Skuespiller faldt om af begejstring efter årets første toppoint: - Det er ret vildt
Christopher Læssø og Karina Frimodt fik fire ti-taller som det første par i denne sæson af 'Vild med dans'.
Fredag fejrede 'Vild med dans' den mexicanske højtid Día de Muertos, de dødes dag.
Og derfor var det måske også en passende reaktion, skuespilleren Christopher Læssø kom med, da han modtog dommernes point for sin pasodoble.
Christopher Læssø faldt nemlig om og spillede død på gulvet i green room, da han og Karina Frimodt blev belønnet med fire ti-taller af dommerne.
Det er første gang denne sæson, at et par får 40 point – det maksimale, man kan få.
- I ejer hele salen. Fra det øjeblik du kom ind, ejede du hele salen, lød kommentaren fra dommer Anne Laxholm.
- Det er ret vildt, lød det fra en perpleks Christopher Læssø efter aftenens show.
Efter showet forklarede Dommer Nikolaj Hübbe, at han ikke havde regnet med, at nogen skulle have 40 point så tidligt i showet.
- Men det var så velfortjent, sagde Nikolaj Hübbe.
Dommeren mener, at flere nydansere måske dansede lidt mere "frit fra leveren" i aften, fordi ingen skulle ud, og at det måske var derfor, at både Christopher Læssø og modellen Oscar Bjerrehuus høstede deres allerførste ti-taller i aften.
Hård uge efter Det Kongelige
Christopher Læssø og Karina Frimodt havde været igennem en hård uge op til aftenens show.
Sidste fredag fik parret nemlig en fjerdeplads til 'Vild med dans - Knæk Cancer', og det fik Christopher Læssø til at tvivle på sine evner.
- Jeg ramte et punkt, hvor jeg tænkte: "Jeg vil bare blive ved med at udvikle mig". Og du har bare samlet mig så meget op, sagde Christopher Læssø til sin partner, Karina Frimodt.
- Det har været en helt vanvittig uge, tilføjede han.
Anderledes sangvalg
Christopher Læssø og Karina Frimodt valgte at danse tyrefægterdansen pasodoble til en noget anderledes sang.
Christopher Læssø havde nemlig valgt, at parret skulle danse til nummeret 'Killing in the name' af rap-metal bandet Rage Against The Machine.
Ifølge Christopher Læssø passede den vrede sang og koreografi godt til ham:
- Jeg er jo normalt en glad og smilende mand, men jeg har en ligeså stor pallette som alle andre mennesker. Så jeg kan også godt blive skidesur, sagde skuespilleren.
- Christopher har en skarphed og noget power, som ikke kommer til udtryk i en vals for eksempel. Men det gør det i en paso, sagde Karina Frimodt.
Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.