Han blev fundet på et beskidt rumænsk børnehjem - nu får han chancen på tv

Året er 1991. De skræmmende billeder, der viste de rumænske børnehjem efter diktatoren Nicolae Ceausescus’ fald, gik verden rundt.

Seksårige Andrei Venczel befandt sig på et børnehjem i byen Recas i det vestlige Rumænien. Gulvene var beskidte, og en enorm flok børn var stuvet sammen i den trange spisesal. Den tynde grød i tinskålene var for en sjælden gangs skyld blevet spædet op med lidt kød.

Men straks som Andrei fik sin portion, var de ældre drenge over ham for at tage hans kød. Det var der ikke noget nyt i. Der herskede nemlig en særlig junglelov, man ikke skulle tale om. Men Andrei fortalte det alligevel til en voksen.

Den nat blev Andrei vækket af slag og spark, der var så alvorlige, at han endte på hospitalet.

- Jeg har heldigvis glemt meget fra min barndom på børnehjemmet. Men de mange bank glemmer jeg aldrig. Jeg har haft en forfærdelig barndom på mange måder, fortæller Andrei Venczel.

I dag er den lille dreng blevet 34, han bor i Danmark og bærer rundt på en utrolig historie. Han blev efterladt af sin mor på et trappetrin foran et hospital som spæd og tilbragte sin opvækst på forskellige børnehjem i Rumænien, indtil han blev adopteret til Danmark.

Andrei Venczel mindes de rumænske børnehjem med meget frygt og ubehag. De voksne husker han som aggressive og voldsomme. Der var generelt ingen omsorg, og han var overladt til sig selv. Et af de få lyspunkter i en mørk tid var en ældre kone, der en sjælden gang havde nattevagter på børnehjemmet.

- Hun var det eneste positive og blide menneske, som jeg husker fra mine mange år på børnehjem. Hun var kærlig og læste og sang for os om aftenen, hvilket var noget, der ellers aldrig blev gjort, beskriver Andrei Venczel.

De værste dage på børnehjemmet var fyldt med skrig, gråd og tæsk. En af disse dage, hvor Andrei havde mest brug for omsorg, fandt han trøst ved sin egen stemme. Da alt omkring ham så sort ud, gik Andrei over i et hjørne og lukkede øjnene. Han nynnede for sig selv. Det var ikke decideret sang, men blot små lyde, der kom ud af hans mund.

Det var første gang, at han fandt ro ved at synge for sig selv. Og første gang, at han oplevede, musikken kunne hjælpe ham i svære tider.

Danmark blev min redning

En varm sommerdag i 1994 landede en niårig Andrei Venczel i Københavns Lufthavn. Lufthavnen var fuld af folk, der skulle på ferie, da Andrei tumlede afsted med en rumænsk pædagog i hånden. Hans tøj, som ville passe en almindelig niårig, var alt for stort. Han knugede pædagogens hånd, idet han trådte ind i ankomsthallen.

Men den lille Andrei blødte lidt op, da han blev mødt af Ditte og Jens Mandrup-Christensens smilende ansigter. I det øjeblik var han ikke klar over, hvor meget de to personer kom til at betyde for hans liv.

Andrei Venczel husker turen hjem fra lufthavnen i ægteparrets store bil. Ægteparret, som Andrei i dag kalder sine forældre.

- Jeg havde aldrig prøvet at køre i en bil før. Jeg husker turen hjem til deres villa i Charlottenlund som noget helt specielt. Alt var nyt for mig og helt anderledes, end alt jeg tidligere havde set. Det var ligesom at være med i en film, fortæller Andrei.

I villaen i Charlottenlund tabte den niårige Andrei kæben, da han så det store køkken og alle værelserne. Men den største oplevelse var, da han opdagede, at han fik sit eget værelse. Med sit eget tøj og sine egne legesager. Indtil da havde den niårige Andrei altid sovet i seng med to andre i et lille rum, hvor 12-14 drenge var klemt sammen.

I de første uger i Danmark måtte Andrei lære alting fra bunden. Han kunne ikke spise med bestik. Han vidste ikke, hvordan man vaskede sig. Og så kunne han heller ikke tale med Ditte og Jens. Men endnu en gang hjalp musikken ham på vej.

- Jeg havde ingen ord til at beskrive, hvordan jeg havde det. Derfor sang jeg for dem i stedet. Det var min måde at sige tak på, forklarer Andrei Venczel.

Andrei er i dag utrolig taknemmelig for, at han kom til Danmark dengang. Han ved godt, at han ikke havde haft det samme liv og de samme chancer uden deres hjælp.

- Da jeg første gang mødte dem, tænkte jeg, nu skal mit liv nok blive godt. Alt var så perfekt. Det var som om, jeg var ved at drukne, og de havde kastet en redningskrans ud til mig, siger han.

Musik har altid givet mig en tryghed

I dag bor Andrei Venczel i Hellerup lidt nord for København. Han arbejder dagligt som handicaphjælper. Hans hårde opvækst påvirker ham stadig, men her kan hans arbejde være en stor hjælp.

- Jeg har det rigtig svært ved at håndtere aggressivitet, fordi der var så meget af det i min barndom. Jeg kan også godt få det rigtig dårligt indeni, hvis jeg ser nogle forældre, som råber af deres børn på gaden, fortæller Andrei Venczel og fortsætter:

- Derfor arbejder jeg også som handicaphjælper, hvor jeg gør noget godt for andre. Det ligger dybt i mig, at jeg gerne vil hjælpe svage mennesker, der ikke kan klare sig selv. Og det hjælper også mig selv til at få det bedre, når jeg kan give noget igen, uddyber han.

Selvom arbejdet har en stor betydning for Andrei, drømmer han primært om at slå igennem som sanger. Musik betyder så meget for ham, fordi det altid har givet ham en tryghed. Derfor synger han tit, når han er ude som hjælper.

- Jeg synger for de mange forskellige mennesker, jeg passer. De tidspunkter i mit liv, hvor jeg har haft det dårligst, har musik og sang altid hjulpet mig. Så når mine patienter har en dårlig dag, synger jeg altid for dem, siger Andrei Venczel.

Andreis plejefar døde i 2017. Han havde adskillige gange opfordret Andrei til at stille op i ’Danmark har talent’, men Andrei havde ikke modet til det dengang.

- Jeg var alt for genert til at stille op dengang. Jeg er stadig genert, men det går væk, når jeg synger. Men jeg er ked af, at Jens ikke nåede at opleve det. Jeg vil tænke på ham, når jeg stiller mig op på scenen, beskriver Andrei.

Du kan se Andrei Venczels optræden i 'Danmark har talent' lørdag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.