Bordtennisspiller undskyldte efter dans: - Det var faktisk lidt ubehageligt

På trods af et blackout under sin samba klarede Michael Maze sig videre i 'Vild med dans' uden en omdans.

Det begyndte med roterende hofter og et stort smil. Men derfra gik det helt galt for bordtennisspilleren Michael Maze.

Under fredagens 'Vild med dans' fik han et par sekunders blackout, som resulterede i, at han gik i stå halvvejs inde i sin samba. Faktisk gik han nærmest ind i sin dansepartner.

Fejlen kostede en plads i bunden af dommernes karakterskala, side om side med kokken Umut Sakarya.

Så mange point fik de i program 4

Jakob og Silas: 30 point

Neel og Michael: 25 point

Coco O. og Morten: 24 point

Christopher og Karina: 22 point

Mikkel og Mille: 17 point

Oscar og Asta: 17 point

Pixi og Thomas: 16 point

Birgit og Frederik: 14 point

Michael og Mie: 13 point

Umut og Jenna: 13 point

Alligevel gik han og Mie Martha Moltke direkte videre til næste uge – modsat sidste fredag, hvor parret havnede i en omdans.

- Det har været en vild aften, lød det fra en glad Michael Maze efter showet.

Ifølge Mie Martha Moltke så hendes dansepartner
Ifølge Mie Martha Moltke så hendes dansepartner "rimelig vild ud i øjnene", da han blev hylet ud af den. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

- Det var faktisk lidt ubehageligt

Bordtennisspilleren lagde undervejs i programmet ikke skjul på, at sambaen gik galt.

- Det var lidt sjovt – bare på den ikke-sjove måde, sagde han.

Bagefter uddybede Michael Maze og fortalte, at han var helt desorienteret på dansegulvet i de sekunder, hans "mindre fuck-up" varede.

- Det var faktisk lidt ubehageligt. Jeg kunne kun tænke: "Jeg må bare videre og gøre det så godt, jeg kan. Tænke på det, vi havde trænet og prøve at finde tilbage i det. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, siger han.

- Det er jo det, vi nydansere har snakket om til træning: "Bare det ikke sker". Og så sker det, og så må man tage det med et smil på læben og komme videre derfra, fortsætter han.

VILD MED DANS 2019.

Undskyldte efter dansen

Bordtennisspilleren fik da også ros fra dommerbordet for netop at komme ind i dansen igen. Særligt fra dommeren Nikolaj Hübbe.

- Da du kom ud af den – og du kom regederligt ud af den – så fangede du den igen. Og det, tror jeg, er, fordi din sportsmand skinner igennem. Det, synes jeg, var the sign of a true killer, sagde han.

Michael Maze fandt smilet tilbage i sidste del af sambaen.
Michael Maze fandt smilet tilbage i sidste del af sambaen. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

I det øjeblik Michael Maze nåede til slutningen af sambaen, hviskede han dog alligevel "undskyld, undskyld, undskyld" ind i øret på sin dansepartner. Men det havde han ikke behøvet.

- Han skulle slet ikke undskylde. Der er ikke noget, der skal tilgives. Man gør det så godt, man kan. Det var sejt kommet igen, sagde Mie Martha Moltke efter showet.

Derudover var parret både overraskede og taknemmelige over, at seerne sendte dem videre til næste fredag.

- Jeg er jo bare super super glad for at få en ny mulighed sammen med Mie, lød det fra Michael Maze.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.