'Vild med dans'-deltager blev far få timer før showstart
Skuespilleren har fået en datter med sin mand og deres bedste veninde.
Han plejer at bruge sin fredag eftermiddag på generalprøven i 'Vild med dans'.
Men gennemspilningen af aftenens program foregik uden nydanseren Jakob Fauerby.
Klokken 14.24 – bare få timer før showstart – stod den 42-årige skuespiller nemlig på hospitalet, hvor han så sin datter komme til verden ved et helt udramatisk kejsersnit.
Dermed er han nu blevet far til den lille pige, han har ventet sammen med sin mand Anders Fauerby og deres veninde Rebecca Sølvsten.
- Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er mere end glad. Nu er der bare den her lille pige i verden, som allerede er stærk og smuk. Det er jo helt vildt. Jeg tror, alle forældre siger det, men hun er virkelig smuk, sagde Jakob Fauerby før 'Vild med dans' gik i luften.
Der er ingen dårlige dage at blive far på
Skuespilleren begyndte dagen på hospitalet, men undervejs måtte han tage til tv-studiet for at gennemføre en række kameraprøver.
Han nåede dog tilbage i tide til det store øjeblik og brugte eftermiddagen i en boble med sin lille familie.
- Det var surrealistisk at skulle forlade dem, siger Jakob Fauerby, som trods den overvældende oplevelse var med, da 'Vild med dans' begyndte klokken 20.
Her skulle han danse slowfox med partneren Silas Holst og satsede kraftigt på, at han kan huske alle trin.
- Ellers må Silas tale mig igennem det, sagde han med et smil.
Selvom Jakob Fauerby kaldte fredagen en "sindssyg dag", ville han ikke have ønsket den anderledes.
- Jeg har hele tiden tænkt: "Bare hun ikke kommer en fredag". Men nu er det en fredag, og det er det bedste, der kunne ske. Der er ingen dårlige dage at få sådan et fuldendt lille menneske på, sagde han.
Drømmen har eksisteret i årevis
Jakob Fauerby har længe drømt om at skabe en familie med sin mand og veninden Rebecca. Faktisk har de i mange år følt sig som en.
- I de otte år, hvor Anders og jeg har været sammen, har Rebecca været en del af vores lille, valgte familie. Vi holder jul sammen, arrangerer hinandens fødselsdage og har rejst meget sammen, siger han og fortsætter:
- Så vi er en lille familie, og det føles ikke som et kæmpe skridt at gøre det her, for det er noget, vi har talt om i så mange år, siger han.
Jakob Fauerby og Rebecca Sølvsten lærte hinanden at kende, da de for 13 år siden spillede med i det samme teaterstykke.
De blev nære venner, og drømmen om at danne deres egen regnbuefamilie har eksisteret for venneparret nærmest siden begyndelsen. Da Anders kom ind i billedet, blev de en "lille treenighed" og han en del af drømmen.
Og for et lille års tid siden besluttede de at sætte gang i processen. Her føltes timingen rigtig.
- Vi kiggede på hinanden og sagde: "Nu skal det være nu". Så i virkeligheden er det bare meget lykkeligt, at det kan lade sig gøre, og at vi har været så heldige, at vi kunne, siger Jakob Fauerby.
Sådan så det ud, da Jakob Fauerby offentliggjorde graviditeten på Instagram:
Er der så meget, det kan lade sig gøre
Da skuespilleren i begyndelsen af året sagde ja til at deltage i 'Vild med dans', vidste han ikke, at der ville komme en lille ny til oktober.
Men han er ikke bekymret for, hvordan titlen som nybagt far vil smelte sammen med muligheden for, at han skal danse endnu flere uger i 'Vild med dans'.
- Det er jo Rebecca, der står for de primære behov. Og vi er så privilegerede, at Rebecca er blevet mor til en vidunderlig lille dreng før. Så hun ved, hvad der skal til. Og det tager hun fuldstændig med ophøjet ro, siger Jakob Fauerby.
Derudover holder Jakob Fauerbys mand barsel, mens skuespilleren selv vil være hjemme, så ofte som 'Vild med dans'-kalenderen tillader det.
- Jeg skal lære en dans om ugen, men ellers kommer jeg jo hjem og får så meget tid med vores datter, som det nu lader sig gøre, siger han og tilføjer:
- Jeg er brandgod til at lave mad og til at støvsuge, så det bliver måske også sådan noget, jeg kommer til at kunne bidrage med i starten.
Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.