Vild med dans

Skuespiller har altid kæmpet med frygten for at lave fejl - først som voksen indså hun, hvad det har kostet

Neel Rønholt og dansepartneren Michael Olesen. Her fotograferet anden gang de gik på gulvet i 'Vild med dans'. Henrik Ohsten / TV 2

Perfektionismen er en af de ting, skuespilleren Neel Rønholt ikke vil give videre til sine egne døtre.

Det er ikke mange uger siden, Neel Rønholt missede en hæl i sin slowfox.

Det var ikke noget særligt. Den gled. Seerne bemærkede det nok ikke engang.

For bare få uger siden ville sådan en fejl dog have slået den 35-årige skuespiller ud. Men det gjorde det ikke den aften. Selvom hendes optræden i 'Vild med dans' for en gangs skyld ikke var helt perfekt, var hun stolt.

Derfor blev hendes øjne blanke, da hun efterfølgende blev interviewet af værten Sarah Grünewald.

Hun slog ikke sig selv i hovedet over, at der var et par ting, der ikke sad, lige hvor de skulle.

- Det ville jeg have gjort i program 1. Det er virkelig en sejr for mig, sagde hun tydeligt rørt.

Her ses Neel Rønholt i den slowfox, hvor hælen gled.

- Jeg har narret mig selv

Ordene kom fra en perfektionist, der altid har været bange for at lave fejl.

Og den 35-årige skuespiller ved, at perfektionismen også er en styrke. En af grundene til, at hun i mere end halvdelen af sit liv har haft en succesfuld karriere som skuespiller.

Neel Rønholt

35 år.

Skuespiller.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2011.

Debuterede i 2001 som gymnasieeleven Tanja i 'Anja og Viktor - Kærlighed ved første hik 2'. 

Har blandt andet medvirket i 'Min søsters børn', 'Råzone', 'Kollegiet', 'Mercur', 'Badehotellet' og 'Tinkas Juleeventyr', der i år følges op med 'Tinka og Kongespillet'. 

Forlovet med skuespillerkollegaen Jens Sætter-Lassen. Sammen har de døtrene Ellen og Franka på 5 og knap to år. 

Sammen med veninderne Laura Christensen og Julie R. Ølgaard har hun 'Nips-kanalen' på Youtube, hvor man kan følge med i deres hverdagsliv som skuespillere.

Men Neel Rønholts evne til at være sin egen værste kritiker er også noget, hun har kæmpet meget med. Derfor er det også en egenskab, hun aldrig håber at give videre til sine egne døtre.

For det kan være hårdt altid at ville gøre alt fejlfrit.

I skolen var hun typen, der lagde pres på sig selv, fordi en karakter under 10 nærmest ikke var god nok. Og hun har altid helst ville gøre det, hun vidste, hun var god til. Så kunne hun bevare kontrollen.

Men det har kostet.

- Jeg ved, at jeg har narret mig selv for nogle oplevelser gennem min opvækst, fordi jeg var bange for at træde forkert, siger Neel Rønholt.

Der er fem tilbageværende deltagere i sæsonens 'Vild med dans', og Neel Rønholt har gennem hele sæsonen været blandt bookmakernes favoritter til at vinde.

Turde ikke slå i rundbold

Karaktertrækket viste sig tidligt. Faktisk var det tydeligt, allerede da hun og hendes tvillingesøster skulle lære at gå.

Søsteren Iben rejste sig og faldt og rejste sig igen. Og sådan blev hun ved, indtil det lykkedes at sætte det ene ben mere og mere sikkert foran det andet.

Neel sad derimod forsigtigt og kiggede på, og der gik lang tid, før hun vovede sig op på benene.

Men da hun først forsøgte, kunne hun gå.

- Sådan har jeg også været hele min skolegang. Det der med at kaste sig ud i noget, man er dårlig til, har jeg bare ikke været god til, siger hun.

Neel Rønholt allerede gang i karrieren, da hun kom ind på Statens Teaterskole. Hun blev færdiguddannet i 2011 og er glad for, at hun valgte den vej. For i skuespillet er der ikke noget facit.

Følelsen sidder i hende som et minde om dengang, der skulle spilles rundbold.

Her sørgede Neel Rønholt hele tiden for at stå bagerst i køen, fordi hun var bange for at vise de andre, at hun ikke kunne ramme bolden.

Og måske havde det været sjovere, hvis bare hun havde stillet sig forrest.

- Så havde jeg ikke ramt den bold, men hvad så? Jeg var kommet hen til den første post alligevel, og så havde jeg været med i legen, siger hun.

Knækker gamle vaner

Det var netop også grunden til, at Neel Rønholt overhovedet sagde ja til at deltage i 'Vild med dans'. Hun ville ikke lade det, at hun var bange, styre hende.

