Jul

Her er årets tv-julekalendere 2019

'Tinka og Kongespillet' er årets julekalender på TV 2.

Tinka vender tilbage, der er gensyn med Pyrus, og 'Natholdet' drikker igen øl i årets sendeflade. Se tidslinjen over TV 2s julekalendere i bunden.

Den søde juletid nærmer sig med hastige skridt og bjældeklang i det fjerne. Udover hygge og mad i lange baner betyder de kolde måneder for mange danskere også julekalender.

Både børn og voksne kan se frem til at sætte sig til rette foran fjernsynet i kalenderlysets skær. Årets kalendere kommer nemlig i mange afskygninger.

Herunder kan du se en oversigt over syv julekalendere, der løber over skærmen på DR og TV 2.

'Tinka og Kongespillet' på TV 2

Den nye julekalender har premiere den 1. december. Video: Rikke Museth Janniche

Årets TV 2-julekalender for hele familien byder på et gensyn med Tinka og de andre fra 2017-julekalenderen 'Tinkas juleeventyr'.

I den nye sæson stiller Tinka op i kongespillet, som er en konkurrence mellem nisserigets fire regioner, hvor vinderen bliver nissernes konge. Men stærke kræfter forsøger at stoppe hende.

Sendes som julekalender på TV 2 og TV 2 Play fra 1. december.

'The Julekalender' på TV 2 CHARLIE

The Julekalender er efterhånden blevet en juleklassiker.

Efter aftenens familiejulekalender på TV 2 inviterer TV 2 CHARLIE indenfor i stuen hos Oluf og Gertrud Sand, der sammen med nåsåeren Benny og nisserne Gynter, Hansi og Fritz udgør juleklassikeren 'The Julekalender'.

Den populære 'The Julekalender' med De Nattergale blev første gang sendt i 1991 og skal igen i år underholde med et miks af engelsk-, tysk- og jysklydende sproglige konstruktioner.

Sendes som voksenjulekalender på TV 2 CHARLIE og TV 2 Play fra 1. december.

'Pyrus i Alletiders eventyr' på TV 2

Kandis, Gyldengrød og Pyrus er endnu en gang klar til at underholde i julemånederne.

Det bliver også muligt at hygge sig med Pyrus, Bertram, Kandis og alle de andre i det gamle rigsarkiv.

I år viser TV 2 nemlig genudsendelsen af 'Pyrus i alletiders eventyr', som første gang rullede over skærmene i 2000.

I kalenderen laver Pyrus som sædvanligt rav i den, da han kommer til at blande alle eventyrene sammen. Samtidig skal han sammen med nissepigen Kandis passe de to tvillinger Mille og Molly.

Sendes som julekalender på TV 2 og TV 2 Play fra 1. december.

'Natholdets Julekalender 2' på TV 2 ZULU

Se hvor fulde Søren Rasted og Anders Breinholt bliver i 'Natholdets julekalender'

Det er to år siden, at 'Natholdet's vært, Anders Breinholt, og musiker Søren Rasted drak sig berusede i den alternative voksenjulekalender 'Natholdets Julekalender'.

Sammen med ølekspert Carsten Berthelsen skulle de drikke sig gennem 24 forskellige øl, mens Berthelsen udfoldede sin viden om de våde varer.

I år er de tilbage med endnu en omgang berusende decemberunderholdning.

Sendes fra 1. december på TV 2 ZULU, mens sæson 1 kan genses fra 23. december på TV 2 Play.

'Julestjerner' på DR 1

'Julestjerner' blev også sendt på DR i 2012.

På DR byder de julen velkommen med en genudsendelse af den 25 afsnit lange kalender 'Julestjerner', der første gang blev vist i 2012.

I julekalenderen følger man 13-årige Sus, der stik mod sin vilje må vinke farvel til storbyen, fordi hendes forældre arver et gammelt julestjernegartneri i den lille by Brorfelde i Nordvestsjælland.

Men spændingen stiger, da der begynder at ske mystiske ting i byen, efter at en ny kæmpestjerne pludselig viser sig på himlen.

'Storm på Stillevænget' på DR Ramasjang

'Storm på Stillevænget' er en svensk julekalender fra 2018.

Børn og barnlige sjæle kan hygge sig med den svenske julekalender 'Storm på Stillevænget' på DR's Ramasjang-kanal.

