Reddet af seerne trods bundkarakter: - Det er sindssygt
Umut Sakarya fik hele dommerbordet til at grine med sin samba. Og for danse-kokken gør det absolut ingenting, at folk griner. Snarere tværtimod.
Umut Sakarya jublede, da han fredag aften dansede sig videre i 'Vild med dans' iført glitrende blå Elvis-dragt og store gyldne pufærmer.
Pladsen videre i konkurrencen fik han nemlig på trods af, at dommerne for tredje gang i træk placerede ham og dansepartneren Jenna Bagge i bunden af karakterskalaen.
De fik 12 point for deres samba, og den 28-årige kok var da også sikker på, at han skulle i omdans. Men sådan gik det ikke.
- Seerne kan se det skjulte dansetalent, der er gemt under mit flæsk. Og jeg synes, det er sindssygt, lød det begejstret fra Umut Sakarya efter showet.
- De har ikke bare reddet os, de har taget os op på et nyt niveau. Og altså, en af dommerne græd af grin. Det håber jeg også, folk gør derhjemme. Jeg er så taknemmelig. Det er vanvittigt, når man ligger så langt nede, fortsatte han.
Folk skal have lov til at grine
Efter kokkens samba brød hele dommerbordet ud i latter. Og selvom Umut Sakarya til tider var ude af takt og lavede trin, dommeren Nikolaj Hübbe ikke kunne regne ud, så var rosen stor.
- Dit mod er fuldstændig utroligt, og så har du et underholdningstalent, som går ud over alle grænser, sagde han.
Og den muntre kok havde intet problem med, at både dommerne og danskerne grinede af hans dans.
- Ligeså meget som andre griner, lige så meget griner jeg selv. Man kan ikke grine for meget. Det er jo dans! Og det vigtigste er, at man griner med og ikke af, sagde han.
- Man tænker: "Det er en tyk dreng, der er i en blå dragt og ligner en blåhval". Det er sjovt! Så folk skal have lov til at grine.
Men Umut Sakarya har dog siden sidste fredag også oplevet, at folk har skrevet, at han bare "laller". Og det har påvirket den 28-årige kok. For det er ikke tilfældet.
- Man kan godt både ville have folk til at grine og tage det mega seriøst. Det gør mig ked af det, når folk siger, at jeg ikke gør mig umage. For det kræver også noget mod at danse på live-tv, sagde han.
- Er det fair? Ja, det synes jeg
Tredje aften på dansegulvet sluttede med et overraskende farvel til skuespilleren Marie Bach Hansen og hendes partner Martin Parnov Reichhardt, der fik 22 point for deres quickstep og en delt femteplads af dommerne.
Men Umut Sakarya mente, at det var fuldt fortjent, at han gik videre trods bundkaraktererne.
- Jeg er jo helt nybegynder, og det er et underholdningsprogram. Så det ligger også i det. Og jeg ved godt, jeg ikke er den bedste danser. Men jeg elsker det, og jeg giver den max gas, når jeg er på, sagde han og fortsatte:
- Så er det fair? Ja, det synes jeg. Det er underholdning, og det er seerne, der bestemmer.
Hans dansepartner Jenna Bagge var enig.
- Der er én ting, der hedder danseteknik, og så er der danseglæde og danseshow. Og det kan dommerne ikke give point for. Jeg er så glad, og det er så vildt, at du tør, sagde hun til ham.
Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.