Og hun har terpet i træningslokalet – flere gange med et manus over sine trin for at afhjælpe nervøsiteten. Og så har hun trodset frygten hver fredag, selvom den gamle lyst til at stå bagerst i køen har ramt hende.

Det sker typisk, lige inden hun skal på. Så kommer bekymringen. Hvad nu hvis det, hun har gjort sig så umage for at lære, går galt i de to minutter, hvor alle kigger på?

Men skuespilleren kan også mærke forandring. For hendes bedste oplevelser på dansegulvet har ikke hængt sammen med, hvor godt teknikken sad.

- De gange, jeg har fået flest point og har haft den fedeste oplevelse, har det handlet om, at jeg har turdet give slip, siger hun.

Efter fredagens pasodoble fik Neel Rønholt disse ord fra dommeren Jens Werner. - Jeg kan se på dig, at du er lidt urolig. For er det her godt nok? Glem det. Du er bedre, end du tror.

Og det betyder, at hun er blevet bedre til at lytte, når hendes fornuft fortæller hende, at hun bare skal slappe af.

- Det har jeg jo sagt til mig selv i mange år. Men nu har jeg helt konkret kunnet mærke på min krop, at det ikke kun er noget, jeg bilder mig ind. Jeg tror, det er de oplevelser, man har brug for som menneske for at få knækket sine vaner, siger hun.

- Helt konkrete oplevelser man kan komme i sin bagage og hive frem, når man har brug for det.

Har fundet balance i skuespillet

Det er dog kommet bag på Neel Rønholt, at hun er blevet konfronteret så meget med sin perfektionisme under 'Vild med dans', som hun er.

Hun troede, hun havde en vis ballast med fra jobbet som skuespiller. I hvert fald når det kom til at stå over for et publikum. Men hurtigt fandt hun ud af, at det er dansens mange regler, der trigger hendes frygt for at fejle.

Efter sin jive i uge tre satte Neel Rønholt for første gang ord på, hvor svært det var for hende at give slip. Det har siden resulteret i rigtig mange beskeder fra følgere på sociale medier, som har det lige sådan. Det er også grunden til, at hun synes, det er vigtigt at tale om.

På den måde er det også gået op for Neel Rønholt, at hun gennem livet har taget en række valg, der har hjulpet hende væk fra perfektionismen.

Blandt andet ved at blive skuespiller frem for eksempelvis at have gået universitetsvejen, hvor hun kunnet have sat alt ind på at få gode karakterer.

For i skuespillet er der ikke på samme måde noget, man kan gøre forkert. Og selv hvis noget glipper i et teaterstykke, ved hun, hvordan hun skal improvisere og redde sig selv.

Det har tvunget mig til at tænke på, hvad der betyder noget – og hvad der faktisk er lige meget

Neel Rønholt

Derudover er hendes kæreste, skuespilleren Jens Sætter-Lassen også meget mere spontan, end hun selv er.

- Så jeg har fået mig et liv, hvor jeg ikke kan forberede mig på alt. Og det skaber balance i mit liv og giver plads til, at jeg kan have den personlighed, jeg har, uden at det tipper over, siger hun.

Neel Rønholt og skuespillerkollegaen Jens Sætter-Lassen er forlovet og har brugt sommeren på at renovere det hus, de købte tidligere på året.

Opvasken derhjemme må sejle

Faktisk har de seneste fire uger også været sunde for Neel Rønholt. Sunde fordi, hun har lavet optagelser til en tv-serie ved siden af 'Vild med dans'-træningen og simpelthen ikke har haft tid til at være helt så perfektionistisk, som hun plejer.

En typisk dag begyndte med dans fra 8 til 11. Så filmoptagelser fra 12 til 21.30. Derefter tilbage til dansestudiet for at nå en kostumeprøve, før hun var hjemme klokken 23.

Og dagen efter startede det hele forfra.

- Det har tvunget mig til at tænke på, hvad der betyder noget – og hvad der faktisk er lige meget, siger hun.

I de uger har hun ikke set meget til sine piger på fem og knap to år. I hvert fald ikke mens de var vågne. Men når hun endelig har set dem, har det bare handlet om at være sammen.

- Så må opvasken sejle. Og så kan det godt være, at man ikke lige har fået indrettet deres værelse helt endnu, siger Neel Rønholt, som blev husejer for nogle måneder siden.

- Men hvis bare man er der, så er de jo ligeglade med, om der er ryddet op, eller om der er lyserød glasur på kagen, eller om man ikke lige nåede at købe den der lavendelpynt, der skulle på, siger hun.

For når alt kommer til alt, så er det ikke de små detaljer, man husker. Men det store billede. Og sådan har Neel Rønholt det også med 'Vild med dans'.

Om en måned når det hele er slut, er det ikke vigtigt, om hun satte den hæl rigtigt i sin slowfox.

Det vigtige er, at hun gav slip på sin egen indre kritiker, så hun kunne nyde alt det andet, hun oplevede undervejs.

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.