Julekalenderen handler om familien Storm, der er flyttet i hus på Stillevænget i den lille svenske by Järnkroken for at komme væk fra livet i storbyen.

Familien sætter sig for at vinde den årlige julekonkurrence i byen, men det er lettere sagt end gjort og kræver, at de kan få alle deres naboer til at samarbejde.

'Jagten på tidskrystallen' på DR Ultra

'Jagten på Tidskrystallen' er en svensk julekalender fra 2017.

På DR Ultra viser de også en julekalender fra vores svenske naboland.

I 'Jagten på tidskrystallen' må tre børn rejse til universets centrum for at forhindre, at onde kræfter stopper tiden og derved medfører, at det aldrig bliver jul.

Julekalenderen er et science fiction-eventyr med afsæt i bogtrilogien ’Spejlenes hemmelighed’ af Erika Wallin.

TV 2s julekalendere gennem tiden

Således programmet for årets julekalendere, som byder på både genudsendelser og nye produktioner.

Sådan har det også set ud gennem de mange år, hvor TV 2 har sendt decemberhygge ud til fjernsyn i de danske stuer.

Herunder kan du se, hvad der er blevet sendt på kanalen gennem tiden.

TV 2s julekalendere gennem tiden

  1. 1990

    1. De første julekalendere

      I 1990 sendte TV 2 deres første julekalender for både børn og voksne. Årets børnejulekalender var 'Trolderik og Nisserne'. 'Trolderik' var en figur på TV 2 på linje med Bamse fra 'Bamse og Kylling'.

      Hver dag sang Trolderik 'Kalendersangen,' hvor han tæller dagene til juleaften. 

       

      Som voksenjulekalender sendte TV 2 'Jul i den gamle trædemølle' med Søs Egelind og Peter Schrøder. Kalenderen handler om Flemming og Berit og deres forgæves forsøg på at få det hele til at hænge sammen.

  2. 1991

    1. Første år for 'The Julekalender'

      Året, hvor den ikoniske julekalender 'The Julekalender' blev sendt for første gang.

       

      Det er bandet og komikertrioen De Nattergale, der står bag de tre nisser Hansi, Günther og Fritz samt Oluf og Gertrud Sand og ikke mindst nårsåren Benny. 

       

      Som børnejulekalender blev der sendt 'Trolderiks Julekalender'.

  3. 1992

    1. To julekalendere til børnene

      Hele to børnejulekalendere blev der sendt dette år. Det var både 'Skibet i Skilteskoven' med Otto Brandenburg og 'Trolderiks posthule'. 

  4. 1993

    1. 'Andersens julehemmelighed' og en opfølger til børnene

      Børnejulekalenderen 'Jul i Juleland' var en opfølger på 'Skibet i Skilteskoven', mens der som voksenjulekalender blev sendt 'Andersens julehemmelighed'. 

       

      Kalenderen handler om julemand nr. 39, der ikke har gjort sit job godt nok. For ikke at blive degraderet til nisse skal han få en 'julefjendsk' familie til at holde jul igen. Og det bliver så familien Andersen.

       

      'Andersens julehemmelighed' var den mest sete i perioden 1992-2010 og blev genudsendt i 1998. 

  5. 1994

    1. Første år med den frække Pyrus

      Året, hvor vi første gang stifter bekendtskab med den frække nisse Pyrus i 'Alletiders Jul'. Han kommer til at slette hele julens historie og skal derfor ud at finde den igen.

       

      'The Julekalender' har i 1994 sit første år som genudsendelse.

  6. 1995

    1. Pyrus får selskab af Kandis

      I opfølgeren til 'Alletiders Jul' - 'Alletiders Nisse' - får Pyrus besøg at den kloge Kandis.

       

      Voksenjulekalenderen bød på 'Juletestamentet', der handler om de tre brødre Martin, Hubert og Svend, der har mistet deres far. De mødes 1. december i en hytte, der ligger langt fra lands lov og ret, for at høre deres fars testamente. Og da arven kun vil blive udbetalt, hvis de tilbringer de 24 dage op til jul sammen, bliver det en udfordring for de tre brødre, der slet ikke bryder sig om hinanden. 

  7. 1996

    1. Ung Sofie Lassen-Kahlke i 'Krummernes jul'

      Det var en meget ung Sofie Lassen-Kahlke, der i 1996 spillede nissepige i 'Krummernes jul'. En julekalender, hvor Krumme vil bevise, at julemanden findes, og Lukas Graham som lillebror Grunk sender breve til julemanden ud af tagvinduet.

