Vild med dans

De kalder ham 'knogleløs elastikmand' - se mesteren, der får de professionelle dansere til at måbe

Fredag skal der danses The Carolina Shag til maratondans i 'Vild med dans'.

På fredag skal de fem par i 'Vild med dans' alle sammen shagge igennem på gulvet.

Parrene bliver nemlig alle kastet ud i den amerikanske stilart The Carolina Shag. En dans, hvor benene og fødderne bevæger sig blødt og gummiagtigt, mens overkroppen holdes i ro.

Deltagerne skal danse deres Carolina Shag som del af en såkaldt maratondans, hvor deltagerne danser sammen på gulvet og bliver prikket ud af dommerne én efter én.

Fordi The Carolina Shag er nærmest ukendt i Danmark, er der hentet en helt særlig kapacitet hjem fra North Carolina i aftenens anledning.

Nemlig den 15-dobbelte amerikanske mester i The Carolina Shag, Sam West.

The Carolina Shag

Dansen The Carolina Shag stammer fra delstaten North Carolina i USA. 

Dansen er en swingdans. Man mener, at The Carolina Shag er en afart af den amerikanske dans jitterbug.

Dansen danses typisk til rhythm and blues-musik eller den særlige regionale musikgenre, kaldet beach-musik. 

Dansen skal være "blød"

Den 47-årige instruktør og danser har danset The Carolina Shag, fra han var ni år gammel.

Ud over sine 15 titler som national mester, har han også vundet et hav af andre mesterskaber.

Han er vant til, at folk spærrer øjnene op, når han begynder at shagge.

Den 47-årige danser Sam West er rejst fra North Carolina, USA, til Danmark for at oplære 'Vild med dans'-parrene i The Carolina Shag.

- Folk kalder mig "elastikmand" og "knogleløs", griner Sam West.

I denne uge har Sam West oplært de fem 'Vild med dans'-par i The Carolina Shag. Fredag skal han også hjælpe dommerne med at bedømme dansen.

Ifølge Sam West skal en Carolina Shag først og fremmest være smooth, altså blød.

- Benene skal bevæge sig meget, og overkroppen må ikke distrahere fra, hvad underkroppen laver, forklarer Sam West.

Jeg kunne slet ikke tyde hans trin

Michael Olesen

En udfordring til de professionelle

Ifølge Sam West er dansen Carolina Shag nærmest ukendt udenfor Nordamerika. Ikke engang de professionelle dansere i 'Vild med dans' kendte til stilarten.

Michael Olesen og hans partner, skuespiller Neel Rønholt.

Derfor er de også på udebane, når det kommer til den bløde swingdans.

- Første gang jeg så det, sad jeg måbende, siger den professionelle danser Michael Olesen, der danner par med skuespiller Neel Rønholt.

- Sams fødder var som gummi, og jeg kunne slet ikke tyde hans trin. Det var utroligt, som han bevægede sig, siger Michael Olesen.

Den ligger meget langt fra det, vi plejer at begå os i

Karina Frimodt

Danseren Karina Frimodt, der danner par med skuespiller Christopher Læssø, var også forundret, da hun først stiftede bekendtskab med The Carolina Shag.

- Jeg synes faktisk, det er en rigtig fed dans. Den er bare sindssygt svær, siger Karina Frimodt.

Karina Frimodt og hendes partner, skuespiller Christopher Læssø

- Den ligger meget langt fra det, vi plejer at begå os i, og den er heller ikke helt ligeså stringent. Derfor har den været svær at knække, forklarer hun.

Dog mener Karina Frimodt kun, det er godt, at hun og de andre professionelle dansere er på udebane – for en gangs skyld.

- Så finder vi virkelig ud af, hvordan nydanserne har det hver eneste uge, siger hun.

Se 'Vild med dans' fredag kl. 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.