Lis Sørensen vandt æresprisen til DMA: - Det er kraftedeme på tide
Sangerinden Lis Sørensen blev hyldet foran toppen af den danske musikbranche, da hun fik uddelt Danish Music Awards ærespris.
- Det er kraftedeme på tide. Jeg har været i gang siden 1974, sagde Lis Sørensen, da hun modtog prisen af sine kolleger gennem mange år, Anne Linnet og Sanne Salomonsen.
Lis Sørensen grinende højlydt på scenen i K.B. Hallen, hvor hun blev mødt af flere minutters stående klapsalver fra publikum og musikerne i salen. Efter showet fortalte den tidligere forsanger i bandet Shit & Chanel, at hun havde opgivet at få prisen.
- I løbet af mine fyrrere tænkte jeg et par gange, hvor bliver den af. Men det er da dejligt at få den nu, selvom jeg egentlig havde opgivet at få den, forklarede 64-årige Lis Sørensen og fortsatte:
- Det er selvfølgelig rart at få ros og anerkendelse, men det er ikke noget, jeg har manglet. Jeg har nemlig altid følt, at jeg har fået masser af anerkendelse af mit publikum.
Fokus på det danske sprog
Vinderen af æresprisen er udpeget af musikkens brancheorganisation Ifpi. De lagde blandt andet vægt på, at det var imponerende, at Lis Sørensen har haft en markant rolle i dansk musik gennem fem årtier.
- Du har på den fornemmeste måde vist, hvordan vedkommende musik kan binde os andre sammen i et varmt fællesskab. Ingen kan gøre det danske sprog så nærværende som dig, lød det i Ifpi's begrundelse.
Det er også gennem det danske sprog, at Lis Sørensen føler, at hun bedst kan nå ud til sit publikum.
- Jeg har altid insisteret på at synge på dansk. Det er der, jeg kan nå publikum. Det vil jeg ikke kunne på engelsk. Det har jeg altid vidst. Det er ikke der, min force ligger, sagde Lis Sørensen og uddybede:
- Det udspringer af mit samarbejde med Sebastian, hvor jeg fik de her tekster, jeg skulle leve mig ind i, som var så gennemarbejdede som små romaner i en sang. Det er der, jeg får oplevelsen af at være en del af den fortælling med publikum. Derfor insisterer jeg på at synge på dansk.
Karrieren startede i Tears
Sangeren og sangskriver har været aktiv i dansk musik i snart 50 år. Hun startede sin karriere i 1970, hvor hun sang på flere numre med bandet Tears.
Det store gennembrud kom dog først i 1974, hvor hun sammen med Anne Linnet blev forsanger i bandet Shit & Chanel, som udgav fire albums frem mod 1979.
Senere gik Lis Sørensen videre til at spille og skrive sange med komponisten Sebastian, inden hun igen gik sammen med Anne Linnet, denne gang i Anne Linnet Band. Derudover har hun udgivet 12 albummer som soloartist.
Den 64-årige sanger er måske mest kendt for sangene ’Verden er i farver’, ’Tæt På Ækvator’ og ’Mine Øjne De Skal Se’. Lis Sørensen var også den første til at indspille sangen ’Brændt’, en oversættelse af en amerikansk sang, der senere blev et internationalt megahit, da den blev genindspillet af den australske sanger Natalie Imbruglia.
Du kan se Danish Music Awards søndag aften klokken 21.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.