Rapper løber med prisen for årets solist ved 'Danish Music Awards'
Den 27-årige rapper vandt prisen som 'Årets danske solist' ved 'Danish Music Awards 2019'.
Rapperen Kesi har vundet prisen som 'Årets danske solist' til 'Danish Music Awards 2019'.
De øvrige nominerede solister var rapperen Gilli og sangerne Mø, Tina Dickow og Peter Sommer. Men det blev altså Kesi, hvis fulde navn er Oliver Kesi Chambuso, der løb med bronzestatuetten.
- Lad være med at gøre jeres liv op i priser, lød det fra Kesi fra podiet, da han blev overrakt prisen af sangeren Christopher.
Hitmager fra Nørrebro
Siden 2011 har den 27-årige rapper fra Nørrebro lavet musik. Det store nationale gennembrud kom for alvor i 2014, da hittet 'Søvnløs' blev sendt på gaden.
Sangen blev lidt af en landeplage, der også modtog certificeringen dobbelt platin. Den københavnske hiphopper har fulgt op med hits som 'Mamacita', 'Følelsen' og 'Rica'.
I foråret 2018 turnerede Kesi landet rundt på en udsolgt turné. Den efterhånden etablerede hitmager begyndte 2019 med at udgive singlen 'X' og afslutter året med en ny turné, som bringer ham rundt til de største danske byer.
Sidst der blev afholdt Danish Music Awards i 2017, løb Kesi med prisen for 'Årets danske udgivelse' for nummeret 'Rica', som er lavet i samarbejde i med Sivas og Gilli. Sidstnævnte var nomineret i urban-kategorien ved dette års DMA.
Du kan se Danish Music Awards 2019 på TV 2 søndag klokken 21.00 eller i fuld længde på TV 2 PLAY.