       

      Voksenjulekalenderen 'Jul i den gamle trædemølle' bliver genudsendt.

  8. 1997

    1. En tur gennem julemandens historie

      Der er gensyn med Pyrus i 'Alletiders Julemand'. Her kommer Pyrus til at slette julemandens hukommelse og er derfor nødt til at rejse tilbage i tiden for at genfinde den.

       

      Voksenjulekalenderen 'Gufol mysteriet' bliver sendt på TV 2 og handler om en politistation, der kæmper for overlevelse og derfor forsøger at opklare et mysterie. 

  9. 1998

    1. Året med flødebolleræs

      Hvem husker ikke sangen 'Flødebolleræs', hvor det gælder om at spise så mange flødeboller som muligt? Den blev kendt efter årets julekalender 'Brødrene Mortensens jul', hvor Sofie Lassen-Kahlke også spillede med. Kalenderen er lavet på baggrund af Bjarne Reuters bog 'Børnenes julekalender'.

      Bamse var ligeledes med i kalenderen og stod som gårdsanger. 

       

      'Andersens julehemmelighed' blev genudsendt som voksenjulekalender.

  10. 1999

    1. Ung Olsen-bande

      Dette år kom der en børneudgave af Olsen-banden i form af julekalenderen 'Olsen-bandens første kup'. Her starter den nye dreng Egon i Benny og Kjelds klasse. Og de tre bliver lynhurtigt venner. Venner, der har en plan.

       

      'Juletestamentet' blev genudsendt som voksenjulekalender.

  11. 2000

    1. Pyrus laver rav i den - igen

      I 'Alletiders Eventyr' laver Pyrus endnu engang rav i den, da han kommer til at blande alle eventyrene sammen. Dele af julekalenderen blev optaget med en speciel 3D-teknik, og seerne kunne derfor bruge de 3D-briller, de fik sammen med papkalenderen, til at få en anden oplevelse af kalenderen.

      I julekalenderen skal Kandis og Pyrus passe de to tvillinger Mille og Molly.

  12. 2001

    1. De Nattergale er tilbage

      Både børne- og voksenjulekalenderen blev dette år genudsendt. Det var 'Krummernes jul' og 'The Julekalender'.

       

      År 2001 bød også på et gensyn med De Nattergale, der lavede voksenjulekalenderen 'Canal Wild Card' ('CWC'). Kalenderen var en parodi på en kikset lokal tv-station. Blandt andet byder kalenderen på figurer som Finn Nissen, der er stationsleder på 'CWC'.

  13. 2002

    1. Endnu en omgang flødebolleræs

      TV2s julekalender Brødrene Mortensens Jul.

      Til børn og barnlige sjæle var der en genudsendelse af 'Brødrene Mortensens Jul'.

  14. 2003

    1. Nyt til både børn og voksne

      I 2003 var der både en ny børne- og voksenjulekalender. Til børnene var der 'Jesus og Josefine', som handlede om det, som vi egentlig fejrer i julen, nemlig Jesu fødsel. Her møder vi pigen Josefine, som ikke kan lide jul, men en tur tilbage i tiden til omkring år 0 får hende til at skifte mening.

       

      Til de voksne er der en efterfølger til 'CWC' - nemlig 'CWC World'. Stationslederen Finn Nissen har nemlig besluttet sig for, at kanalen skal nå ud til hele verden.

  15. 2004

    1. Navneskift

      Pyrus

      Børnene får et gensyn med Pyrus i 'Alletiders Jul'. 

       

      De voksne får også et gensyn med 'Gyfol mysteriet', der dog har ændret navn til 'Station 7-9-13'.

  16. 2005

    1. Nordisk mytologi i julen

      Dette års børnejulekalender 'Jul i Valhal' handler slet ikke om kristendommen, som julen egentlig udspringer fra. I stedet handler den om den nordiske mytologis vikinger. Her møder vi Sofie, der skal flytte til Singapore med sin mor. Men inden de rejser, støder hun på en vej til de gamle guders verden.

       

      De voksne fik et gensyn med 'CWC World'.

  17. 2006

    1. Pyrus-gensyn

      Scanpix

      Nissen Pyrus springer igen frem på seernes skærme i 'Alletiders Nisse'. 

