Den vildeste danser

'Vild med dans'-vært i spidsen for nyt tv-program

Christopher Læssø og Christiane Schaumburg-Müller er værterne på det nye underholdningsprogram 'Den vildeste danser'. Hein Photography/Henrik Ohsten/TV 2

TV 2s nye underholdningsprogram 'Den vildeste danser' får to danse-kendinge som værter.

Til foråret har TV 2 premiere på et helt nyt danseprogram.

Programmet hedder ’Den vildeste danser’, og har allerede dansestjernerne Silas Holst, Mille Gori og Sonny Fredie Pedersen på holdet.

Og nu har programmet også fundet sine to værter.

Det bliver model, danser, skuespiller og tv-vært Christiane Schaumburg-Müller og skuespiller og tv-vært Christopher Læssø, der skal guide seerne igennem, når det nye underholdningsprogram får premiere i foråret 2020.

Og ingen af de to værter er selv bange for at kridte danseskoene.

Dansevante værter

37-årige Christiane Schaumburg-Müller er tidligere professionel danser og har danset i adskillige musikvideoer for danske kunstnere.

Derudover har hun været vært på fem sæsoner af 'Vild med dans' på TV 2.

Christopher Læssø er noget mere grøn i dansens verden. Den 34-årige skuespiller deltager i 2019-sæsonen af 'Vild med dans', hvor han danner par med den professionelle danser Karina Frimodt.

Christopher Læssø har tidligere været vært på TV 2-programmet 'Danmark har talent'

Glæder sig til at "blæse taget af"

Både Christopher Læssø og Christiane Schaumburg-Müller glæder sig til at komme igang med det nye danseprogram.

At være med i ’Vild med dans’ har givet mig en helt ny interesse for og nysgerrighed omkring, hvad det vil sige at være en god danser

Christopher Læssø

Ifølge Christopher Læssø har hans deltagelse i 'Vild med dans' kun gjort ham mere tændt på at komme igang.

- Jeg har altid syntes, at dans er det fedeste. Men det at være med i ’Vild med dans’ har givet mig en helt ny interesse for og nysgerrighed omkring, hvad det vil sige at være en god danser, siger Christopher Læssø.

Det bliver den vildeste fest

Christiane Schaumburg-Müller

Christiane Schaumburg-Müller mener, at programmet kommer til at give et helt anderledes indblik i dansens verden, end hvad seerne får i 'Vild med dans'.

'Den Vildeste Danser' har nemlig, i modsætning til 'Vild med dans', ikke kun fokus på de traditionelle standard- og latindanse.

Christiane Schaumburg-Müller er tidligere danser og har været vært på 'Vild med dans' i fem sæsoner.

- Vi får lov at opleve en masse forskellige genrer, og jeg glæder mig til at opleve denne her helt rendyrkede energi og passion hos deltagerne, som virkelig dyrker det at udtrykke sig gennem dansen. Det bliver den vildeste fest, siger Christiane Schaumburg-Müller.

Hun glæder sig også til at arbejde sammen med Christopher Læssø, som hun kender fra 'Vild med dans'.

- Det bliver det bedste at få ham som makker. Vi kommer til at blow the roof off sammen, er jeg sikker på, siger Christiane Schaumburg-Müller.

En lillesøster til 'Vild med dans'

'Den Vildeste Danser' udspringer af det britiske tv-koncept 'The Greatest Dancer' fra BBC. Konceptet er udviklet af den kendte tv-producer Simon Cowell.

Både amatørdansere og professionelle kan melde sig til 'Den vildeste danser'. Programmet starter med auditions, hvor det er publikum, der har magten til at vælge hvilke dansere, de gerne vil se igen.

Sonny Fredie Pedersen, Mille Gori og Silas Holst er dansekaptajner i 'Den vildeste danser'.

Derefter er det de tre såkaldte dansekaptajner, Silas Holst, Mille Gori og Sonny Fredie Pedersen, der vælger de dansere, de vil have med til programmets liveshows.

Danserne konkurrerer om 100.000 kroner og en gæsteoptræden i 'Vild med dans'. Både solodansere, par og grupper kan stille op.

'Den vildeste danser' lander på TV 2 i foråret 2020.