Se fem vilde øjeblikke, der overraskede i 'Danmark har talent'
En mandestripper iført g-streng, en motorsav på afveje og en pony, der tissede på scenen. Der er sket meget i showets historie.
Dommer Signe Lindkvist flygtede skrigende op på et bord, da horror-gruppen Dystopia chokerede i 'Danmark har talent'. Deres optræden, der startede med en uskyldig sang, udviklede sig pludseligt til vanvittige scener med blod, indvolde og zombier på scenen.
Men det er langt fra første gang i løbet af programmets seks sæsoner, at der er sket noget, som er kommet helt bag på dommerpanelet.
Her kan du se fem vilde øjeblikke fra talentprogrammets historie på TV 2:
Stripperen Andy, sæson 1
Andy fra Haslev forbavsede med et danseshow, der fik den tidligere dommer, Cecilie Lassen, til at holde sig for øjnene. Showet involverede både høj technomusik, babyolie og en rød g-streng.
Ponyen Ettello, sæson 3
I tredje sæson blev sangerinden Nabiha en del af dommerpanelet. Hun fik fornøjelsen af en optræden med ponyen ved navn Ettello, der både tissede på scenegulvet og stak af midt i sin audition, så værterne backstage måtte stoppe den lille hest.
Dennis Agerblad Band, sæson 1
I første sæson sendte dommerne den anderledes kvintet Dennis Agerblad Band videre til de afgørende liveshows. Den aparte gruppe optrådte med et dragshow med erotiske tekster og skjulte grøntsager i trusserne.
Søren Brynjolf, sæson 3
Talent-deltager Søren Brynjolf ville imponere de fire dommere med et show med to motorsave, der var i gang samtidig. Men det var ved at gå helt galt. På dramatisk vis løb dommer Jarl Friis-Mikkelsen op på scenen, så deltageren ikke blev ramt i foden af den roterende sav på gulvet.
Rasta Mizizi Acrobats, sæson 4
Under fjerde semifinale i fjerde sæson gik det rent faktisk galt på scene. Danseren Peter Justus faldt i et avanceret spring og slog armen af led. Han dansede dog heroisk videre, men måtte forbi hospitalet efterfølgende. Anstrengelserne var ikke spildte, da gruppen blev sendt videre til finalen det år.
Du kan se alle optrædender fra de seneste tre sæsoner af 'Danmark har talent' på TV 2 PLAY.