Helt ny dansekategori på vej i 'Vild med dans'
Nu bliver det muligt for nogle par at vælge mellem moderne, street og showdans.
På fredag sker der noget helt nyt i 'Vild med dans'.
Når parrene skal på gulvet for fjerde gang denne sæson, skal de nemlig ikke kun fremføre de klassiske standard- og latindanse. Parrene skal nu også konkurrere i en spritny dansekategori.
Den hedder ønskedans.
De par, der får den kategori, kan vælge mellem de tre dansestilarter street, moderne og showdans. De er alle tre tidligere set i 'Vild med dans'-historien, men bliver nu en mere fast del af showet.
Hvert par skal i fællesskab blive enige om, hvilken af de tre stilarter, de vælger.
Programmet skal udvikle sig
Ifølge Thomas Strøbech, der er redaktør for 'Vild med dans' på TV 2, handler det nye tiltag om, at programmet, der kører på 16. sæson i år, skal blive ved med at forny sig selv.
- Vi forsøger altid at forny 'Vild med dans' uden at miste essensen, som er de ti klassiske konkurrencedanse, siger Thomas Strøbech.
- Vi vil gerne brede nogle af de mere banebrydende danse, vi normalt ser til sidst i sæsonen, ud over hele forløbet.
Kategorien ønskedans er ikke det eneste nye i årets sæson af 'Vild med dans'.
Sæsonen har også budt på debut til en ny dommer, Marianne Eihilt. Derudover skriver parret Jakob Faurby og Silas Holst dansk 'Vild med dans'-historie, da de er det første par af samme køn i programmets historie herhjemme.
Ønskedans, standard og latin
I 'Vild med dans' fordeles dansene således, at parrene fra sæsonens begyndelse bliver inddelt grupper. Hver uge øver parrene sig på forskellige danse, alt efter hvilken gruppe de er i.
Derfor vil nogle par stadig danse standard- eller latindanse på fredag, mens andre får lov at prøve kræfter med en ønskedans.
Kan det ikke være en fordel, at nogle par kan udfolde sig mere kreativt i forhold til andre i den nye dansekategori?
- Vi har fordelt ønskedansene i fire forskellige programmer inden sæsonen gik igang, så den blev en fast del af hele 'Vild med dans' i stedet for bare en temaaften, forklarer Thomas Strøbech.
- Alle par vil i princippet møde den på et tidspunkt. Jeg tror ikke, man kan sige noget entydigt om, hvorvidt det er en fordel eller en ulempe, hvornår i forløbet man får den.
Ønskedansen går altså på skift blandt parrene i løbet af sæsonen – på helt lige fod med de andre danse.
- Det er tænkt som et friskt pust, og en ekstra udfordring til parrene, og bliver garanteret både flot og underholdende, siger Thomas Strøbech.
Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.