Martin Scorsese fortæller, hvorfor han ikke bruger kvindelige hovedroller

Kun én af Scorseses 28 film har en kvindelig hovedrolle.

Den legendariske filminstruktør Martin Scorsese kom for nylig i modvind ved et pressemøde på sin nyeste film 'The Irishman'.

Ud af instruktørens 28 film har kun én af dem en kvindelig hovedrolle. Nemlig filmen 'Alice Doesn't Live Here Anymore' fra 1974.

Det adresserede en journalist ved pressemødet, men Martin Scorsese anerkendte ikke spørgsmålet, og flere store internationale medier citerede ham for at sige, at han ikke "har tid til kvindelige hovedroller".

Filmuniverser domineret af mænd

Da TV 2 møder ham til en snak om den nye film, uddyber den amerikanske instruktør sit valg.

- De film, jeg har lavet, udspiller sig i verdner domineret af mænd. Underverdenen, forklarer han til Go' Morgen Danmarks filmekspert Ann Lind Andersen.

Han fortæller, at der tidligere i hans karriere har været tidspunkter, hvor den kvindelige rolle har interesseret ham mere end den mandlige. For eksempel i 'Uskyldens år' fra 1993, hvor plottet tager udgangspunkt i det mandlige perspektiv, men udvikler sig og i højere grad udfolder kvindernes nuancer.

Men har der ikke siden da været film, hvor den kvindelige rolle har interesseret dig mere end den mandlige?

- Jo, det tror jeg da. Men de film er ikke blevet produceret. Det virker til, at det primært er de film med mandlige hovedroller, der er blevet til noget, siger han.

Forandring på vej

Men selvom Martin Scorsese ikke selv har produceret mange film med kvindelige hovedroller, så er der sket et ryk i branchen.

Hollywood producerede i 2018 flere film med kvindelige hovedroller, eller film hvor både en mand og en kvinde har hovedrollerne, end hidtil. Det viser tal fra USC Annenberg Inclusion Initiative, der er en tænketank, der studerer mangfoldighed og inklusion i underholdning.

Ud af de 100 film med højest indtjening i 2018 var 40 af dem med en kvindelig hovedrolle eller en delt hovedrolle. I 2017 var det 32, og i 2007 var tallet 20.

Penge i kvinderne

Film med kvindelige hovedroller tjener faktisk bedre end dem med mandlige hovedroller. Det viste en undersøgelse foretaget af talentbureauet Creative Artists Agency i USA, der udkom i slutningen af 2018.

I undersøgelsen havde man kigget på de 350 bedst tjenende film fra 2014 til 2017. Her er den samlede indtjening for film med kvindelige hovedroller højere end dem uden kvindelige hovedroller i alle fire år.

Her er fem af Scorseses mest ikoniske karakterer, der (spoiler alert!) alle er mænd:

Scorseses mest ikoniske karakterer

Henry Hill i 'Goodfellas'

I 'Goodfellas' drømmer Henry Hill om at blive gangster. Foto: Warner Bros.
Henry Hill er hovedrolleindehaveren i filmen 'Goodfellas', hvor han bliver spillet af Ray Liotta. Hill drømmer om at blive gangster, og lidt efter lidt når han til tops i mafiaen. 
Henry Hill var en virkelig person, der gik fra mafiaboss til FBI-informant.

Travis Bickle i 'Taxi Driver'

"You talkin' to me?" er en af filmhistoriens mest berømte replikker. Efter sigende improviserede DeNiro den på settet. Foto: Bill/Phillips Productions Italo/Judeo Productions
'Taxi Driver' fra 1976 anses af mange for en af verdens bedste film. Især er den kendt for DeNiros berømte citat: "You talkin' to me?", som en plaget Travis Bickle, spillet af Robert DeNiro, siger til sig selv i spejlet. 
Bickle er en hjemvendt Vietnamveteran, der arbejder som taxachauffør i en dystopisk version af New York, hvor det altid regner. 

Francis 'Frank' Costello i 'The Departed'

Jack Nicholson som Francis 'Frank' Costello i Scorses 2006-film 'The Departed'. Foto: Warner Bros.
Filmen foregår i Boston og omhandler den irske mafiaboss Francis 'Frank' Costello, der får plantet Colin Sullivan som muldvarp i statspolitiet. De to roller i filmen er løst baseret på den berømte gangster Whitey Bulger og den korrupte FBI-agent John Connolly.

Amsterdam Vallon i 'Gangs of New York'

Leonardo DiCaprio på hævntogt i 'Gangs of New York'. Foto: Miramax
Amsterdam Vallon, der er spillet af Leonardo DiCaprio, er en ung irsk amerikaner, som opnår William 'Bill the Butcher' Cuttings tillid. Bill er leder af de indfødtes bande og spilles af Daniel Day-Lewis. Han myrdede brutalt Amsterdams far, der på det tidspunkt var leder af immigranternes bande.
William Cutting er baseret på den virkelige person Bill 'The Butcher' Poole, som var leder af banden The Bowery Boys.

Jordan Belfort i 'Wolf of Wall Street'

Leonardo DiCaprio i det, der indtil videre er Scorseses bedst indtjenende film. Foto: Paramount Pictures.
Jordan Belfort er endnu en Scorsese-rolle spillet af Leonardo DiCaprio. Belfort er også en virkelig person, der i 80'erne og 90'erne tjente styrtende som børsmægler i New York, indtil han i 1999 blev dømt for kursmanipulation.
Senere skrev Belfort en bog om sit liv, der har dannet grundlaget for Scorseses succesfilm 'Wolf of Wall Street'.

Nedenfor kan du stemme på din yndlingsfilm med Martin Scorsese:

Afstemning

Se hele interviewet med filminstruktøren i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.