Ole elsker Danmark

Ole Henriksens liste: Fem steder, hvor danskerne er bedre end amerikanerne - og to, hvor de ikke er

Ole Henriksen har boet 46 år i USA. Ifølge ham er der stor forskel på danskere og amerikanere.

Efter knap fem årtier i USA er Ole Henriksen flyttet hjem til Danmark. Firmaet bag de berømte cremer solgte han i 2011 til skønhedsgiganten LVMH, der står bag Louis Vuitton.

2019 er det sidste år, hvor Ole Henriksen er aktiv i firmaet. Derfor er den altid glade skønhedsguru nu flyttet hjem til Danmark, hvor han skal til at genopdage Danmark. Det gør han i 'Ole elsker Danmark' på TV 2 FRI.

I den anledning har vi bedt ham sætte ord på forskellene mellem danskerne og folk 'over there'. For er der noget, den 68-årige dansk-amerikaner har fået erfaring med, er det netop forskellene på danskere og amerikanere.

Her er danskerne bedre

  1. Danskerne er sundere

    - En ting, jeg har lagt meget mærke til, er, at danskerne er meget fysisk aktive. Det er så skønt at se hele cykelkulturen i Danmark. Og gåture. Danskerne er så gode til at tage familien med og så bare gå en tur sammen. Amerikanerne kører i bil selv de korteste distancer, og det er næsten fascinerende at se, hvordan de bliver større end gennemsnittet.

    Jeg havde min mor med i Disney World i Florida engang, hvor hun kiggede på amerikanerne derinde og sagde: ”Jeg har aldrig set større røve end her.”

    Sådan er det ikke her. Forleden så jeg en far i byen, hvis toårige søn selv cyklede afsted på sin lille cykel. Det var så skønt at se. I USA bliver børnene kørt alle steder hen. Selv til deres fritidsaktiviteter.

  2. Danskerne fester bedre

    - Danskerne er vildt gode til at feste. Min mand Laurence og jeg har lige holdt housewarming, og der var gang i den fra halv seks om aftenen til kl. halv tre om natten. Det var så dejligt, og vi dansede hele natten. Danskerne er gode til at slippe tøjlerne og slå sig løs, når de for eksempel er til bryllup eller runde fødselsdage. Så danser de vildt meget.

    Hvis et selskab slutter klokken 22.30 i USA, er det meget sent. Der er folk mere tilbageholdende, fordi de tænker meget på, hvad andre tænker om dem. Så de vil helst ikke slå sig løs. Især ikke til firmafesterne, hvor chefen er med. Der er danskerne meget anderledes og sjove. Og jeg elsker det.

  3. Danskerne har bedre arbejdsforhold

    - Nu har jeg jo mange afdelinger rundt omkring i verden. Og i Danmark er en arbejdsplads meget mere menneskelig. Danskerne er gode til at holde fast i de rammer, de har med hensyn til arbejdstiden.

    De er gode til at komme og gå til tiden. Især hvis man er småbørnsforældre, er det meget normalt, at man kan smutte til tiden – sharp. Det modsatte er tilfældet i USA. Her forventes det, at man bliver til meget sent på sit job. Gerne indtil klokken seks eller halv syv om aftenen.

    I Danmark er folk klar over den tid, de har til rådighed, og derfor er de bedre til at planlægge en effektiv arbejdstid, hvorimod mange i USA har svært ved at slappe af om aftenen, fordi de måske ikke lige er færdige eller har aftalt et telefonmøde meget sent.

  4. Danskerne kender mere til verden

    - Jeg kom jo som lille Ole fra Nibe til USA for at søge lykken. Og jeg er super taknemmelig over for alt, hvad USA har givet mig. Men amerikanerne rejser ikke særlig meget ud og oplever derfor ikke verden omkring dem. Og det er ikke blevet bedre under Trump. Den arrogance, han har, smitter af på den base af folk, der støtter ham.

    Og det er de samme mennesker som dem, der ikke rejser ud og oplever verden. De sidder derhjemme og tror, at USA er det bedste land i verden, uden at vide, at mange lande i for eksempel Europa både har en højere levestandard og et bedre socialt sikkerhedsnet end dem.

    Og der må jeg jo sige, at Danmark er bedre til at vide, hvad der sker i verden. Jeg møder danskere overalt i verden, hvor jeg rejser. Mange unge rejser også ud lige efter deres skolegang og oplever verden. Og det synes jeg er så fantastisk.

  5. Danskerne er bedre til at tale om tingene

    - Jeg oplever meget ofte i Danmark, at er der en eller anden form for konflikt – det kan være på arbejdet eller derhjemme – så er danskerne gode til at sætte sig ned og snakke om tingene, indtil de finder en løsning. Og det er så dejligt.

    I USA hører man tit ”I’ll sue you”, hvis der er en eller anden twist. Folk holder enormt meget på deres rettigheder til det ene og det andet og nægter at give op. Og jeg tror, det sidder i dem, tilbage fra dengang USA var ’det vilde Vesten,’ hvor en konflikt kunne afgøres ved duel. Jeg har set skilsmisser, der har taget ti år.

    I Danmark er folk mere beredte på at finde en løsning for at kunne ’move forward’.

Her kan danskerne lære noget af amerikanerne

  1. Amerikanerne er mere imødekommende

    - Amerikanerne er meget mere smilende end danskerne. Alene i supermarkederne er der folk, der tager imod en og byder velkommen med et smil. Også ved kassen er der folk, der pakker ens ting, mens man snakker med kassedamen. Det elsker jeg.

    Smilet er den korteste vej mellem to mennesker, som Viktor Borge så rigtigt sagde. Men danskerne smiler ikke særligt meget til hinanden. Ikke at man skal rende rundt på gaden og smile konstant, men når man møder folk, er det en fantastisk ting at starte med et smil. Det er som en anerkendelse af den anden person.

    Det sjove er, at jeg har talt med mange danskere om, at de beundrer udlandet for at være mere imødekommende og smilende over for andre, og at de godt gad, at danskerne også var sådan. Men når jeg så spørger, om de så selv gør noget ved det, så kommer de i tanker om, at det gør de ikke.

  2. Amerikanerne roser mere

    - Danskerne er ikke så gode til at rose hinanden. Og det er synd, for mange danskere kigger jo ofte på hinanden og tænker: ”Nej, en flot trøje, han har på,” eller ”hvor ser hun dog godt ud i dag,” uden at vi siger det højt. Amerikanerne er helt sikkert bedre til at rose hinanden. Måske fordi de er mere åbne og mere vant til at sige tingene højt.

    Men mit råd er, at hvis man ser noget, man beundrer eller synes er pænt, så skal man sige det. Især derhjemme er det godt at rose hinanden. Så får man det meget bedre med hinanden.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Ole Henriksen begår sig som kærlig p-vagt midt i København.

Se 'Ole elsker Danmark' onsdag aften på TV 2 FRI eller TV 2 PLAY.