Vild med dans

Umuts internetmobbere fik opsang fra værter - her forklarer de, hvorfor det var vigtigt for dem

De to værter ville helst være fri for at påtale årsagen til Umut Sakaryas exit, men de håber at inspirere til en diskussion hos danskerne.

En nedsættende ytring på de sociale medier kan måske virke harmløs, når der trykkes 'send'. Men den, kommentaren er rettet mod, bliver ramt hårdt.

Vi skal være gode til at sige, at det ikke er noget, vi vil finde os i

Sarah Grünewald, vært i 'Vild med dans'

Med det budskab åbnede værterne Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald fredagens 'Vild med dans'.

Der burde nemlig stå syv par klar på gulvet, men kun seks havde snøret danseskoene, efter at kokken Umut Sakarya valgte at forlade programmet torsdag. De negative kommentarer på nettet var blevet for meget for ham.

- Vi håber virkelig, at hans valg vil stå som en påmindelse til alle, der taler grimt om andre på nettet, sagde Christiane Schaumburg-Müller i programmets første minut.

- Vi lærer vores børn at tale ordentligt, så det burde vi også som voksne mennesker. I den anden ende sidder altid en person med rigtige følelser og læser med, sagde Sarah Grünewald med et stort bifald som resultat.

Umut Sakarya og Jenna Bagges pasodoble i 'Vild med dans knækker cancer' den 25. oktober blev deres sidste dans.

Begge værterne syntes, at det var nødvendigt direkte at adressere de mennesker, som har været skyld i nydanserens exit - det på trods af at de allerhelst havde været fri for at nævne det.

Fortjener ikke opmærksomhed

Ordene fra de to værter gav showet en mere alvorlig tone, end der sædvanligvis lægges for dagen i underholdningsprogrammet.

Og netop derfor får internetmobberne en opmærksomhed, som de ikke fortjener, lyder det fra Sarah Grünewald.

- Det irriterer mig, at de får den opmærksomhed. Det irriterer mig, at det er nået så vidt, at det er nået så langt, siger hun til TV 2 om de mange ubehagelige kommentarer, som har været rettet mod Umut Sakaryas person og restaurant de seneste syv uger.

Derfor var det vigtigt for hende, at det netop stod frem i showet, at værterne tog stærkt afstand fra beskederne - og fra det at chikanere online generelt.

- Vi skal være gode til at sige, at det er noget, vi ikke vil finde os i, siger hun.

De to værter kender begge til, at folk har en holdning til én, når man optræder på skærmen. Men det er ikke ensbetydende med, at folk kan skrive hvad som helst, lyder det.

Vender selv det døve øre til

Både Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller har i deres eget liv valgt en strategi, hvor de prøver ikke at lade sig påvirke af kommentarer om deres person.

- Jeg kan leve lidt med skyklapper på. Jeg læser det ikke, siger Christiane Schaumburg-Müller, som kalder det "uopdragent".

Det, at der bliver talt om det her hjemme i stuerne mellem familierne, er måske også rigtig sundt

Christiane Schaumburg-Müller, vært i 'Vild med dans'

Da Sarah Grünewald startede som vært, oplevede hun også at få kommentarer - især om sit sprog, som hun beskriver som 'gadedrengssnak'. Det blev også for meget for hende i længden.

- Enten kunne jeg køre mig selv ned hele weekenden med folks dårlige kommentarer. Ellers kunne jeg lytte til min familie og mine venner, min chef og mine kollegaer, der sagde, at jeg var god til mit arbejde. Og så kunne jeg rejse mig på det. Jeg kunne også sagtens vælge at lægge mig ned, og det gjorde jeg også i starten som vært, siger hun.

'Vild med dans'-værtinderne Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald under 'Vild med dans knækker cancer'.

Hun er ærgerlig over, at de grimme kommentarer har fået konsekvenser i 'Vild med dans'.

- Jeg er jo rigtig ked af Umuts beslutning, fordi jeg synes, der er nogen, der vinder den her kamp, som ikke har fortjent det, siger hun.

The show must go on

Umut Sakaryas exit betyder, at ingen af nydanserne forlader 'Vild med dans' fredag aften.

I stedet vil deres point fra dommerne og sms-stemmerne fra seerne i denne uge gå videre til næste fredag.

De to værter ønsker ikke, at hele showet skal være påvirket af tristhed, så de håber at samtalen om tonen på nettet bliver taget op i de danske hjem.

- Vi er et af Danmarks største programmer, så det, at der bliver talt om det her hjemme i stuerne mellem familierne, er måske også rigtig sundt, siger Christiane Schaumburg-Müller.

Umut Sakarya og Jenna Bagge lå nederst i feltet de fleste uger i 'Vild med dans', men dommerne roste ham for at bidrage med positiv stemning til showet..

Den samme mener programredaktør Thomas Richardt Strøbech:

- I selve showet når vi jo ud til alle seere på en gang, og det er derfor et godt sted at tale om ugens begivenheder. Og samtidig understrege, at det faktisk har konsekvenser, når vi taler grimt til hinanden - også på de sociale medier, siger han.

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.