Landmand søger kærlighed

Tv-landmand fandt ikke kærligheden: - Kvinderne gav mere af sig selv, end jeg gjorde

Niels Skov Pedersen fra ’Landmand søger kærlighed’ mødte ikke den eneste ene i programmet. Men det har lært ham både at åbne sig op og sætte grænser.

For den 47-årige landmand Niels Skov Pedersen er alting i dag, som det plejer at være. Han passer sin gård, hvor han dyrker planteavl, er sammen med sine børn og lever det stille liv på Djursland.

Niels Skov Pedersen havde ellers meldt sig til ’Landmand søger kærlighed’ for at finde en at dele det hele med.

Men efter at have haft tre kvinder boende på gården og været på romantisk weekend i København med 50-årige Lisbeth, måtte Niels Skov Pedersen sande, at forelskelsen desværre udeblev i denne omgang.

- Det, der skal være der, før jeg indlader mig på noget, det har ikke været der, siger Niels Skov Pedersen i dag.

Afviste at holde i hånd på date

Når landmanden i dag ser tilbage på sin medvirken i ’Landmand søger kærlighed’, mener han godt, man kan se i programmerne, at her er en mand, der er bevidst om ikke at give for meget af sig selv.

- Man kan godt se i programmerne, at jeg har nogle grænser, jeg bevidst ikke går over, siger Niels Skov Pedersen.

Blandt andet afviste han at holde i hånd med Pia, da parret var på gåtursdate i Ebeltoft. Da Pia sagde, hun frøs om sine hænder, og spurgte om Niels ville tage hendes hånd, bad han hende i stedet putte den i lommen.

Niels Skov Pedersen fra 'Landmand søger kærlighed' var meget bevidst om at sætte grænser under programmet. Video: Laura Byager Rabøl

- Jeg synes, det ville være akavet at skulle på date med en lige efter, jeg havde holdt i hånden med en anden, siger Niels Skov Pedersen og forklarer videre:

- Det ville være at træde på mennesker at gå ind i noget, hvis de har følelser, og jeg ikke har.

Netop det med at afvise berøring fra sine dates er noget, der har fået en blandet modtagelse i Niels Skov Pedersens eget liv.

Jeg har lært meget om mig selv, og jeg har lært at sige fra.

Niels Skov Pedersen

- Jeg har delt vandene efter programmerne, siger Niels Skov Pedersen, som dog ikke fortryder sin opførsel.

Tvært imod er han glad for, at 'Landmand søger kærlighed' har lært ham at sætte grænser og lytte til sine egne behov.

Kvinderne gav mere

Niels Skov Pedersen har igennem hele programmet sat grænser og sørget for ikke at give mere af sig selv, end han har følt for.

Niels Skov Pedersen meldte sig til 'Landmand søger kærlighed' for at finde en at dele hverdagen med. Selvom programmet ikke gav ham det, tror han stadig på kærligheden.

Han fortæller, at han holdt igen på skærmen af hensyn til sin familie og især sine børn.

- Kvinderne gav nok lidt mere af sig selv end jeg gjorde, siger Niels Skov Pedersen.

- Jeg har hele tiden haft mine børn i baghovedet, og derfor var jeg påpasselig med, hvad der kom i kassen, forklarer han.

Er mere åben - og tror stadig på kærligheden

Niels Skov Pedersen har tidligere fortalt til TV 2, at han førhen i sit liv er gået efter den forkerte type kvinder. Og på det punkt har det hjulpet ham at medvirke i 'Landmand søger kærlighed.'

- Jeg har lært, at der er andre typer derude end dem, jeg måske lige har set efter. Derfor er det vigtigt at prøve at være åben, fortæller han.

Selvom ’Landmand søger kærlighed’ ikke blev løsningen på Niels Skov Pedersens kærlighedskvaler, er den 47-årige landmand fortrøstningsfuld, når det kommer til kærligheden.

- Mine forhåbninger er stadig, at jeg gerne vil have en at dele livet med, siger han.

- Det var derfor, jeg var med i programmet, og det har ikke ændret sig.

Han har datet siden optagelserne til programmet sluttede, dog uden at det er ikke blevet til noget seriøst. Men Niels Skov Pedersen er ikke bange for at opsøge kærligheden. Programmet har lært ham meget om ham selv og hvor, hans grænser går.

- Det har været sjovt og spændende at være med, og ikke mindst lærerigt.

- Jeg har lært meget om mig selv, og jeg har lært at sige fra.

Du kan følge Niels og de øvrige landmænds jagt på den store kærlighed i ’Landmand søger kærlighed’ på TV 2 og på TV 2 PLAY.