Vild med dans

Se alle højdepunkterne fra fredagens ’Vild med dans’

Oscar Bjerrehuus og dansepartneren Asta Björk. De fik 21 point af dommerne.

Hvad skete der?

De otte tilbageværende par skulle på gulvet for sjette gang i 'Vild med dans'. 

Aftenen bød på jive, cha-cha-cha, quickstep og sæsonens første slowfox. 

Hvorfor var det vigtigt? 

Bordtennisspilleren Michael Maze og Mie Martha Moltke måtte forlade 'Vild med dans' fredag aften. En aften, hvor der var ekstra meget på spil. 

De par, der nu er gået videre, kan nemlig alle se frem til yderligere to fredage i 'Vild med dans'.

Næste uge skal der danses på Det Kongelige Teater i anledningen af Knæk Cancer-ugen. Her er der ingen, der forlader konkurrencen.

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.

Tak for i aften

Tak, fordi du fulgte med i livebloggen. 

Du kan gense alle dansene, dommerkommentarerne og højdepunkterne i livebloggen her. 

Vi ses igen næste fredag, når femte omgang af ‘Vild med dans’ ruller over skærmen.

 

Michael Maze: - Jeg er bare glad for, at jeg nåede så langt

Der var ingen sure miner fra bordtennisspilleren Michael Maze, da han måtte gå af dansegulvet.

- Jeg er bare glad for, at jeg nåede så langt og fik flere danse med. Det har været en kæmpe oplevelse, siger han.

Det gjorde heller ikke noget, at det var vennen Mikkel Kessler, der gik videre i stedet for ham.

- Vi har fulgt hinanden, og han har udviklet sig. Vi har snakket lidt om, at det kunne være, vi kom i omdans sammen. Det var en oplevelse, og vi kunne ikke have gjort det bedre, lød det fra bordtennisspilleren.

Dette par er ude af 'Vild med dans'

Michael Maze og Mie Martha Moltke er ude af 'Vild med dans'. 

Det betyder, at Mikkel Kessler og Mille Funk er videre til næste fredag. 

Begge par har været på gulvet

Nu skal det afgøres, hvem der er videre til næste fredag. 

Andet par i omdans

Så er turen kommet til Michael Maze og Mie Martha Moltke. De danser nu deres cha-cha-cha igen. 

Første par i omdans

Nu danser Mikkel Kessler og Mille Funk deres jive endnu en gang. 

Venner i omdans

Aftenens omdans står mellem vennerne Mikkel Kessler og Michael Maze. 

- Det er spændende. Vi har snakket om, at det kunne ske. Og det er jo meget sjovt, lyder det fra Michael Maze forud for omdansen, inden Mikkel Kessler grinende afbryder. 

- Nu skal han have tæv.

Videre er Oscar og Asta

Videre er Coco og Morten

Videre er Neel og Michael

Videre er Umut og Jenna

Videre er Jakob og Silas

Videre er Christopher og Karina

Sms-afstemningen er slut

Nu skal det afgøres, hvem der skal videre til næste uge og hvem, der skal forlade konkurrencen.

Velkommen tilbage

Stine Bramsen og Anders Stig Gehrt-Bendixen fra Alphabeat byder velkommen tilbage til 'Vild med dans' med nummeret 'I Don't Know What's Cool Anymore'.

Nu er der pause

Efter pausen gæster Stine Bramsen og Anders Stig Gehrt-Bendixen fra Alphabeat 'Vild med dans'. De skal optræde med nummeret 'I Don't Know What's Cool Anymore', inden det bliver afgjort hvem, der er videre, og hvem, der skal i omdans. 

Sådan fordeler pointene sig

Alle par har nu været på gulvet, og her er dommernes point: 

Coco O. og Morten: 29

Christopher og Karina: 28

Jakob og Silas: 28

Neel og Michael: 26

Mikkel og Mille: 24

Michael og Mie: 22

Oscar og Asta: 21

Umut og Jenna: 16

22 point til Michael Maze

Dommernes point:

Nikolaj Hübbe: 6

Anne Laxholm: 6

Marianne Eihilt: 5

Jens Werner: 5

I alt: 22

Ros til bordtennisspiller

Jens Werner synes, at Michael Maze har meget kørende for sig.

- Du har gode rytmiske fødder, god koreografi, og du har mere punch i din krop, end du har haft tidligere.

Jens Werner opfordrer dog bordstennisspilleren til at slippe tøjlerne helt i fremtiden. 

Marianne Eihilt synes, Michael Maze var charmerende på dansegulvet. Hun savnede dog lidt mere teknik: 

- Jeg kunne godt tænke mig, at dine skuldre er i ro og at dine hofter roterer lidt hurtigere. 

Bordtennisspiller runder af med cha-cha-cha

Michael og Mie på gulvet.

Sidste par på gulvet er bordtennisspiller Michael Maze og partner Mie Martha Moltke. De danser cha-cha-cha til ‘If I can’t have you’ af Shawn Mendes. Han i rullekrave og blazer, hun i lilla kjole med rhinsten.