  18. 2007

    1. Gensynet fortsætter

      Scanpix

      Gensynet med Pyrus fortsætter dette år, hvor TV 2 sender 'Alletiders julemand'.

  19. 2008

    1. Guld og gensyn

      Børnene får den nye julekalender 'Mikkel og Guldkortet', der handler om drengen Mikkel, som ønsker sig en masse julegaver, men familien skal spare. Da Mikkel redder en nisse, som efterfølgende skal opfylde et ønske, ændrer det sig dog alt sammen.

       

      De voksne får et gensyn med Hansi, Günther og Fritz i 'The Julekalender'.

  20. 2009

    1. Jesus og jul

      Optagelser til TV2 julekalender 'Jesus og Josefine'. Her er Pernille Kaae Høier og Sebastian Aagaard-Williams i kulisserne, der forestiller Nazareth i år 12.

      Både voksne og børn ser genudsendelser med 'Jesus og Josefine' og 'Jul i den gamle trædemølle'.

  21. 2010

    1. Pyrus og ikoniske nisser

      Pyrus er tilbage på skærmen sammen med Mille, Molly, Kandis og Gyldengrød i 'Pyrus i Alletiders Eventyr'.

       

      Det samme gælder for Hansi, Günther og Fritz i 'The Julekalender'.

  22. 2011

    1. Lars Hjortshøj som julemand

      Skuespilleren og komikeren Lars Hjortshøj spiller julemand i dette års julekalender 'Ludvig og Julemanden'. Julekalenderen handler om Ludvig og hans familie, der arver et gammelt kloster. Og så er julemanden sur, fordi han ikke kan få lov til at fejre sit 500-årsjubilæum.

  23. 2012

    1. Jul i Valhal

      Den nordiske mytologi fylder endnu engang i julen, da TV 2 genudsender 'Jul i Valhal'.

       

      Ligeledes giver nummeret 'Støvledans' fra 'The Julekalender' igen anledning til en svingom hjemme i de danske stuer.

  24. 2013

    1. Hjortshøj som julemand kommer i problemer

      Lars Hjortshøj spiller endnu engang julemand, da han i 'Tvillingerne og julemanden' får brug for hjælp. Han har nemlig skrevet under på en kontrakt med spøgelset Dr. Schwartz uden at læse, hvad der stod i kontrakten først. Derfor bliver hans kone tryllet om til en gås, og han har nu brug for tvillingernes hjælp for at få hende tilbage i den rigtige form.

       

      2013 kunne de voksne igen se 'The Julekalender'.

  25. 2014

    1. Seneste gensyn med Pyrus

      2014 er året, der indtil videre er seernes seneste gensyn med drillenissen Pyrus i 'Alletiders Julemand'.

  26. 2015

    1. Rasmus Seebach står for musikken

      Julekalenderen i 2015 var 'Juleønsket', der handler om Julie, der gerne vil holde jul med hele sin familie.

      Titelsangen er lavet af Rasmus Seebach.

  27. 2016

    1. 'Ludvig og julemanden'

      TV 2

      2016 bød for børnenes vedkommende på et gensyn med Lars Hjorthøj som julemand i 'Ludvig og julemanden'. Første gang kalenderen blev vist på tv var i 2011.

       

      De voksne kunne hygge sig med genudsendelsen af 'Andersens Julehemmelighed' fra 1993.

  28. 2017

    1. 'Tinkas Juleeventyr'

      Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) og Lasse (Albert Rosin Harson) i 'Tinkas juleeventyr'.

      I 2017 stiftede Danmarks børn første gang bekendtskab med nissepigen Tinka i julekalenderen 'Tinkas Juleeventyr'. Sammen med Lasse fra menneskeverdenen forsøger Tinka blandt andet at løse gåden om nissernes tabte magi.

       

      For de voksne var det i 2017 tid til et gensyn med nisserne Fritz, Hansi og Günther og ægteparret Oluf og Gertrud Sand i De Nattergales 'The Julekalender'.

  29. 2018

    1. I ’Tvillingerne og Julemanden’ er julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans kone Julie (Camilla Bendix) landet i Aalborg for at gøre de sidste indkøb inden julen.

      I 2018 stod den for børnenes vedkommende på et gensyn med både ‘Tvillingerne og julemanden’, 'Ludvig og julemanden' og den gode, gamle klassiker Pyrus i 'Alletiders Julemand'.

       

      De voksne kunne endnu en gang hygge sig foran skærmene med 'The Julekalender'.