob og Silas: - Det er en mangfoldighedskrammer

- Jeg er så lettet og så glad lige nu. Og vi er sindssygt stolte.

Sådan lød reaktionen fra Jakob Fauerby, da han og Silas Holst havde sikret sig en plads i finalen. Det betyder særligt meget for dem efter en sæson, hvor de har fået meget opmærksomhed.

- Nu er vi unægteligt to mænd, der danser sammen, og at få lov til at komme i en finale af hr. og fru Danmark, det er en mangfoldighedskrammer, der er helt vildt fed at mærke. Jeg er stolt og rørt, sagde Silas Holst.

- Tænk, at vi fik lov, Silas, sagde Jakob Faurby til sin partner.

Silas Holst og Jakob Fauerby var det første par, der kunne juble.

Og lige netop af den grund er der også ekstra meget på spil for parret i finalen. Hvis de går hen og vinder, bliver de det første par af samme køn i verden til at vinde ’Vild med dans’.

- Det ville være fedt, sagde skuespilleren.

- Tænk, at kunne smide det budskab ud over hele verden, at i Danmark er vi så liberale, at her må man være, som man har lyst til at være, sagde Silas Holst.

Jakob Fauerby og Silas Holst er begge stolte af at komme i finalen. Parret er også rørt over danskernes accept af, at de er to af samme køn, der danser sammen. Video: Henrik Berring

Christopher og Karina: - Det er højdepunktet

- Hold kæft mand, vi gjorde det!, lød det fra en meget glad Christopher Læssø, da han omfavnede sin dansepartner Karina Frimodt efter showet.

Hun har ikke stået i en finale siden 2013 – og hun har trods sine ni år i 'Vild med dans' aldrig prøvet at vinde konkurrencen. Derfor betød det også ekstra meget for Christopher Læssø at sende sin dansepartner i finalen.

- Du snakkede så varmt om Horsens. "Prøv at forestil dig, hvordan det ville være," sagde du. Og jeg tænkte: "Okay, der er en kvinde, der gerne vil til finalen. Der er en kvinde, der har rimelig høje ambitioner på mine vegne".

Øjeblikket, hvor Christopher Læssø og Karina Frimodts navne råbes op.

- Og nu har vi gjort det, og vi har gjort det sammen. Men hold kæft, hvor du fortjener det, Karina, lød det fra Christopher Læssø.

- Du har været en del af det her program i så mange år, og du er en fantastisk danser og en fantastisk, meget pædagogisk underviser.

Ordene fik tårerne frem i dansepartnerens øjne.

- Jeg kan næsten ikke snakke! Det er stort at høre. Det rører mig rigtig meget at få det at vide. Og det er jeg rigtig glad for, at du synes, sagde Karina Frimodt.

Christopher Læssø var fuld af roser til sin dansepartner efter semifinalen, hvor de sikrede sig en plads i finalen. Video: Henrik Berring

Hun lagde ikke skjul på, at det er stort for hende at få lov til at stå i finalen.

- Det betyder alt. Det er højdepunktet i hele sæsonen, lød det fra danseren.

Parret var i øvrigt dybt taknemmelige for at blive råbt op allerede som nummer to i afgørelsen. For Christopher Læssø havde været ramt af flere nerver end nogensinde op til semifinalen.

- Det var, som om mine skuldre faldt 10 centimeter, sagde han.

Se eller gense semifinalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.